Prøv avisen
Interview

”Det er aldrig rart at blive kaldt racist. Det er værre, når det erklæres videnskabeligt bevist”

”Jeg synes ikke, jeg har været meget naiv, men min tro på fornuftens magt og styrken af argumenter er blevet rystet af det her,” siger Ole Wæver. – Foto: Michael Daugaard/Ritzau Scanpix.

Gennem mere end et halvt år har professor og fredsforsker Ole Wæver været eksistentielt dybt påvirket af en artikel i et internationalt videnskabeligt tidsskrift, der stempler en af hans teorier som racistisk. Han har været afskåret fra at svare på kritikken, og sagen har rystet hans tro på, at fornuften altid sejrer til sidst

Gennem årtier har den danske freds- og konfliktforsker Ole Wæver opbygget sig et internationalt navn som ophavsmand til blandt andet den såkaldte securitization-teori. Nu indstiller han sig på, at der inden for det videnskabelige miljø, han tilhører, vil være mange forskere, der ikke vil omgås ham, og mange konferencer, han ikke vil blive inviteret til at tale på. For selvom han selv synes, det er dybt uretfærdigt og ubegrundet, har en artikel i det internationale politologiske tidsskrift Security Dialogue sat en betegnelse på hans teori, som han har indset bliver svær at vaske af: racistisk.

”Jeg er blevet meget overrasket over, hvor ubehagelige og vidtrækkende konsekvenser det her har fået. Hvis kritikken havde gjort brug af termer, der kun hører hjemme inden for den akademiske verden, havde det måske været til at leve med. Hvis de for eksempel havde fundet frem til, at jeg er positivist. Men denne her term giver også mening bredt i samfundet. Det er aldrig rart at blive kaldt racist. Og det er endnu værre, hvis det i et internationalt tidsskrift erklæres videnskabeligt bevist, at man er racist,” siger Ole Wæver.

Det var tilbage i august 2019, han blev bekendt med, at to yngre forskere, Alison Howell fra Rutgers University i USA og Melanie Richter-Montpetit fra University of Sussex i Storbritannien, havde skrevet en artikel, der stillede spørgsmålet: ”Er securitization-teorien racistisk?”. Efter 20 siders argumentation og en gengivelse af teorien, som Ole Wæver finder forvrænget, når de to forskere frem til, at teorien er designet til at understøtte hvidt overherredømme og racisme.

”Det er helt legitimt at stille nogle anderledes spørgsmål til en teori og se, om man kan gøre sig nogle anderledes iagttagelser. Det, som ikke er legitimt, er, at de opfinder og tilskriver nogle elementer til teorien, som ikke er der. De vrider og trækker i den på måder, man ikke må som forsker. For læseren lyder kritikken måske rimelig nok, fordi den kunne passe på andre teorier, men her passer den ikke,” siger Ole Wæver.

Den danske professor kender overhovedet ikke sine to kritikere og regner heller ikke med, at angrebet er personligt rettet mod ham. Men som yngre forsker er det oplagt, at man kan opnå opmærksomhed, hvis man kan rette kritik mod en teori af en ældre professor, der nyder bred anerkendelse.

Netop dette forhold mellem Wæver og hans kritikere viser sig at være hans akilleshæl. Redaktøren for Security Dialogue, Mark Salter, mener nemlig ikke, at det vil være fair, hvis professoren får lov til at formulere sit modsvar, inden artiklen bliver offentliggjort. I hele den periode, der går fra artiklen foreligger digitalt i august, til den kommer på tryk i februar 2020, afviser han, at Ole Wæver og hans britiske forskerkollega Barry Buzan har en særlig ret til svare – kun den almindelige ret, alle har til at skrive kommentarer til en trykt artikel og få svaret fagfællebedømt. Og den slags tager tid – i dette tilfælde ekstra tid, for forlagets jurister skal vurdere, om der er injurier. Altså ikke i den oprindelige artikel, men i Wæver og Buzans svar. Howell og Richter-Montpetit er bevilget en kommentar i umiddelbar forlængelse af deres kommentar.

At Ole Wæver måtte affinde sig med et kort svar på 4000 ord skyldes teknikaliteter, så som som at kravet til en artikel i fuld længde ville skulle fremlægge helt nye forskningsresultater og ikke blot være et svar. I behandlingen af svaret har et centralt argument været, at Howell og Richter-Montpetit ikke betegner ham personligt som racist, kun hans teori. Derfor var det svært for ham at få lov til i svaret at skrive, at deres artikel netop har den effekt.

Ifølge Ole Wæver var der ikke noget udestående mellem ham og redaktør Mark Salter.

”Ikke før nu.”

For at forstå skadevirkningen af artiklen, skal man forstå, at Security Dialogue ikke er som en hvilkensomhelst avis. Det er et tidsskrift, som gennem 50 år har lagt spalter til central international videnskabelig debat om emner som fredsforskning og forholdet mellem det globale syd og nord. Hovedparten af debatten om og kritikken af den 30 år gamle teori om securitization er blevet ført i netop dette tidsskrift, hvis artikler ifølge den danske professor kan være kedelige, men som regel er lødige og altid peer-reviewed, altså fagfællebedømt. Ole Wæver er endda selv medlem af tidsskriftets såkaldte editorial board, som er et rådgivende panel af forskere knyttet til tidsskriftet.

”Ét problem, som gør kritikken svær at diskutere, er, at de opstiller som en præmis, at alle teorier rummer et element af racisme. Det er på ét abstrakt plan rigtigt. Men betyder det så, at mine kritikere også ser sig selv som racister? Når de vælger at skrive 20 sider specifikt om min teori og søger at fremholde det ene bevis efter det andet for, at den er racistisk, fremstår den jo som noget særligt. Men jeg er sat skakmat, for hvis jeg siger nej, benægter jeg, at der generelt er racisme, lyder logikken,” fortæller Ole Wæver.

Han finder det magtpåliggende at slå fast, at han ikke ser Howell og Richter-Montpetits artikel som en del af en større tendens, men som en enkeltstående artikel, der ikke lever op til de videnskabelige idealer. For eksempel idealet om, at hvis man vil kritisere en teori, skal man først gengive denne teori så loyalt og lødigt, at ophavsmanden selv ville ønske, han havde formuleret den netop sådan. Dermed ser Ole Wæver ingen grund til at indlemme sagen i en i forvejen varm debat om såkaldt identitetspolitik:

”Jeg mener ikke, det fremmer forståelsen af, hvad der er god forskning, at trække dette ind i en debat, der er polariseret nok i forvejen. Jeg mener, der er masser af kritiske analyser fra yngre forskere på den antiracistiske fløj, der argumenterer udmærket, så jeg ser ikke denne artikel som repræsentativ for en fløj. Ved at offentliggøre den har forskerne gjort deres eget forskermiljø en kæmpe, kæmpe bjørnetjeneste, fordi deres modstandere kan holde den frem og sige: ’Der kan I se, hvor skøre de folk derovre er’.”

Ole Wæver og hans kolleger har forsøgt at fremføre deres modargumenter på det sociale medie Twitter, men også her har han erfaret, at hans ord ofte giver bagslag. Uanset argumenternes art og lødighed bliver de tolket som den ældre, hvide, magthavende professors forsøg på at kyse nogle yngre, kvindelige kritikere.

”Jeg er nødt til at genfinde mig selv i mit eget arbejde og indse, at min position er en anden. Ikke i Danmark, men ude i verden. Og rent eksistentielt har jeg været udfordret af tanker om, hvorvidt mit arbejde overhovedet giver mening. Jeg synes ikke, jeg har været meget naiv, men min tro på fornuftens magt og styrken af argumenter er blevet rystet af det her. At det, jeg troede var en kritisk teori til at udstille magtstrukurer, kan blive vendt rundt på denne måde.”

Kristeligt Dagblad har henvendt sig til Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit for deres kommentarer til sagen, men har ikke fået svar.