Det eneste, jeg ikke har lyst til at planlægge i mit liv, er, hvornår jeg skal have børn

Overalt i verden udsætter kvinderne deres første graviditet stadig længere. Det er bagsiden af ligestillingen, men i høj grad også mændenes ansvar, mener forskere. For Nille Ebler medførte udsættelsen en drastisk beslutning

Sociolog Birthe Linddal Jeppesen ser kvindernes valg om at udskyde familieforøgelsen som et udtryk for en tilpasning til tidsånden, som meget klart siger: Udskyd børnene, hvis du vil have succes: ”Det er tankevækkende, at de moderne samfundsnormer er stærke nok til at undertrykke en så grundlæggende følelse som kvinders trang til at få børn," siger hun. Arkivfoto.
Sociolog Birthe Linddal Jeppesen ser kvindernes valg om at udskyde familieforøgelsen som et udtryk for en tilpasning til tidsånden, som meget klart siger: Udskyd børnene, hvis du vil have succes: ”Det er tankevækkende, at de moderne samfundsnormer er stærke nok til at undertrykke en så grundlæggende følelse som kvinders trang til at få børn," siger hun. Arkivfoto.

Nille Ebler ville gerne have børn, det var hun sikker på, men selvom hun havde rundet de 36, følte hun sig ikke klar endnu.

Det var derfor, hun sidste år opsøgte Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet: Hun ville vide, hvor meget længere hendes krop kunne vente.

Det var ikke karrieren, der holdt hende tilbage. Hun havde allerede nået sine ambitioners top og indset, at der ikke var særlig rart deroppe, og nu var hun HR-chef i en mindre virksomhed, hvor børn passede fint ind. Det var mere følelsen af, at hun og kæresten havde det lidt for godt.

Når hun så rundt i vennekredsen og især i familien, virkede det, som om alle par med børn både bed af børnene og hinanden og kun talte om, hvor hårdt familielivet var.

”Jeg havde ikke travlt med at blive som dem,” forklarer Nille Ebler.

Og sådan er der stadig flere kvinder, der har det. Overalt i verden venter de stadig længere med at få børn - i gennemsnit til de er 28-29 år. Sådan har det også været tidligere.

Gennem hele første halvdel af 1900-tallet var førstegangsfødende cirka 29 år, men i løbet af 1950'erne og 1960'erne faldet det tal til 23-24 år. Siden 1970'erne er tallet vedvarende steget igen, men den nuværende situation er ikke blot en tilbagevenden til normalen.

Forklaringerne på de udsatte graviditeter har nemlig forandret sig markant, forklarer Lone Schmidt, lektor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet.

I Europa begyndte udviklingen i Skandinavien og hang tæt sammen med p-pillen, kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet, deres stærke ønske om en lang uddannelse og forfølgelsen af en karriere på linje med mændenes.

Siden bredte tendensen sig også i Sydeuropa, hvor kvinderne mange steder stadig forventes at gå hjemme med børnene, men det vil de ikke længere, og derfor får de børn endnu senere end deres nordiske søstre. Og de får markant færre af dem. I Østeuropa er udskydelsen først kommet efter Murens fald og er båret frem af konstante og usikre forandringer.

Fælles for alle er forestillingen om, at børn bremser noget af det gode liv, alle i dag forventer, siger Lone Schmidt:

”I første halvdel af 1900-tallet handlede de sene graviditeter næsten udelukkende om, at man kun fik børn inden for ægteskabet. Og først når man havde råd. I dag udskyder kvinder graviditeten af bekvemmelighed.”

Det betyder, at rigtig mange ikke får de børn, de havde drømt om. Og det er ikke bare synd for familierne, det er en bombe under hele vores samfundsstruktur, siger hun:

”I samtlige europæiske lande fødes der i dag for få børn, og befolkningens størrelse holdes udelukkende oppe gennem indvandring. Det slører det faktum, at Europa er aldrende, og at der bliver alt for få unge til at tage sig af de mange gamle.”

En ny dansk undersøgelse - den første af sin art - fra Fertilitetsrådgivningen på Rigshospitalet har kigget nærmere på problemstillingen. For hvad er det mere specifikt, der får kvinderne til at vente på trods af de åbenlyse ulemper med faldende fertilitet og øget risiko for abort eller misdannelser?

Mest iøjnefaldende er både kvinder og mænds overvurdering af egen fertilitet og succesraten med kunstig befrugtning. Selvom kvinderne i undersøgelsen er 37,4 år i gennemsnit, er flertallet lige som Nille Ebler mest optaget af, hvor længe de kan vente med at få børn. De forventer alligevel at få mindst to, selvom statistikken siger, at det kun vil ske for otte ud af 100 kvinder over 40 år.

En anden bemærkelsesværdig tendens er den stærke tro på kernefamilien. Singlerne er villige til at vente længe på den rigtige mand, og dem i parforhold vil gerne være helt sikre på, at ham de har fundet også er den rigtige.

Men ganske ofte er det faktisk mændenes tøven over for at få børn, der får kvinderne til at vente, siger speciallæge Kathrine Birch Petersen, som er hovedansvarlig for undersøgelsen. Undersøgelser har før vist, at mænd lige så gerne som kvinder vil have børn, men de vil i gennemsnit have dem tre år senere. Og i mange tilfælde er det biologisk for sent.

”Mange mænd ved ikke, at deres fertilitet også falder med alderen og med livsstilssygdomme. De hører historierne om 90-årige, der bliver fædre, og tror, de kan vente for evigt, men glemmer, at deres kone ikke kan. Faktisk har en hel del af vores konsultationer resulteret i, at kvinderne er gået fra manden af netop denne grund, så derfor bliver en af hovedkonklusionerne på undersøgelsen, at vi skal til at fokusere langt mere på mændene,” siger hun.

Det var præcis det, der skete for Nille Ebler. Hendes kæreste kunne ikke svare på, hvornår han gerne ville have børn, og til sidst turde hun ikke vente længere.

I dag har hun fundet en ny kæreste, der gerne vil have børn. Faktisk forlod han sin kæreste, fordi han ikke ville vente længere. Nu er de - efter blot et halvt års kæresteri - i fuld gang med at forsøge at blive forældre. Men det er med blandede følelser, hun hver måned kigger på graviditetstesten.

For selvom hun vil være lykkelig over at blive mor, er der stadig dele af hende, der gerne vil nyde tosomheden lidt længere. Det handler ikke bare om at være forkælet og selvcentreret, sådan som ældre kvinder uden børn ofte portrætteres i debatten, understreger hun.

”Det eneste, jeg ikke har lyst til at planlægge i mit liv, er, hvornår jeg skal have børn. Jeg vil have dem, når jeg ikke kan lade være, og det er først nu, jeg har det sådan. Det ser jeg ikke som forkælet. Jeg ville da ønske, at det var sket tidligere, så jeg ikke behøvede at bekymre mig over den øgede risiko for at abortere. Men sådan er det, og jeg føler, jeg har taget det valg med åbne øjne,” siger Nille Ebler.

Nille Ebler har ønsket at være anonym, for hun synes, det er privat, hvordan hun planlægger sit familieliv. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.