En mand når alligevel ikke hjem til den aftalte tid og den velforberedte middag. Han beklager over for sin hustru i en sms.
”Fint”, lyder hendes svar, og han ånder lettet op. For et ”fint” uden punktum må betyde, at hun ikke er sur. Eller hvad? Måske har hun bare glemt punktummet. Er hun mon ironisk?
Punktummet – eller manglen på det – giver i stigende grad anledning til misforståelser, og det skyldes ikke mindst, at vi bruger det stadig mindre og derfor er ved at miste grebet om dets betydning. Det mener den amerikanske professor David Crystal, der er forfatter til flere end 100 bøger om sprog.
Punktummet har nået en skillevej, sagde han for nylig til avisen The New York Times og uddybede, at det lille, men kulturhistorisk set ganske betydningsfulde tegn simpelthen er gået af mode. Det er blevet overflødiggjort, især som en konsekvens af de nye sprognormer, der er fulgt med det stadig mere digitale sprogbrug. Sender man en besked via sms, snapchat, messenger eller andre digitale kanaler, er der ikke længere brug for at signalere med et punktum, at beskeden er forbi, for den er jo selvsagt ikke længere end det, modtageren har modtaget.
Og det er ikke kun som sætningsafslutter, punktummet har udspillet sin rolle, det er også som sætningsstyrer. Her har særligt kommaer, udråbstegn og humørikoner overtaget, viser flere internationale undersøgelser, også danske.
En af dem, der har forsket i de nye mediers sprog herhjemme, er Marianne Rathje, og hun ser også en klar tendens til, at punktummet er ved at blive udkonkurreret af andre tegn og helt forsvinder som afslutningstegn. Det skyldes ikke mindst, at vi økonomiserer stadig mere med sproget, siger hun.
”Da det digitale sprog blev mobilt med sms’erne, blev der skabt en ny sprogkultur, for dengang kostede det jo mere, jo længere man skrev. Den kultur er siden blevet fastholdt og forstærket af, at det ofte skal gå hurtigt, når vi skriver, fordi vi skriver, mens vi er på farten. Og i den proces har punktummet vist sig stadig mere unødvendigt, dog ikke som tegn mellem sætninger, hvor det stadig er meget nødvendigt,” forklarer Marianne Rathje.
Det er en flere tusinde år gammel tradition, der dermed skubbes ud af sproget. Punktummet menes at oprinde fra den oldgræske tegnsætning, der blev indført i det tredje århundrede før Kristus af en bibliotekar og filolog ved navn Aristofanes. Til at begynde med var der tre variationer af prikken – en der flugtede med toppen af bogstaverne, en i midten af dem og det lave, som vi stadig bruger. Det vigtigste var længe det ”høje” punktum, der blev brugt som afslutning på en sætning. Det mellemste blev brugt som nutidens semikolon – altså til lige at trække vejret – mens det lave svarede til kommaet. Fra det niende århundrede havde det lave punktum taget førersædet, og med Gutenbergs bogtrykkerkunst i 1400-tallet blev det enerådigt.
Lige siden har punktummet været tegnsætningens konge. Man kan argumentere for, at det kun blev understreget, da to af tidens største forfattere, James Joyce og Virginia Woolf, i begyndelsen af 1900-talte skejede ud og formede den litterære højmodernisme ved netop at fjerne punktummerne i deres tekster. Undersøgelser af danske stile blandt gymnasieelever har da også vist, at den lille prik fortsat lever fint i de mest traditionelle sammenhænge, men i det moderne og mere telegramagtige sprog er prikken altså på vej ud.
Og hvad betyder det så? Det betyder ikke mindst, at punktummet forsøger at overleve ved at ændre sin betydning. Det er de seneste år blevet ”den nye meningsbærer”, som David Crystal kalder det. En undersøgelse fra Binghampton University, USA, viste således tidligere på året, at unge generelt opfatter beskeder med punktummer som uoprigtige og mere formelle end dem uden. En anden stor undersøgelse fra USA viste i 2015, at et punktum som afslutningen på en sætning kan opfattes som et verbalt smæk med døren eller en understregning af budskabet. Et eksempel: John kommer ikke til festen (uden punktum) bliver af flertallet opfattet som en nøgtern konstatering, men sætter man et punktum bagefter, opfattes det som et passivt aggressivt udtryk, og pludselig ligger det mellem linjerne, at det egentlig ville være bedst, hvis John ikke kom.
Og så er vi tilbage ved manden og middagen og konen, der sagde ”fint” uden punktum. Undersøgelserne taler for, at han gør ret i at ånde lettet op, men det forudsætter selvfølgelig, at konen er bekendt med punktummets nye status.
”Vi vil sikkert se mange misforståelser omkring brugen af punktummet i den ny betydning de kommende år, måske især imellem generationer. Sådan er det altid, når der sker et nybrud,” siger Marianne Rathje.
Hun tror dog på, at udfasningen af punktummet som afslutning vil finde en helt naturligt leje.
”Indtil videre tyder det på, at vi sagtens kan skelne mellem genrerne, så når vi skriver en stil eller et traditionelt brev, bruger vi punktummet, som vi altid har gjort. Og når vi bruger digitale medier, dropper vi det. Men der vil ske en afsmitning med tiden, vi ser det allerede ved, at kommaer ofte erstatter punktummer mellem sætninger. Det bliver spændende at se, hvordan den udvikling udfolder sig”