Før corona var Herdis Lehmann med til at organisere en bridgeklub med syv andre hørehæmmede i Høreforeningens lokalafdeling på Frederiksberg.
”Bridge er et godt kortspil, for man må faktisk ikke tale, når man spiller bridge. Men til kaffebordet, hvor der bliver snakket, er jeg lost ,” fortæller den 88-årige pensionist.
Herdis Lehmann tager imod i lejligheden på Frederiksberg med udsigt over Søndermark Kirkegård. På sofabordet ligger en mikrofon i en snor, som hun beder besøgende tage om halsen. Hendes telefon har en indbygget teleanordning, der forstærker lyden, og hun kan tilslutte en mikrofon til fjernsynet og radioen. I det hele taget har den pensionerede folkeskolelærer gjort meget for at undgå social isolation ved at få de rigtige hjælpemidler og tale åbent om sit høretab.
Herdis Lehmanns problemer med at høre begyndte for alvor at vise sig, da hun som 60-årig gik på pension.
”Jeg var så heldig at kunne arbejde som lærer uden at bruge høreapparat. Men efter pensionen blev min hørelse langsomt dårligere, og det er gået stærkt ned ad bakke de seneste 10-15 år. Jeg har nok arvet den dårlige hørelse fra min far. Han blev 91 år og endte med at være næsten fuldstændig døv. Til sidst kunne vi slet ikke tale med ham i telefonen. Sammenlignet med ham er jeg privilegeret, fordi der er så mange hjælpemidler i dag,” siger Herdis Lehmann.
En ny rapport fra Fonden Ensomme Gamles Værn viser, at synshandicap og høretab er forbundet med stor social isolation. Herdis Lehmann kender alt at føle sig udenfor i større forsamlinger.
”Det påvirker samværet med andre mennesker, at man ikke kan høre. Da mit høretab blev konstateret, blev min redning højskolen Castbjerggård i Østjylland, som oprindelig blev indrettet til døve. Her fik vi talt om de psykiske konsekvenser af et høretab og om, hvor vigtigt det er at fortælle andre, at man ikke kan høre. For et høretab er et usynligt handicap,” fortæller Herdis Lehmann.
Efter kommunalreformen i 2007 blev hun aktiv i bestyrelsen for Høreforeningen i Frederiksberg Kommune, og i mange år har hun været med til at planlægge arrangementer for mennesker med hørenedsættelse. Foreningen arrangerer blandt andet foredrag, litteraturkredse for maksimalt seks personer, vandreture og kortspil.
”Jeg har forsøgt ikke at lade min dårlige hørelse være en begrænsning. Men der er da mange aktiviteter, jeg er afskåret fra. Jeg er holdt op med at gå i teatret. Til gengæld kan jeg godt gå til koncerter,” siger Herdis Lehmann, der i midten af juli skal på vandretur med Bornholms Højskole.
Herdis Lehmann blev enke for 18 år siden og har to børn, to bonusbørn, syv børnebørn og tre oldebørn. Børnene kan hun godt kommunikere med. Det er sværere med børnebørnene, for de taler ofte for hurtigt.
”Jeg har ikke de store problemer, når jeg taler ansigt til ansigt med en enkelt person. Problemet opstår, når der er flere sammen i et rum. Det er ikke spor rart. Man sidder og ærgrer sig over, at man ikke kan høre og bliver somme tider noget frustreret. Nogle gange føler man sig dum. Man bruger udtrykket ’den stakkels blinde, men det døve asen’. Der opstår meget let en fordom om, at man som hørehandicappet er lidt tung i det,” siger Herdis Lehmann.
Herdis Lehmann understreger, at hun forsøger at bevare den humoristiske sans.
”Mit skelnetab er meget stort, så jeg har svært at adskille ordene fra hinanden. Det har ført til misforståelser. En gang troede jeg, at der blev talt om en ny hund, men så viste det sig, at samtalen handlede om nogle fliser. Man dummer sig, og det er vigtigt at kunne grine ad det og ikke blive helt fortvivlet,” siger Herdis Lehmann.
Hun forsøger at deltage i familiefester, men var lidt lettet, da en 60-års fødselsdag blev aflyst i forbindelse med coronakrisen.
”Jeg kan bedst lide at være sammen nogle få. Det er anstrengende med store arrangementer, fordi man ikke kan høre, hvad der foregår, og det er udmattende med de mange lyde, man ikke kan skelne fra hinanden,” siger Herdis Lehmann.
Generelt mener hun, at samfundstendensen til at tale hurtigere rammer mennesker med hørenedsættelse.
”Det er jo accelereret i samfundet, at folk skal tale hurtigt, og artikulationen er ofte også et problem. Det mærker man, når han hører radio og ser tv. Danmarks Radio sætter heldigvis tekst under det meste. I det hele taget er DR bedre til at tekste end TV2,” siger Herdis Lehmann.
Selvom teknologien har gjort det lettere at leve med en hørenedsættelse, har hun oplevet det som et tilbageslag, at Frederiksberg Kommune i 2010 nedlagde et særligt kommunikationscenter og flyttede hørevejledningen til en hjælpemiddelcentral. Det har ifølge den 88-årige pensionist gjort det sværere at få vejledning og adgang til hjælpemidler.
Under corona har aktiviteterne i Høreforeningen været lukket, og Herdis Lehmann har på grund af smitterisikoen kun haft få besøg.
”Men heldigvis kan jeg gå, så jeg har gået hver dag og målt distancen med en skridtmåler. På 14 dage i maj gik jeg cirka 65 kilometer. Det er som herfra og til Ringsted. Det er en god træning, når jeg skal på vandretur på Bornholm.”