Som et ungt, politisk interesseret menneske havde Nafisa Fiidow store forventninger, da hun for nogle år siden for første gang drog til folkemøde i Allinge på Bornholm. Håbet var, at hun her ville finde de rigtig gode politiske samtaler, hvor mennesker fra forskellige politiske verdener og med forskellige holdninger og livssyn kunne tale med og lytte til hinanden. Men hun blev skuffet.
”Det skulle forestille at være dér, hvor demokratiet virkelig kan mærkes og skinner igennem. Og det var det så ikke. Jeg troede, det var dér, hvor man ville kunne se Henrik Sass Larsen hyggesnakke med en journalist. Jeg opdagede, at de samtaler, hvor der virkelig var mangfoldighed, alle var meget iscenesatte. Om aftenen, når det var frivilligt, hvem man skulle snakke med, søgte politikerne sammen til én fest, journalisterne til en anden og lobbyisterne til en tredje. Og højskolefolket var bare ude på fodboldbanen sammen,” fortæller hun.
Vi befinder os netop blandt højskolefolket. I det højt besungne Hal Kochske samtaledemokratis højborg, Krogerup Højskole i Humlebæk, Nordsjælland. Den samtale, vi har sat i scene, føres mellem højskolens 37-årige forholdsvis nytiltrådte forstander, Rasmus Meyer, og den 22-årige højskoleelev Nafisa Fiidow, som er vokset op i Skanderborg og har somalisk familiebaggrund.
Emnet for samtalen er dannelse i politik. Dannelse er et begreb, som er svært at få hold på, ikke mindst fordi de fleste mener, det er noget, de selv har og andre har for lidt af. Nafisa Fiidow er ikke helt sikker på, at hun ved, hvad dannelse er, ”men jeg havde en fornemmelse af, at jeg nok skulle på højskole for at få den der dannelse,” som hun formulerer det.
Politik har hun derimod stærke meninger om. Herunder den mening, at den gode, demokratiske samtale fordrer, at man kan tåle at være i stue med og lytte til dem, man ikke er enig med. Og den mening, at det er sørgerligt, når intelligente, samfundsbevidste mennesker mødes til demokratifestival i en lille bornholmsk by, så går de ikke for alvor på opdagelse i ukendte holdninger, de finder sammen med ligesindede og ofte også om ufarlige emner som fodbold.
”Sådan er det. Vi er som mennesker kodet til at søge derhen, hvor der er trygt og rart at være, og det betyder blandt andet, at vi søger derhen, hvor folk er som os selv. Din måde at gå til folkemøde på er mere kompliceret,” siger Rasmus Meyer.
Han understreger, at han med kompliceret ikke mener forkert. Tværtimod. Forstanderen, der er uddannet sociolog, konstaterer bare, hvordan mennesker har en tilbøjelighed til at opføre sig. Og den fortsatte søgen mod det trygge og velkendte udfordrer den demokratiske dannelse:
”Jeg er lidt bekymret for blikket for det partipolitiske. Vi har virkelig mange begavede, interessante og kvikke elever heroppe. Men der er ikke megen begejstring for de politiske partier at spore hos dem. Forholdet til politik er præget af resignation og forbehold. Politik er for mange noget, man ligesom væmmes ved eller ikke kan se sig selv i. Det burde give stof til eftertanke i det politiske system, som må gøre mere for at invitere unge ind. Men den enkelte unge må også forstå, at man ikke bare har lov til at melde pas. Resignationen er bekymrende.”
Undervejs i samtalen citerer han dels de gamle Krogerup-koryfæer Hal Koch og Ole Wivel for, at demokratisk deltagelse ikke bare er noget, man kan vælge, hvis man har lyst.
”Det er næsten uartigt at sige i vor tid. Men det, Hal Koch sagde, var faktisk, at du skal. Som samfund kan vi stille folkeoplysning og uddannelse til rådighed, men du skal selv tage del i samfundet,” betoner Rasmus Meyer.
En vigtig tilføjelse hertil er, at lige så lidt som man har lov til at trække sig og overlade politikken til politikerne, lige så lidt lov har man til at dømme andre ude af samtalen.
”På højskolens journalistik-hold talte vi i formiddags om Rasmus Paludans medvirken i Aftenshowet, og selvom vi skulle tale om journalistikken, blev folk meget følelesmæssige omkring det. Flere sagde, at det ikke kan passe, at han skal have lov til at tale i den bedste sendetid. Jeg kan godt selv mærke, at jeg også er vred. Men det gør mig endnu mere vred at høre ellers fornuftige mennesker sige, at det skulle han ikke have lov til. Jeg er nok lidt af en demokratisk ekstremist,” funderer Nafisa Fiidow, som dog får fuld opbakning fra sin forstander.
”Det at sætte følelserne til side er i virkeligheden en god definition af dannelse. At holde fast i sin fornuft på trods af sin foragt,” siger Rasmus Meyer.
Som man fornemmer, er de to parter ikke rygende uenige, selvom Nafisa Fiidow ledsager den 15 år ældre forstanders konstateringer om den nuværende ungdomsgeneration med et kritisk spørgsmål om der er dokumentation for, at 1970’ernes eller 1980’ernes ungdomsgenerationer var mere engagerede.
Nafisa Fiidow har været aktiv hos Alternativet og er i dag medlem af SF. Krogerup Højskole er ikke i udgangspunktet bundet til en ideologi eller et parti. Men forstanderen erkender, at højskolen ikke har lige godt tag i alle dele af den danske ungdom. Der er en klar overvægt af unge med gymnasiale uddannelser, der opvokset i centrum-venstre-familier i hovedstaden.
Som Nafisa Fiidow formulerer det, er det ”lige før, der er lige så mange på højskolen fra Rysensteen Gymnasium som fra Jylland.”
Dermed står højskolen også selv med det problem, at det er svært at etablere samtalen mellem dem, der virkelig er uenige. Blandt sine med-elever ser hun også det problem, at politisk engagement i form af aktivisme, frivilligt arbejde og demonstrationer er i høj kurs, men det er partipolitik ikke.
”Det interessante er, hvorfor vi så gerne vil være politisk engagerede, når det kommer til miljø, men ikke til demokratiet selv. Det er muligt at mobilisere 20.000 unge til at demonstrere for miljøet og klimaet, men det kunne vi ikke have gjort, hvis emnet var folkestyret selv. Er det, fordi vi skal se noget, der er ved at gå helt galt lige om lidt, før vi gider vågne op og engagere os før vi vågner?” spørger Nafisa Fiidow, som gerne siger ”vi”, selvom hun selv har været med i partiarbejde:
”Jeg kan sagtens genkende den manglende lyst til politisk arbejde. Jeg tror, vi er dårlige til at råbe højt. Vi er konfliktsky. Vi er bedre til at affinde os med de regler, andre har vedtaget. Jeg har mange dygtige venner, som kan så meget og vil så meget, men når man så er samlet i et større rum, vil de ikke tage teten, og jeg kan godt forstå hvorfor. Det kan være meget belastende at skulle bekymre sig om det hele, EU-, miljø- og integrationspolitik. Det kan være ret forfærdeligt, men man er nødt til det alligevel.”
Ifølge Nafisa Fiidow er det for bombastisk at sige, at vi står et sted, hvor selve folkestyret for alvor er udfordret.
”Men den demokratiske samtale er helt vildt udfordret. Jeg føler for eksempel ikke, jeg kan udtrykke min holdning til noget, uden at folk udleder, at så må jeg have en negativ holdning til en person i rummet, som ikke synes det samme,” siger hun og tilføjer:
”Der er virkelig mange i min generation, som fraskriver sig, at man kan være venner med nogen, man er politisk uenige med. Jeg hørte på vores Krogerup-café tegneren og klimaaktivisten Anders Morgenthaler sige, at han kun vil bruge tid på relationer, hvor han ikke behøver skamme sig over at være klimabevidst. Jeg tænker, at det er jo er lige dér, det går galt. Hvis man kun vil hænge ud med folk, der er klimabevidste eller veganere som én selv, hvad skal der så blive af verden? Så er der jo ikke nogen demokratisk samtale. Så bliver du jo bare bekræftet i det, du synes i forvejen.”
Til forsvar for samtalen på højskolen konstaterer eleven imidlertid, at den udmærker sig i forhold til alle de politiske ytringer, der florerer i debat-tråde på Facebook, men som sjældent har noget med demokratisk samtale at gøre. Alene af den grund, at mennesker ikke kommunikerer for at blive klogere, men for at jorde og korrekse hinanden og selv få ret.
Ifølge Rasmus Meyer er det manglende politisk dannelse i form af følelsernes overtag over fornuften, vi ser.
”Når vi kigger ud i politiske landskab, er vi nødt til at erkende, at der er grupper af borgere, der føler sig fremmedgjort over for det etablerede samfund. Det udarter på ene side i vold, protester og ballade fra en underklasse med minoritetsbaggrund, som føler sig sat udenfor, og på den anden side udarter det i rå, vulgær højrepopulisme. Projektet for de kommende år må være, hvordan vi får etableret en bro tilbage til os andre for de mennesker der føler sig så meget udenfor,” siger Rasmus Meyer, der citerer den gamle irske digter William Butler Yeats, som engang advarede mod det scenarium, at ”de bedste savner al overbevisning, og de værste er fulde af hidsig lidenskab”.
”Det, jeg ville ønske, at højskolerne kunne, var at pode de bedste med lidenskab og passion.”