Mange af verdens klimaeksperter fra FN, OECD, de økonomiske vismænd og Klimarådet er enige om, at indførelsen af klimaafgifter er vejen frem, hvis man effektivt vil reducere udledningen af klimagasser – blandt andet co2 og metan – på en omkostningseffektiv måde. Klimaafgifterne anses for effektive, fordi de aktivt anvender markedsmekanismen til at hjælpe med at løse klimaproblemet.
Omvendt kunne man også benytte sig af forskellige administrative indgreb i udledningen af klimagasser, men det vil efter klimaekspertisens bedømmelse være langt dyrere og med ringere effekt. Det skyldes, at administrativ reduktion af udslippet kræver en uhyre stor viden om og overblik over, hvor et indgreb ville give størst effekt.
Anvendelsen af klimaafgifter betyder så at sige, at man lader bolden gøre arbejdet. Der skal løbes mindre for at få den nødvendige sejr. Ved at lægge klimaafgifter på varer og produktionsformer alt efter deres klimamæssige aftryk i form af udledninger af klimagasser, får man lige så stille forbrugere og virksomheder til at anvende netop de varer mest, som er mindst klimabelastende.
Udslippet af klimagasser omregnes normalt til såkaldte co2-ækvivalenter, som svarer til udledningen, hvis der kun var tale om kuldioxid – co2. Det er beregnet, at en afgift på 1250 kroner pr. ton co2-ækvivalenter vil være ensbetydende med, at man kunne nå det danske mål om en reduktion af co2-udslippet på 70 procent i forhold til udslippet i 1990.
Hvorfor indfører man så ikke blot co2-afgifter i alle led af den danske økonomi, når de nu er så smarte? Der er flere problemer med det.
Ét problem er, at de risikerer at ramme socialt skævt. Skal landbrugets produktion af kød pålægges klimaafgifter efter dyrenes udledning af metan og forarbejdningsleddets udledning af co2, vil det fordyre fødevarerne. Det rammer borgere med små indkomster hårdere end borgere med højere indkomster, fordi sidstnævnte anvender en mindre del af deres indkomst på fødevarer.
Samtidig kunne det også tænkes, at importen steg fra lande, hvor landbrugsproduktionen endnu ikke var pålagt klimaafgifter. Var disse andre lande medlemmer af EU, kunne de frit sælge deres landbrugsvarer i Danmark. Men selv hvis EU-landene blev enige om klimaafgifter for at nå målet om, at EU skal være co2-neutral i 2050, viser en ny analyse af forskere ved Københavns Universitet, at knap 62 procent af den udledning, som spares i EU, vil blive udledt andre steder i verden, hvis ikke verdens lande gennemfører en lige så ambitiøs klimaindsats som EU.
Hvis man ville imødegå de sociale skævheder ved at indføre klimaafgifter, kunne det imidlertid ske ved at kompensere borgere med små indkomster via for eksempel et højere skattemæssigt bundfradrag eller en direkte udstedt såkaldt grøn check. Derved ville incitamenterne til at forbruge klimamæssigt fornuftigt stadig være til stede, uden at afgifterne vendte den tunge end nedad. Problemerne i forhold til importen ville imidlertid stadig være der.
Ud over problemerne ved en ikke-klimaafgiftsbelagt import, kan der også være problemer ved, at danske virksomheder flytter til lande, hvor der ikke findes klimafgifter. En løsning herpå kunne – som tidligere nævnt som en mulighed af skatteminister Morten Bødskov (S) – være, at virksomheder, der er særligt udsatte for udenlandsk konkurrence, og som man derfor risikerer at ville flytte, kunne få et fradrag i skattebetalingen. Det ville kunne beskytte deres bundlinje.
Klimaminister Dan Jørgensens (S) klimapolitiske udspil var nærmest renset for klimaafgifter. Som årsagen til fraværet angav han den økonomiske krise i kølvandet på coronakrisen.
”Hvis man skal stille det lidt firkantet op, så er der en tid til pisk og en tid til gulerod. Tiden lige nu er mere til gulerod. Derfor vil vores udspil ikke indeholde en co2-afgift, som nogle har foreslået,” sagde han til Børsen.
Dan Jørgensen pegede videre på, om en klimaafgift i det hele taget giver mening.
”Det er faktisk en smule fantasiløst altid bare at pege på CO2-afgifter. (…) Der findes ikke noget sted i verden, som har introduceret en sådan Georg Gearløs-agtig model, som Klimarådet foreslår.”
Én ting er sikker. Det sidste ord i sagen om klimaafgifter er ikke sagt i dansk politik.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.