Det borgerlige Danmarks grundproblem består: At forene liberale og nationalkonservative

Magtopgøret i Venstre har ikke handlet om politik, men når Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) overhovedet kunne presses væk fra sin post, er årsagen i høj grad politisk, nemlig det dysfunktionelle samarbejde mellem liberale og nationalkonservative i hele den borgerlige blok

3756430
Politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen om Venstres fremtidige ledelse

Hvad nu hvis? Dramatiske begivenheder kan friste til at spekulere over, hvordan de kunne være endt, hvis bare en enkelt lille ting var forløbet lidt anderledes.

Weekendens klimaks på Venstres langvarige magtkamp er en af den slags begivenheder. Både formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen blev tvunget væk fra deres poster af et flertal i hovedbestyrelsen, og Venstre skal have en helt ny partiledelse.

Weekenden over er politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen blevet flittigt nævnt som det oplagte bud på en ny formand, mens flere navne er bragt i spil til næstformandsposten. Muligheden for at få to næstformand og droppe ”høvdingeprincippet”, hvor næstformanden automatisk regnes for kronprins, har også været fremme.

Men hvad nu hvis… Lars Løkke Rasmussen ikke midt i valgkampen havde medvirket i bogen ”Befrielsens øjeblik”, hvor han appellerede til et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre for at holde yderfløjene uden for indflydelse? Ville Venstre alligevel have fået fremgang ved de to valg? Ville Kristian Jensen alligevel have givet det interview den 8. august i Berlingske, hvor han lagde afstand til Løkkes og regeringens linje i VLAK-samarbejdet?

Eller hvad nu, hvis Claus Hjort Frederiksen ikke offentligt efter interviewet havde bedt Kristian Jensen om at træde tilbage, og i stedet havde holdt kritikken indenbords ved Venstres sommergruppemøde dagen efter? Havde Løkke og Jensen så stadig haft deres poster i dag?

Muligvis, men i så fald havde partiet stadig stået med spørgsmål som: Hvad skulle få samarbejdet mellem de to til at fungere bedre de næste år, og hvilken chance ville Venstre have for at genvinde regeringsmagten ved et kommende valg?

Når man taler med toneangivende Venstrefolk, lyder det ofte, at magtkampen aldrig har handlet om politik. Den har handlet om personer. Folketingsmedlemmerne har ikke delt sig op i politiske fløje, men har grupperet sig efter, hvem de personligt har gået i spænd med, eller hvad der har tjent deres politiske karriere bedst.

En udlændingepolitisk strammer som Marcus Knuth har for eksempel i et interview med dagbladet Politiken for et par uger siden varmt anbefalet Jakob Ellemann-Jensen, der regnes for temmelig liberal i netop udlændingepolitikken. Europa-parlamentariker Søren Gade, der i 2014 af Lars Løkke Rasmussen blev kørt i stilling som alternativ til Kristian Jensen i formandsstriden, er i dag helt på linje med Kristian Jensen i kritikken af Løkkes idé om en SV-regering.

Så umiddelbart er det rigtigt, at der ikke er klare ideologiske skillelinjer i magtkampen. Og så alligevel. For bag det voldsomme personopgør aner man faktisk politiske stridigheder – ikke så meget i Venstre, men i hele det borgerlige Danmark.

Den egentlige forklaring på Løkkes fald er, at de borgerlige partier aldrig i hans anden regeringsperiode fandt en formel, der kunne forene den liberale og den nationalkonservative dagsorden. Stærkest kom det frem i konflikten mellem Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der i to år gjorde det borgerlige samarbejde dysfunktionelt. Man kunne ikke finde ud af at afbalancere nationalkonservative ønsker om en stram udlændinge- og retspolitik med liberale ønsker om at øge den personlige frihed, sænke skatterne og mindske statens magt. På miljøområdet ramlede De Konservatives ønske om at beskytte naturen sammen med liberale landbrugsinteresser.

I klimadebatten gik Venstre fra at hylde den liberale ”grønne realisme” til et pludseligt knapt så liberalt mål om at gøre Danmark til en grøn vindernation, og partibogstavet blev farvet grønt.

Vælgerne strømmede væk. Det var temmelig bemærkelsesværdigt i betragtning af, hvor godt det er gået i Danmark de seneste år. Arbejdsløsheden har sjældent været lavere, beskæftigelsen ikke højere, og de mange reformer, som ikke mindst Lars Løkke Rasmussen har været med til at forme, har givet både skattelettelser og et stort økonomisk råderum i det offentlige. Antallet af asylansøgere er lavere end i mange år.

Men vælgerne ville noget nyt. Hvis ansvar var det? Her er det let at pege på Kristian Thulesen Dahl (DF) og Liberal Alliances tidligere leder Anders Samuelsen, så hvad nu, hvis de to havde været mere imødekommende over for hinanden i 2016 og 2017? Eller hvad nu, hvis Kristian Thulesen Dahl aldrig havde indledt sin politiske flirt med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet? Havde det forhindret, at Socialdemokratiet for mange vælgere så ud til at få det blå stempel fra Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken?

På bundlinjen er det dog stadig altid en statsministers ansvar at få enderne til at nå sammen.

Lars Løkke Rasmussen har i langt størstedelen af sin karriere været kendt for netop at være den dygtige politiske håndværker, der kunne skabe forlig og kompromisser. Fra aftalen om kommunalreformen i 2007 til efterløns- og dagpengereformerne i 2010 og 2011 på bagsmækken af den økonomiske krise. Til rækken af kræftpakker, der over snart 20 år for alvor har løftet behandlingskvaliteten herhjemme.

Ideologisk har han været uden skarpe kanter – værdikriger på gadeplan, kaldte han sig selv – og han har ofte fundet de argumenter frem, der bedst kunne sælge en idé, selvom det gik på tværs af, hvad han tidligere har sagt. Bedst kendt er eksemplet fra flygtningekrisen i 2015, hvor han flere gange skiftede syn på den rolle, EU burde spille. Eller tag hans udsagn om ikke at ville være statsminister for enhver pris. Fra 2015 til 2019 viste det sig, at han dog var parat til at acceptere en temmelig høj pris.

Umiddelbart skulle man tro, at netop en god håndværker skulle have de bedste forudsætninger for at banke et borgerligt samarbejde sammen, men noget tyder på, at idéerne efterhånden slap op. I 2009 formulerede han sin ”danske drøm” om, at danskerne skulle være både rigere, friere, sundere, klogere og så internationalt engagerede som muligt. Det blev ledetråden for regeringsgrundlagene i 2009 og 2015 og for den ambitiøse 2025-plan, som Lars Løkke Rasmussen præsenterede via Facebook i august 2016.

Efterfølgende er der blevet længere mellem de store visioner. Idéen om en sundhedsreform endte som en teknokratisk Storm P.-maskine, hvor nedlæggelsen af de folkevalgte regionsråd kom til at virke som en rød klud for det kommune-Venstre, der nu har trukket tæppet væk under ham.

Mange kommentatorer og lederskribenter har de seneste dage beklaget den måde, Lars Løkke Rasmussen har forladt dansk politik på. Som en af det moderne velfærdssamfunds toneangivende ingeniører har de ønsket ham et mere værdigt farvel.

Så hvad nu, hvis han selv umiddelbart efter folketingsvalget den 5. juni havde trukket sig og overladt formandsstafetten til Kristian Jensen? Det havde både været mere værdigt og sikret mere ro i partiet, men det havde næppe gjort den store forskel i forhold til det generelle borgerlige problem med, at liberale og nationalkonservative kræfter for tiden har det svært med hinanden.

Det bliver under alle omstændigheder en af de mange, store udfordringer, en ny partiformand kommer til at stå med.