Historien gentager sig aldrig. I hvert fald ikke på helt samme måde. Men i december 1974 blev den daværende statsminister Poul Hartlings smalle Venstre-regering væltet, fordi Fremskridtspartiet ikke ville støtte hans økonomiske ”helhedsplan”, der skulle bringe Danmark ud af krisen.
Det kan virke som en fristelse af skæbnen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har valgt at genbruge netop ordet helhedsplan om det udspil, der skal gøre ”Danmark stærkere” frem mod 2025, som blev præsenteret i går.
Vel har han ikke en Mogens Glistrup eller et fremskridtsparti at skulle tage i ed, men Anders Samuelsen og Liberal Alliance kan måske skabe lige så mange vanskeligheder for statsministeren og det borgerlige Danmark, som Fremskridtspartiet gjorde op gennem 1970’erne.
Liberal Alliances ultimative krav om, at topskatten skal fjernes og som minimum reduceres med fem procentpoint for alle, er blevet omdrejningspunktet i den politiske debat.
Anders Samuelsen har gjort det til et spørgsmål om regeringens overlevelse, og Venstre har forsøgt at imødekomme ham ved at foreslå, at topskatten nedsættes med fem procentpoint, men kun for alle med en indtægt på op til en million kroner om året.
Det sendte i går Anders Samuelsen i en tænkeboks, som han først kommer ud af, når han i dag forventes at kommentere Løkkes plan. Et fingerpeg om, hvor det bærer hen, har offentligheden dog allerede fået, da flere fra partiet citerede Lars Løkke Rasmussen for tidligere udtalelser om, at en millionærskat er både ”dum og hjernedød”. Underforstået, at når regeringen fortsat vil lade alle, der tjener mere end en million kroner om året, betale 15 procent i topskat, svarer det i virkeligheden til den millionærskat, venstrefløjen foreslog i 2009.
Socialdemokratiske politikere har billedlig talt stillet popcornene frem og læner sig tilbage, mens de venter på, at Liberal Alliances leder ”går amok igen”, som det bramfrit udtrykkes. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har gjort klart, at de ikke kan acceptere skattelettelser til de rigeste.
Men det er langtfra det eneste, de to partier ikke kan acceptere af helhedsplanen. Stort set ingen af regeringens finansieringsforslag falder i god jord – hverken forslaget om at beskære uddannelsesstøtten med 20 procent, forslaget om at udskyde pensions- og efterløns- alderen med et halvt år fra 2025 eller forslaget om at afskaffe den grønne check for at finansiere et farvel til den såkaldte PSO-afgift på energi.
Så hvis Lars Løkke Rasmussen må opgive at få aftaler i hus med sine støttepartier, kan han forsøge at få Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne med til brede og holdbare aftaler. Men det bliver i givet fald langt mindre vidtgående, end det regeringen har lagt op til. Der vil ganske enkelt ikke være finansiering til at lette skatterne, heller ikke for de lavtlønnede, som regeringen ønsker. Hele idéen bag skattelettelser er ellers, at de skal skabe flere job og mere vækst. De skal gøre det mere attraktivt at arbejde.
Hvis de dele af planen må opgives, vil det være en så massiv nedskrivning af Venstres ambitioner, at statsministeren formentlig hellere vil vælge den udvej, som både han og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) allerede i går åbnede for. Nemlig at planen skal kunne bruges som Venstres valgoplæg. Lars Løkke Rasmussen tager endda nu forskud på en valgkamp ved at rejse rundt i landet for at udlægge helhedsplanen for vælgerne.
Det er i sig selv usædvanligt at tale om valg inden så vigtige og omfattende forhandlinger, men det viser, hvor usikker Venstre er på sine støttepartier, især på Liberal Alliance. Samt på muligheden for overhovedet at komme igennem med planen.
Det er ikke nyt, at der er strid mellem borgerlige partier. Mellem Højre og Venstre. Mellem liberale og konservative. I de perioder, hvor partierne i efterkrigstiden har kunnet indgå kompromis, har vejen til magten imidlertid ikke været lang.
I øjeblikket er der ingen akut, økonomisk krise, som kan presse de borgerlige til at stå sammen, men statsministeren mener alligevel, at man må spænde ”alle barduner” for at undgå, at landet senere kommer i uføre. Måske belært af, hvor galt det gik, da hans forgænger Anders Fogh Rasmussen (V) gav efter for mange flere velfærdsønsker, end der var råd til.
Men politisk ser det ud til, at Danmark er inde i en de perioder, hvor lidt for stramme barduner kan få det borgerlige telt til at revne. I modsætning til Poul Hartling i 1974, står Lars Løkke Rasmussen imidlertid ikke just til et kanonvalg, hvis det skulle blive udkommet af de næste ugers politiske brydekamp.