Prøv avisen

14-årige Freja: Jeg har altid været bange for, at jeg fejlede noget alvorligt

For knap et år siden blev 14-årige Freja Reinhold ramt af et voldsomt angstanfald. Det var kulminationen på en hel barndom præget af tanker om alvorlig sygdom og død. Efter 10 uger i behandling er hun begyndt at nyde livet som teenager. – Foto: Morten Germund/Scanpix

14-årige Freja Reinhold har lidt af angst, så længe hun kan huske. For et halvt år siden kom hun i behandling. Nu er tankerne om alvorlig sygdom og frygten for at dø kommet under kontrol

Det var først på sommeren sidste år, da Freja pludselig ikke kunne trække vejret. Hun vandrede panisk og stakåndet frem og tilbage over stuegulvet og skiftevis lagde sig ned og rejste sig op i et forsøg på at få luften ned i lungerne. Til sidst stod hun på badeværelset og klamrede sig til håndvasken, mens hun hvæsende hev efter vejret og stirrede på sit eget spejlbillede.

”Hvad sker der, dør jeg nu?,” tænkte hun.

Angsten har været en følgesvend, så længe 14-årige Freja Reinhold kan huske. Den er kommet til udtryk i indbildske vildtvoksende kræftsvulster, uopdagede hjertefejl og pludseligt opståede hjernebødninger. Eller – som sidste sommer – i en overvældende følelse af ikke at kunne få luft. Og den har underdrejet det, der ellers skulle have været et sorgløst barneliv. Som storesøster i en sammenbragt søskendeflok i rødstensvillaens trygge rammer i Roskilde.

”Jeg har altid været så bange for, at jeg var syg. At jeg fejlede noget alvorligt, som lægerne bare ikke havde opdaget,” siger hun.

Selvom både Frejas mor, far og stedfar tidligt blev klar over, at deres datter havde brug for hjælp, har det været svært at finde den rigtige. De første henvendelser til den praktiserende læge resulterede i velmente råd om at tage det roligt, en recept på sovepiller og siden en henvisning til børnepsykiatrisk afdeling, hvor man vurderede, at Freja ikke var syg nok til at komme i behandling.

Imens faldt familielivet og hverdagen sammen. Freja kunne ikke være alene, skulle følges til og fra alt og havde svært ved at sove, hvis ikke hendes mor vågede over hende og holdt øje med, at hun trak vejret.

”Jeg fulgte med og forsøgte at imødekomme hende. Hvad kan man ellers gøre med et barn, der er skrækslagen og ulykkelig? Det var en fuldstændig desperat og uholdbar situation for Freja, men også for hendes søskende. Angsten fastfrøs hele vores familie,” siger Frejas mor, Diana Reinhold.

Hun har flere gange ringet og løjet til lægevagten, så Freja kunne komme på hospitalet og blive lyttet på hjerte og lunger.

”Det var vanvittigt, men nogle gange var det det eneste, der kunne få hende ud af spiralen.”

Andre gange lå de begge vågne hele nætter, mens Freja messede en sætning, hendes mor havde lært hende i et forsøg på at få angsten under kontrol.

”Det er bare en tanke, den går væk igen”, ”det er bare en tanke, den går væk igen,” sagde hun igen og igen.

Til sidst besluttede Frejas forældre sig for selv at opsøge privat behandling. De fandt, efter en noget vilkårlig research, på nettet et tilbud om gruppeterapi til børn på Frejas alder ledet af en psy-kiater med speciale i angst. Det var rent held, mener Diana Reinhold. Men resultaterne var forbløffende.

Efter få uger blev Frejas overfladiske vejrtrækning mere rolig, hun begyndte at smile og havde pludseligt lyst til at komme ud af huset igen. Metoderne var enkle. I gruppeterapien arbejdede børnene med at forstå sandsynligheden for, at det, de var bange for, rent faktisk kunne overgå dem, og derhjemme skulle Freja belønnes for at tage små skidt i den rigtige retning. En pose vingummier for at sove alene og et par spritnye sneakers for en bustur på egen hånd.

”Det var som at få et nyt barn. Hun blev teenager over night, sådan føltes det i hvert fald,” siger Diana Reinhold, der stadig undrer sig over, at Freja og familien ikke tidligere i forløbet fik hjælp til at få behandling.

”Vi havde intet overskud, men var fuldstændigt overladt til os selv.”

I dag – snart et år efter det voldsomme anfald sidste sommer – er angsten fortsat et vilkår for Freja. Den kan dukke op ud af ingenting eller bringes til live, når hun føler sig presset. Men nu kan hun handle på den. Og det gør hele forskellen.

”Jeg synes, jeg har bedre styr på det, og ved at jeg kan komme ud af det igen. Det giver mig en helt anden tryghed. Før kunne jeg kun mærke, hvor bange jeg var.”