Dannelse kan ikke sættes på formel. Den består af både konkreter og abstrakter. Det er en beherskelse af sprog og en viden om vores fælles skikke og historie, men også en væremåde og et udtryk for en stræben mod et stadium, hvor man er den bedst mulige udgave af sig selv.
Selvom dannelsen bor i det enkelte menneske, findes der lommer i vores samfund, der driver den fremad. Højskolerne og kirkerne er eksempler. Det samme er grundskolerne og gymnasierne. De spiller hver især en betydelig rolle i den danske folkeoplysningstradition.
Og så er de røde. Ofte højrøde. Næsten to ud af tre præster stemmer til venstre for midten, viser en rundspørge, Kristeligt Dagblad foretog i maj.
Tidligere opgørelser fra fagblade viser, at mere end 8 ud af 10 adspurgte lærere på højskoler og gymnasier stemte på partier i rød blok ved folketingsvalget i 2015. Blandt folkeskolelærerne var tallet lidt lavere.
For borgerlige debattører og politikere er det kras læsning. Vælgergrupper, der traditionelt set har dannet rammen om den brede folkelige dannelse, vægrer sig åbenlyst ved at stemme blåt. Er det et udtryk for, at centrum-højre har løsnet grebet om idé-debatterne og det, der ikke passer ned i et regneark? Det mener Anders Krab-Johansen, forfatter, journalist og koncernchef i Berlingske Media.
I sidste uge skrev han en kommentar i Berlingske med afsæt i de ovennævnte professioners stemmeadfærd. ”Kirken er tabt, højskolerne er tabt, folkeskolerne er tabt – de røde overtager dannelsen”, lød overskriften.
Ifølge flere borgerlige iagttagere har han en pointe. Spørgsmålet er, hvorfor det blå idé-mageri er sandet til, og om det kan kickstartes ved at gribe fat om ånds- og dannelsesdebatten?
Spørger man Dennis Nørmark, antropolog og liberal samfundsdebattør, er det egentlig ikke så mærkeligt, at blå partier øjensynligt ikke har greb om vælgergrupper som højskolelærere og præster.
Han peger på, at kulturpolitikken og det humanistiske felt blev stedmoderligt behandlet under VLAK-regeringen, eksempelvis i form af de udskældte grønthøsterbesparelser på museer og universiteter.
”De borgerlige har forsømt dannelseskampen i årevis, og det er en skam. Man taler enormt meget om økonomi, vækst og andre kolde og ikke-beåndede parametre – og overlader dermed diskussioner om ånd og dannelse til de røde. Faktisk er min oplevelse, at det borgerlige Danmark helt har kastet håndklædet i ringen i de her debatter,” siger Dennis Nørmark.
Særligt finanskrisen har været med til at puste det åndelige korthus omkuld. I 2000’erne prædikede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kulturkamp og tordnede mod statsautoriseret smagsdommeri. Daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) tog initiativ til en ny kulturkanon, og statsministeren inviterede ad flere omgange forfattere og litterære personligheder til møder på Marienborg. Det endte endda med, at forfatterne fik tildelt flere penge på finansloven.
”Det var interessante tider at være borgerlig i,” siger Dennis Nørmark og konstaterer, at det ikke er debatter om nation, sprog og kultur, men arbejdsudbudsreformer og konkurrencestatstænkning, der siden finanskrisen har præget det blå Danmarks idégods. Anders Fogh Rasmussens berømte citat fra 2003, hvori han erklærede, at ”udfaldet af kulturkampen afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik”, er glemt.
”Fogh Rasmussen evnede at knytte det økonomiske til det åndelige, og i hans tid foregik de mest interessante intellektuelle diskussioner i det blå Danmark. Der var en spænding og udveksling mellem liberale og konservative ideer, der gav den borgerlige idédebat om en masse vitaminer,” siger Dennis Nørmark.
Den blodfattige værdipolitik skyldes også, at udlændingepolitikken så småt er ved at løbe tør for benzin, i takt med at strammerlinjen er blevet adopteret af Socialdemokratiet, lyder forklaringen.
”Man diskuterer selvfølgelig stadigvæk islam, men folk som Mikael Jalving, Kasper Støvring og Sørine Gotfredsen, der ellers tog mange gode debatter om dannelse og ånd, er med årene blevet mere formørkede og antiislamistiske. Jeg synes ikke, at vi (de borgerlige, red.) har haft gode svar på nye debatter, som ellers rummer et kæmpe potentiale i forhold til dannelse og ansvar. Vi kom for sent ind i debatten om klimakrisen. Og det, vi har sagt om #MeToo og den nye feminisme, har mest af alt lugtet af sur gammelmandsbøvs,” siger Dennis Nørmark.
Når snakken om dannelse har en særlig plads i det borgerlige Danmark, skyldes det især dannelsestænkeren J.N. Madvig (1804-1886). Han gjorde almen dannelse til et centralt mål med skolereformen i 1850 og kan politisk set rubriceres som nationalliberal. Derfor er der i visse borgerlige kredse en særlig selvopfattelse af at være bannerfører for den almene dannelse, som kan føres helt tilbage til 1800-tallet. Det forklarer Ove Korsgaard, professor emeritus på Aarhus Universitet, der har forsket i dannelsesbegrebets historiske udvikling. Han er enig i, at de borgerlige ikke har talt meget om dannelse og ånd i de senere år. Det forklarer dog ikke, hvorfor så mange lærere, gymnasielektorer og præster i dag stemmer rødt.
”Der skal vi nok i højere grad kigge på ungdomsoprøret. Inden det var eksempelvis højskolebevægelsen meget tæt knyttet til Venstre. Siden da har højskolefolket haft et godt øje til til særligt SF og De Radikale,” siger Ove Korsgaard.
Ifølge Per Michael Jespersen, direktør i tænketanken Cevea og forhenværende opinionsredaktør på Politiken, er der ganske enkelt mere tyngde i venstrefløjens værdidebatter i disse år. Særligt opgøret med konkurrencestaten vækker begejstring mange steder, vurderer han:
”Der tegner sig nogle konturer af en ny værdi- og kulturkamp, hvor de røde er kommet i offensiven, efter at de borgerlige var kulturkæmperne i 2000’erne. I 2018 erklærede Mette Frederiksen (S) sig som modstander af præstationssamfundet, konkurrencestaten og testkulturen i en tale på Folkemødet. Pia Olsen Dyhr (SF) har sagt det samme, og en mand som Svend Brinkmann fænger med sin kritik af den herskende tidsånd. Dampen er samtidig gået af udlændingepolitikken, og i de nye store samfundsdebatter om fremtidens velfærdsmodel, sammenhængskraften og det grønne mener jeg, at venstrefløjen sætter dagsordenen i øjeblikket.”
Samme resignation finder man ikke hos Anna Libak, forfatter og tidligere folketingskandidat for Venstre.
”Jeg er enig i, at de borgerlige har tabt dannelsesdiskussionen. Det gjorde de sådan set allerede fra 1968. Venstrefløjen vandt kulturkampen, og dens holdninger til at alt fra børneopdragelse over folkeskolen til sex, køn, ægteskab og kunst – ja alt faktisk, blev mainstream.”
”Men ser man på tidsånden i dag, har borgerlige indledt en modoffensiv. Vi er i gang med en omvendt 1968; et oprør mod grænseløsheden som norm. Den røde meningsmagt slår sprækker. Sørine Gotfredsen og Kathrine Lilleør – to borgerlige præster – står stærkt i den offentlige debat, og hele Danmark kaster sig ud i en diskussion om, hvorvidt ramadanen skal ind i Højskolesangbogen. Folk er også vilde med borgerlig humor som Rokokoposten, Hella Joof og Den Korte Radioavis, og i det hele taget lyder borgerlige stemmer højere, end de længe har gjort.”
At lærere, højskolefolk og præster stemmer rødt, er en dårlig indikator for klangbunden i det borgerlige Danmarks dannelsesprojekt, mener Anna Libak.
”Venstrefløjen har i en årrække siddet på højskolerne, på skolerne og på medierne. Man undervurderer, hvor borgerligt Danmark er, hvis man tror, at meningsmagten er et udtryk for, at venstrefløjen endegyldigt har vundet kampen om værdierne.”
Hun er til gengæld enig med Dennis Nørmark i, at økonomien og konkurrencestatstankegangen har fyldt for meget. Ikke nødvendigvis blandt blå debattører, men snarere i det kuldsejlede VLAK-projekt.
”Sprogfagene blev nedlagt, fordi man ikke kunne dokumentere en værdi af dem. Kultur blev til oplevelsesøkonomi, der skulle tiltrække turister eller skabe mentalt overskud hos individet. Den tankegang prægede VLAK-regeringen, men den prægede også Helle Thorning-Schmidts regering,” siger Anna Libak.
Skal det blå Danmark (gen)vinde grebet om dannelsesdebatten, er timingen dog ikke helt skidt. Ethvert nederlag rummer en iboende mulighed for at redefinere sig selv, og håbet blandt borgerlige stemmer er, at nysgerrigheden og idéerne tager om sig i de oppositionsår, man netop er trådt ind i. De første spæde skridt blev taget af Kristian Jensen, Venstres næstformand, da han efter en overstået sommerferie kiggede tilbage på VLAK-regeringen i et meget omtalt interview med Berlingske. Interviewet er mest blevet bemærket for opgøret med Lars Løkke Rasmussen og dennes drømme om en SV-regering, men i snakken med Berlingske indrømmede Kristian Jensen også, at de borgerlige partier på flere andre områder havde fejlplaceret sig. Man havde ”hvilet på laurbærrene” i kulturpolitikken og haft en for ”mekanisk” opfattelse af uddannelsespolitikken:
”Der har været en holdning om, at de uddannelser, som ikke er rationelle, skal skæres ned. Men det kan jo godt være, at vi skal have dem alligevel af kulturelle grunde,” lød det fra Kristian Jensen.
Måske vil et større selvopgør føre til, at det borgerlige Danmark igen begynder at tale om ånd og dannelse.
”Det er et beklageligt faktum, men der bliver altid tænkt større tanker, når man er i opposition. Hvem er man, og hvad rummer det borgerlige dannelsesbegreb? Den slags skal man fundere over nu,” siger Dennis Nørmark.
Tiden vil vise, om det på sigt munder ud i idéer, der får flere lærere, højskoleundervisere og præsterne til at stemme blåt.