Prøv avisen

Lis bliver ringet op af frivillige: Det daglige opkald giver både tryghed og venskab

Efter en blodprop i hjernen har 77-årige Lis Sørensen valgt at få daglige tryghedsopkald. De tre opkaldere er samtidig en god mulighed for lige at vende stort og småt i hverdagen - og det skaber nye venskaber. Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau

Efter en blodprop og hospitalsindlæggelse ringes 77-årige Lis Sørensen op hver morgen. Det giver tryghed og har også skabt nye venskaber. Samtidig er det en forsikring mod at dø, uden at nogen opdager det

Der er hyggeligt i 77-årige Lis Sørensens lille lejlighed i det sydlige Horsens. Kongeligt porcelæn på hylderne, orkidéer i vinduerne og kaffe i kopperne. I baggrunden lyder et lavt tiktak fra et vægur.

Men her er ikke kun hyggeligt. Her er også trygt. For på stuebordet ligger Lis Sørensens mobiltelefon, og den ringer hver morgen mellem klokken 8.15 og klokken 8.45. Lis Sørensen ved, hvem der ringer. For det er på skift Annemette eller en af de to ”Connier”.

Hver af dem ringer en uge ad gangen. For Lis Sørensen har i to år fået tryghedsopkald, og Annemette og de to Connier er de frivillige, der tjekker op på, at hun nu også er vågnet og har det godt. Det har ført til venskaber mellem Lis og opkalderne.

”Jeg er rigtig glad ved det, det er jeg godt nok,” siger Lis Sørensen, der har været enke i otte år, og tilføjer, at den smule familie, hun har tilbage, også er lykkelige for opkaldene.

Lis Sørensen har ingen børn, så hendes familie er to niecer og en bror på 90 år. Hjemmehjælp har hun kun til rengøring hver anden uge og til et ugentligt indkøb.

Klokken 8.24 ringer telefonen.

”Det er Lis. Godmorgen. Du er sent på vej i dag.”

I dag er det Annemette, der ringer, og en lille snak går i gang om kvindernes fodbold-EM i tv og udflugten med niecen i går. Efter små fem minutter slutter samtalen, men andre gange varer snakkene et kvarter, fortæller Lis. Især ”Connierne” snakker længe:

”De er vaccineret med en grammofonstift. Men det er dejligt, jeg hygger mig, når de ringer,” siger Lis Sørensen og smiler.

Opkaldene kom i stand via en visitator fra kommunen, fortæller Lis Sørensen. For to år siden fik hun en blodprop i hjernen og faldt om på badeværelset. Da hendes niece fandt hende efter to dage, var hun så afkræftet, at hun ikke husker noget fra uheldet. Hun kom i koma og måtte i respirator.

”Og jeg fik stød, og jeg ved ikke, hvad de gjorde ved mig, men jeg overlevede. Jeg er sejlivet.”

Da Lis Sørensen var færdigbehandlet efter tre uger, sendte hospitalet hende hjem med en madpakke til weekenden og besked om, at hun jo var vant til at klare sig selv, så det måtte hun også gøre nu. Hjemmeplejen fik ikke besked, så da Lis Sørensen ikke turde gå på badeværelset, fordi det var der, hun var faldet, ringede hun selv til kommunen, som sørgede for, at Lis Sørensen fik en toiletforhøjer og tryghedsbesøg af en hjemmehælper, indtil hun selv sagde, at nu var hun tryg.

Da Lis Sørensen omtrent samtidig blev 75 år, kom der en fra kommunen, som insisterede på, at hun hver morgen skulle have tryghedskald fra Ældre Sagen.

”Hun sagde, at hun ikke kørte, før jeg havde sagt ja, og så blev jeg jo nødt til det. Jeg skulle da ikke have en ekstra pensionær,” griner Lis Sørensen.

Og for en dame, der foruden blodproppen i hjernen også har måttet i behandling for kræft, knogleskørhed og en brækket skulder, er de daglige opkald en stor sikkerhed. Og selvom de frivillige jo egentlig bare skal sikre sig, at Lis Sørensen er i live, så føler hun, at de har udviklet et venskab.

”De er altså utroligt søde. Det er ligesom at få veninder,” siger hun og fortæller, at ”den ene Conni” tog hende med i havecentret Plantorama sidste lørdag.

Undervejs i snakken bliver det tydeligt, at Lis har mange kontakter. Hun har ugentlige eller månedlige kaffeaftaler med andre ældre damer eller gamle kolleger i lejlighedskomplekset, og derfor er hun også godt informeret om, hvordan andre beboere i de omkringliggende bygninger i boligforeningen har det. Især skræmmer historien om den ældre mand, der døde alene.

”Tryghedsopkald er en god ting, for man kommer aldrig til at ligge, hvis man nu dør. Vi havde en ovre på kvisten. Han lå i 14 dage eller tre uger, hvor politiet stod og hev efter vejret ude på altanen, fordi de ikke kunne være derinde. Det er jo skrækkeligt. Og det kommer man jo ikke til, når man har daglige opkald.”