Det er også jul på asylcenteret

180 flygtninge fra borgerkrigen i Syrien er flyttet ind på Sommersteds gamle efterskole i Sønderjylland her i efteråret. Med traditionel dansk julehygge forsøger frivillige at gøre ventetiden lidt lysere for både de kristne og de muslimske beboere

I aften er der julefest og gaver til alle børn mellem 0 og 17 år på asylcenteret i Sommersted, også til May her, der er kommet til Danmark i efteråret sammen med sin syriske mor. Klik på pilen for at se flere billeder fra Sommersted. - Foto: Claus Fisker

I et dugget vindue på asylcentret i Sommersted står et lille plasticjuletræ og blinker løs med sine dioder.

Træet tilhører en 44-årig mandlig beboer, Mikael, der er kristen og flygtet fra borgerkrigen i Syrien. Nu bor han i det sønderjyske asylcenter, mens han venter på svar om opholdstilladelse.

”Jeg fik det billigt henne i 'shoppen',” siger han og sender et grin over mod sin værelseskammerat, Ahmad, der ryster på hovedet af den nye prydplante i vinduet.

Priserne i centerets genbrugsbutik er symbolske, og plasticjuletræet gik for to kroner inklusiv strømforsyning. For et halvt år siden havde Mikael selv en butik. Og en firmabil. Forretningen lå i hjertet af Damaskus og reparerede og solgte mobiltelefoner.

I fire år levede han under krigen med hustru og tre børn i en af Damaskus' forstæder med forretningen som en relativt sikker indkomst. Men i sommer gik det ikke længere.

Mikael blev indkaldt til militærtjeneste i National Defence Force (nationalforsvaret, red.), der samarbejder med præsident Bashar al-Assads styre. Som kristen ville han være udsat i kampen mod islamistiske oprørere. Samtidig gik butikken dårligt.

”Alle de syrere, der har råd til en smartphone, er rejst ud af Syrien nu,” som han siger.

Mikael satte priserne ned og solgte det hele til samme pris, som man kan få et par gummistøvler for i asylcenterets genbrugsbutik. Så kyssede han sin hustru farvel og rejste ud af Syrien via Libanon, den eneste sikre flugtvej for kristne.

Med sig havde han kun mobiltelefon, penge og et sæt tøj. Rejsen var voldsom, først med båd fra Libanon til Tyrkiet, over Grækenland til Italien og så med lastbil op gennem Europa. For 14 dage siden flyttede han ind i Sommersted.

På telefonen viser han billeder af en smuk kvinde med blondt hår. En langhåret teenagedreng i t-shirt, der glædestrålende holder et stykke pizza med pepperoni op mod kameraet. Og et gigantisk, grønt og lysende juletræ på et torv.

”Som kristne havde vi det godt i Syrien før krigen,” forsikrer han.

Det her er første gang, Mikael skal holde jul uden familien, der stadig er i Damaskus. Børnene er hjemme fra skole og klar til at rejse, hvornår det skal være. Når han taler med sin hustru, siger hun, det går okay.

”Men hun kender mig, så jeg tror ikke, hun siger, hvordan hun virkelig har det,” siger han og gør en grimasse.

”Jeg håber, vi kan få et nyt liv. Men Libanon tager ikke flere over grænsen lige nu, så hvordan skal de komme ud?”

Mikael er en af cirka 7000 syriske flygtninge, der er kommet til Danmark i år og indlogeret på en række nye asylcentre landet over. Da det blev annonceret, at Sommersted skulle have et center i september, vakte det lokal debat. Hvorfor skulle syrerne lige bo på byens nedlagte, men traditionsrige, indremissionske efterskole? Mange af skolens kristne symboler måtte fjernes, før beboerne ankom, for eksempel en marmorplade med et bibelcitat, der hang i forhallen.

Hvor pladen hang, er der nu en bar plet. Til gengæld er der hængt en masse andet op, ikke uden religiøse referencer. Der er julehjerter i karton på hver anden værelsesdør. Der er malet ”Merry Christmas” på vinduerne med glimmer. Forhallen har fået et juletræ, og i kantinens loft hænger guirlander i buer.

De tre lønnede ansatte og ledelsen på centeret har meldt ud, at de ikke taler politik eller religion, da de gerne vil fremstå neutrale. Men det forbehold har de 52 frivillige ikke. I december har de både lavet adventsfest med gløgg, æbleskiver og salmesang og besøgt kirken.

To af de frivillige, Tina Nehlsen og Jette Fenger, ser ingen problemer i at lære beboerne, hvoraf de fleste er muslimer, nogle gode, danske julesalmer.

”Vi tilbyder det, der er i vores tradition og kultur. De kan tage imod det eller lade være, men vi trækker ikke noget ned over hovedet på nogen,” siger Tina Nehlsen.

Alt julestadset rør ikke Sherin Husein, én af centerets kvindelige beboere. Hun er 33 og mor til to, en dreng på seks og en pige på fem.

Sherin, der er uddannet lærer og taler engelsk, fortæller, at hun flygtede ud af det nordlige Syrien sammen med sin datter for nogle måneder siden. De to sad i en bus fra byen Efrin mod den tyrkiske grænse, da de blev stoppet af bevæbnede mænd. Sherin er kurder og sekulær muslim. Hun går ikke med tørklæde normalt, men havde en hijab under tøjet den dag, som hun tog over hovedet, da bussen standsede.

Mændene bad om at se id.

”De spurgte: Hvem her er fra Efrin? De ved, at der bor mange kurdere der, og er du kurder, slår de dig ihjel. Nogle i bussen vidste heller ikke, hvordan man beder en islamisk bøn. På mit id står der, at jeg kommer fra en lille by uden for Efrin, som kun få kender. Og jeg taler godt arabisk. Derfor tror jeg, vi slap,” siger hun.

6 af bussens 20 passagerer blev taget ud i vejkanten, alle mænd, fortæller hun. Sherin så to af dem blive henrettet med en kniv for halsen, før hun vendte sig om.

”Jeg holdt min pige for øjnene.”

Familien kom over grænsen til Tyrkiet, og det blev Sherins lod at rejse i forvejen til Danmark. Her har hun været i seks uger nu. Børnene bor med deres bedsteforældre i Tyrkiet, og Sherin ”skyper” med dem så ofte, hun kan komme til det. Men det er svært.

”Min lille pige vågner om natten og tror, væggene falder ned. Og hun er begyndt at tisse i bukserne hele tiden - hun er fem år,” siger hun.

I Sherins vindueskarm på værelset ligger en bunke æsker med medicin for mavesår. Det grå decembervejr, der ligger over Sommersted, gør hverken fra eller til for humøret.

”Men roen her er god for tankerne,” siger hun.

I Sommersted by er debatten om asylcentret stilnet af. Der har været et enkelt tyveri af en mobiltelefon og nogle æbler, der forsvandt fra en have. Til gengæld har købmanden og tanken fået flere kunder.

For den frivillige Tina Nehlsen, der er førtidspensionist, har centret givet et indhold i livet, hun ”aldrig havde turdet drømme om”. Lige nu spekulerer hun på, hvad der sker efter februar, hvor Udlændingestyrelsens lejekontrakt på Sommersted Efterskole udløber.

”Jeg kan næsten ikke bære, hvis vi skal opgive alt det liv, der er skabt her,” siger hun.

Tina Nehlsen kan ikke arabisk og kun få af beboerne kan engelsk. Kropssproget må tale, og på sin vej gennem centeret deler hun generøst ud af knus, klem og klap og får store smil tilbage. Ved indgangen til kontoret for ansatte griber hun fat i øreflippen på en voksen mand i joggingsæt. Han ser skyldig ud.

”Hvad har jeg sagt til dig om no smoking?,” skælder hun ud.

Hun ryster på hovedet. Der må gerne ryges på værelset, men ikke i fællesområderne.

Inde på kontoret står plasticposer med julegaver i farvet papir til centrets børn i alderen 0-17 på række langs væggen.

”Glædelig jul, Mohammed,” står der på én firkantet pakke, der godt kunne se ud som om, den indeholdt en racerbil. Eller actionfigur.

Poserne bliver tømt mandag aften til ”Den store julefest”, annoncerer en seddel ved kontorets dør.

Mikael ved ikke, om han skal med til julefesten. Hvis det bliver for meget, tager han hen i byens kirke. Sidste søndag så én af de frivillige ham også komme traskende alene i disen langs landevejen ved den tid, hvor gudstjenesten var ovre.

”Jeg ser til Gud for at holde min familie i sikkerhed,” siger han.

Hele tre familier i Sommersted har faktisk inviteret ham til at holde juleaften hos sig. Men han er bange for, han ender med at sidde og sprede tristhed på årets vigtigste dag.

”Det er måske forkert af mig. Men jeg tror ikke, jeg kan. Jeg ønsker kun ét, og det er at fejre jul med min kone og mine børn.”

Af hensyn til familien har Mikael ønsket at optræde under dæknavn. Redaktionen kender hans navn.