Det er såmænd ikke så bøvlet at bo i Bøvl

Ægteparret Evelyn og Christian Flugt holder af Bøvl. Og dyrker begge byens nationalsport kroket på eliteplan

Christian og Evelyn Flugt, 72 og 74 år, bor i Bøvl mark i udkanten af selve Bøvl. Christian er barnefødt her, og ægteparret overtog huset efter hans forældre. Ægteparret stiller op ved danmarksmesterskabet i kroket – Christian er allerede danmarksmester i række A1.
Christian og Evelyn Flugt, 72 og 74 år, bor i Bøvl mark i udkanten af selve Bøvl. Christian er barnefødt her, og ægteparret overtog huset efter hans forældre. Ægteparret stiller op ved danmarksmesterskabet i kroket – Christian er allerede danmarksmester i række A1. Foto: Tine Maria Winther.

Når man googler Bøvl, må man rulle et godt stykke ned, før den lille by dukker op. Inden da kommer der alt muligt frem om bryderier: Leon Russell har bøvl med keyboardet, Kohberg har bøvl med brødet, og de fleste har bøvl med netforbindelsen.

Miseren skyldes, at søgemaskinen ikke går efter dialekt. For mener man byen Bøvl, kan den kun udtales på jysk. Med w, tungt l og hele molevitten: Bøw’ll.

Allerede nu er der altså bøvl med Bøvl, og bare vent, til vi kommer til betydningen af stednavnet.

Christian Flugt, 72 år, er født i Bøvl, og det er hans barndomshjem, som han og hustruen Evelyn, 74 år, byder velkommen til denne eftermiddag. Den yndige ejendom ligger i et sving inden selve Bøvl, en by som trods sin lille størrelse har et enormt opland. Her er Bøvl huse, Bøvl gårde og Bøvl mark.

Og fra alle disse bøvler kom børnene til Bøvl skole, hvor Christian Flugt gik som dreng. Skolen lukkede i 1967, men en gang om året mødes bøvl-børnene.

”Jeg har også stadig en skolekammerat, der bor lige derovre, og en anden, som døde i januar, boede den vej,” peger Christian Flugt.

Geografisk ligger Bøvl nord for Sønder Omme i region Syddanmark, og topografisk slynger lokaliteten sig om et højdedrag. Deraf navnet: Bøvl, eller på ældre dansk bøgel, som betyder en lille bue eller bøjning.

”A hwa?”, reagerer hr og fru Flugt i munden på hinanden over den udlægning. De er ikke i tvivl: En bøvl er ikke en bue, det er en indhegning.

”Da jeg var lille, havde vi da en grisebøvl. Der kunne også gå kreaturer i en bøvl. Det er et lille firkantet rum eller indhegning,” siger Evelyn Flugt.

”Hvor er det interessant!,” udbryder den danske navneforsker, som leder språksamlingene på Universitetet i Bergen, Peder Gammeltoft, da han får forelagt familien Flugts tolkning af bysnavnet.

Fra Herningvej er der tre kilometer til Bøvl, som ligger nord for Sønder Omme og ikke så langt fra Billund. – Alle fotos: Tine Maria Winther.
Fra Herningvej er der tre kilometer til Bøvl, som ligger nord for Sønder Omme og ikke så langt fra Billund. – Alle fotos: Tine Maria Winther.

”Jeg kan godt lide stednavne, der åbner for debat. Som forsker kan jeg jo sidde ved mit skrivebord og se højdedraget på et kort. Men jeg er fuldstændig enig med dem i, at en indhegning sagtens kan være tilfældet. En løkke, der buer sig, er jo samme semantiske koncept som noget, man kan bukke rundt og lukke af til en fold.”

Men tilbage til hjemmebag og kaffe på bordet i Bøvl mark. For hvordan er det så egentlig at bo i Bøvl?

Det er først og fremmest fredeligt. Men på især et område indgyder det også respekt at komme herfra.

”Nu spiller vi rigtig meget kroket rundt omkring i landet begge to, og de gør da lidt grin med os – siger, at det er så bøvlet med os. Men det kan vi nu godt lide,” siger han og rører lidt finurligt i kaffen, for det varer sjældent længe, før vittigheder afløses af anseelse.

”Alle med respekt for sig selv spiller kroket herude, og der står jo i turneringspapirerne, hvem man skal møde, så uha, hvis man skal møde dem fra Bøvl,” siger Evelyn Flugt.

Og så viser det sig, at Christian Flugt ligefrem er danmarksmester i kroket.

Er man stolt af at bo i Bøvl?

Ægteparret Flugt er enige om, at Bøvl betyder lille indhegning til et enkelt dyr – som i ordet en grisebøvl.
Ægteparret Flugt er enige om, at Bøvl betyder lille indhegning til et enkelt dyr – som i ordet en grisebøvl.

”Ja!” svarer Christian Flugt uden at tøve. Mens Evelyn Flugt påpeger, at hun er tilflytter og kun har boet her de seneste 18 år. Før havde familien, far, mor og fire børn, en gård i Nees ved Lemvig.

”Men alle de steder, jeg kommer, fortæller jeg da, at jeg bor i Bøvl. For det første på grund af navnet, og så fordi det er et skønt område. Vi har kort til Billund Lufthavn, der er ingen vej til Legoland og Givskud og til grænsen, hvis vi skal købe noget. Eneste minus er, at det tager en time til havet. Der hvor vi boede før, var vi der på 15 minutter. Vi kører nu tit ud og bader alligevel. Spiller vi kroket i Oksbøl eller Varde, så tager vi en dobbelt madpakke med og fortsætter til Vejers Strand. Bader to-tre gange og finder så et bord oppe i plantagen, hvor vi spiser madpakke nummer to og kigger på krondyr, eller hvad der nu er,” siger Evelyn Flugt.

Nede i Bøvl bymidte er der stille denne formiddag. Nogle huse og en fabrik har samlet sig her, hvor Bøvlvej krydser Møbjergvej. Skolen er som sagt lukket for længst, her er ingen købmand, og vil man i kirke, må man til Sønder Omme. Til gengæld er det her, midt mellem skov, marker og højdedrag, man finder Shangri-la.

Rent fysisk i skikkelse af fabrikken Shangri-La Westphals Fabrikker A/S, der fremstiller og sælger duft- og hudplejeproduktet.

I overført betydning et Shangri-La i betydningen lille, skjult og uberørt sted med en lykkelig befolkning.

Store ord for lille Bøvl. Men sådan en dag med sol, fasaner på markerne og katte på dørtrinnene er det ikke en helt bøvlet sammenligning.8