Det danske kommunistforbud deler fortsat vandene

Den 22. juni 1941 arresterede dansk politi 295 danske kommunister. 75 år senere er historikere og jurister ikke færdige med at diskutere begivenheden

295 medlemmer blev af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, i 1941 interneret i Horserødlejren. 21 døde senere i kz-lejr. Her ses internerede i Horserødlejren under 2. verdenskrig (Udateret arkivfoto).
295 medlemmer blev af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, i 1941 interneret i Horserødlejren. 21 døde senere i kz-lejr. Her ses internerede i Horserødlejren under 2. verdenskrig (Udateret arkivfoto). Foto: Scanpix Danmark

Den 22. juni 1941 indledte dansk politi en aktion mod kommunister, som 75 år efter stadig sætter sindene i kog.

Den danske regering havde sat politiet ind på tysk ordre. 295 medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, blev interneret i Horserødlejren. 21 døde senere i kz-lejr.

Der var arrestordre på DKP’s tre folketingsmedlemmer, Martin Nielsen, Alfred Jensen og Aksel Larsen, selvom de ifølge Grundloven havde parlamentarisk immunitet. De to sidste undslap, men formand Aksel Larsen blev arresteret i november 1942. Han kom også i kz-lejr, men overlevede. 

Ifølge historikere kan den 22. juni 1941 ses som et vendepunkt for danske kommunister. Som dagen, hvor det forkætrede parti begyndte sin vandring mod heltestatus. Og dagen hvor folkestyrets repræsentanter for alvor gik på kompromis.

”Interneringen førte til en forbitret holdning blandt kommunister, som rakte langt ind i efterkrigstiden. Det blev oplevet som det ultimative overgreb og førte til, at kommunisterne efter Befrielsen ønskede, at systemets repræsentanter skulle straffes,” fortæller Niels-Birger Danielsen, historiker og forfatter til trebindsværket ”Modstand”.

Årsagen til aktionen var, at Hitler netop den 22. juni 1941 indledte sin ”Operation Barbarossa” og angreb Sovjetunionen. Dermed brød han den tysk-sovjetiske Molotov-Ribbentrop-pagt, som havde givet de danske kommunister et markant forklaringsproblem.

”Det meste af den politiske højrefløj i Danmark var frem til sommeren 1941 mere antikommunistisk end antinazistisk. Men det ændrede sig, efter at kommunisterne i september 1941 udgav de første illegale blade,” fortæller Niels-Birger Danielsen.

Kommunisterne var vrede over nazisterne, men også over regeringens medvirken til interneringen og den kommunistlov, som et enigt folketing vedtog den 22. august 1941. Kommunistpartiet blev forbudt ved lov.

Selv 75 år efter er de danske myndigheders håndtering af kommunisterne stadig eksplosivt stof. Det så man for nylig, da justitsminister Søren Pind (V) i en debat drog paralleller mellem nutidens imamlov og kommunistloven fra 1941 og siden præciserede, at han ikke hylder kommunistloven, men blot konstaterer, at den ifølge jurister ikke var grundlovsstridig – bortset fra bruddet på de folkevalgtes immunitet.

Dette bakkes op af Michael Kjeldsen, ekstern lektor i historie ved Roskilde Universitet.

”For ledende DKP’ere som Carl Madsen var interneringen og kommunistloven ubestrideligt en niddingsdåd. Det bekræftede en grundopfattelse, man havde, af, at det borgerlige system ikke var til at stole på. Jeg er selv blevet overrasket over at kigge nærmere på loven og finde ud af, at det ikke er så klart,” siger Michael Kjeldsen.

Han peger på, at den gældende grundlov fra 1915 ikke forhindrede, at folk kunne arresteres på grund af politisk overbevisning, kun på grund af tro. Da Grundloven blev revideret i 1953, blev dette revideret af samme grund. Og Grundloven havde både da og nu en bestemmelse om, at foreninger, som har et ulovligt formål, kan forbydes. DKP havde medvirket til en sabotageaktion i Frederikshavn i 1938, som var en udløber af den spanske borgerkrig.

Et tredje punkt, han peger på, er lovens paragraf 4 om lovens gyldighed, som udtrykkelig siger, at loven ikke gælder på Færøerne. Dette kunne hænge sammen med, at Færøerne var på daværende tidspunkt var besat af England, men viser ifølge Michael Kjeldsen, at de danske lovgivere ikke ønskede loven mere udbredt end højst nødvendigt.

”Når vi diskuterer interneringen og kommunistloven i dag, må vi ikke se bort fra den statslige nødretssituation, som det besatte Danmark stod i. Tyskerne havde magten, og politikernes interesse var at afskærme det danske samfund mest muligt,” siger Michael Kjeldsen, som finder det ”ubestrideligt”, at kommunisterne blandt andet blev interneret i Horserød for at blive forskånet for at blive deporteret til kz-lejre.

Chris Holmsted Larsen, ekstern lektor ved Roskilde Universitet, har for nylig forsvaret en ph.d.-afhandling om advokat Carl Madsen, der var en central skikkelse i DKP under og efter Besættelsen. Han siger, at det er meget åbent for fortolkning for såvel jurister som historikere, hvor meget interneringen og kommunistloven gjorde vold på Grundloven.

”Kommunisterne så det som et forræderi på alle niveauer. Men vi kan ikke se bort fra, at DKP på dette tidspunkt havde en dobbelt status. Formelt set var det frem til 1941 et legitimt parti, der var repræsenteret i Folketinget, men partiet havde også en gren, som også inden 9. april fungerede som et illegalt apparat og var styret af Komintern,” siger han med henvisning til den internationale organisation for kommunistpartier, som Sovjetunionen dominerede.

Det, som lige siden 1941 har gjort debatten eksplosiv, er spørgsmålet om, hvorvidt kommunisterne var til at stole på. Både før, under og efter krigen var der en betydelig frygt for, at kommunisterne var potentielle landsforrædere, som måske nok ville kæmpe imod Hitler, men når det kom til stykket kæmpede mere for Stalin end for Danmark.

”På fire år blev DKP forvandlet fra at have været set som landsforrædere til at være kernetropperne i modstandskampen. Efter befrielsen havde de en kæmpe medvind, men den fordampede hurtigt. Målet var at søge størst mulig indflydelse ad parlamentarisk vej, men det kan diskuteres, om DKP i 1945-47 udelukkende var indstillet på at bruge demokratiske midler. Historikerne er ikke enige, og jeg har ikke fundet den rygende pistol, men min vurdering er, at DKP, hvis de havde fået magt til det, ville have omdannet Danmark til et regime som dem, der blev etableret i Østeuropa,” siger Chris Holmsted Larsen.

Men sådan skulle det ikke gå. I befrielsesregeringen i 1945 var der kommunister på ministerposter, men kun ubetydelige. Kommunisterne havde været gode til sabotage, men i forhandlingerne blev de udmanøvreret. Efter et enkelt godt folketingsvalg i 1945 svandt opbakningen.

”DKP inviterede i 1945 Socialdemokratiet til at gå sammen i et enhedsparti. Socialdemokratiets snedige modkrav var, at DKP skulle anerkende dansk demokrati uden forbehold og afstå fra målet om proletariatets diktatur. Hvis de havde sagt ja, havde de ikke været kommunister mere. Så det blev til ingenting,” siger Michael Kjeldsen.

Tilbage stod en generation af spaniensfrivillige og modstandsfolk, der oplevede, at de danske kommunister havde kæmpet og vundet krigen, men nu blev narret. Til gengæld forblev Danmark et demokrati.