Når politikere som Kristen Touborg (SF), Kristen Poulsgaard (Fremskridtspartiet) og Christian Mejdahl (V) gik på Folketingets talerstol, spidsede salen ører. For de havde beholdt deres dialekt fra Nord- og Vestjylland. Så ville man forstå, hvad de sagde, gjaldt det om at høre efter, for ”jeg” hed ”æ” eller ”a”, w’er var der masser af og kun et grammatisk køn.
I dag taler alle folketingspolitikere et tillempet rigsmål, og selvom det er godt for den kollektive forståelse, er det ærgerligt for troværdigheden, mener professor emeritus i retorik Christian Kock.
”I sig selv er dialekt-tabet i Folketinget ikke så stort, men det er med til at skabe det billede, at politikere i dag taler ens. Og netop det tror jeg faktisk, at mange vælgere er lidt trætte af. Det er en af de ting, der bidrager til politikerleden.”
For dialekt opleves stadig som et tegn på autenticitet og oprigtighed, mener retorikeren, mens fravær af dialekt er med til at styrke oplevelsen af, at ”politikere formulerer sig efter talepinde, skrevet af et embedsværk, som i høj grad er blevet et kommunikationsværk,” siger Christian Kock.
Naturligvis kan man stadig høre, om et folketingsmedlem stammer fra Jylland, Fyn eller Sjælland. Men den form for regionalsprog er ikke det samme som dialekt, påpeger Pia Quist, lektor på institut for nordiske studier og sprogvidenskab ved Københavns Universitet.
”Vi har en kultur, som går på, at vil man frem i verden, må man lægge sin dialekt fra sig – det afspejler Folketinget meget tydeligt,” siger hun.
Men ville der ikke opstå problemer med forståelsen, hvis nogle talte dialekt?
”Jo, for vi har fået dovne ører. Derfor er vi også de dårligste i Norden til at forstå de andre skandinaviske sprog. I mange år har Danmark renset sin offentlighed for sproglig variation, så det er klart, at hvis en politiker taler bredt vendelbomål, er der mange, der vil stå af,” siger Pia Quist.
Når man spørger lidt rundt, om der ikke skulle være en enkelt, der har beholdt sin dialekt, peger pilen på Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti, som stammer fra og bor i Vendsyssel. Men det mener han ikke selv.
”Man kan godt høre cirka, hvor jeg kommer fra, men jeg taler ikke vendelbomål i Folketinget, for så er der ingen, der forstår, hvad jeg siger. Der er alt for mange derinde, der aldrig har lært at tale en dialekt. Man laver sig jo lige så stille om,” siger Bent Bøgsted, som mener, det er ærgerligt at miste den kultur, der ligger i at have et mangfoldigt sprog i et lille land.
”Men det hjælper jo ikke noget, at jeg inde i Folketinget siger, at det we a inn væ mæ te,” siger han.
Eva Kjer Hansen (V) taler sønderjysk hjemme og rigsmål på Borgen.
”Vi er tosprogede, og vores dialekt giver i den grad udtryk for den identitet, kulturelle baggrund og humor, vi har. Men den har jeg ikke brug for at benytte over for fremmede så at sige. Der er simpelthen ikke nogen, der taler dialekt fra Folketingets talerstol længere,” siger hun.
Christian Mejdahl, som sad i Folketinget for Venstre fra 1987 til 2007 og var formand for de 179 medlemmer mellem 2003 og 2007, er en af Folketingets sidste dialekt-jyder. Og når den snart 80-årige tidligere politiker tager telefonen, svarer han stadig på vesthimmerlandsk.
”Det, der er gået tabt, er den egenart, som en egn har gennem sin dialekt. Jeg beholdt min dialekt i Folketinget, fordi det er en del af min identitet. Men dengang jeg begyndte at komme regelmæssigt i København, sagde mine børn da til mig, at ’far, man kan godt høre, at du er kommet til at gå sammen med københavnere, det slider på dialekten’,” husker Christian Mejdahl.
Bjarne Laustsen (S), som også kommer fra Himmerland – det er en af de egne, hvor dialekt stadig bruges også uden for privatsfæren – sagde i sit barndomshjem ”a”, men i dag er han gået over til ”jeg”. Til gengæld har han beholdt nogle talemåder, som han holder fast i i Folketinget. For eksempel ”nemligja”, som han bruger i stille protest mod københavnernes ”præcis”.
”Det er jo til at blive tosset af at høre på, som de siger ’præcis’ hele tiden. Især fordi de fleste københavnersnuder i dag kommer fra Jylland,” siger han i telefonen fra Støvring, mens han leder efter varmeplader til tarteletterne til aftenens familiebesøg.
Og så har han som formand ofte indledt samrådsmøder med et ”pråligeåhørher” i stedet for at slå i bordet for at få ro.
”Det virker, for så tænker folk, at hvad er det dog, han siger. Men i Folketinget bruger jeg kun min dialekt i enkelte talemåder. Der er ikke nogen tilbage derinde, der taler, som de gør derhjemme,” siger Bjarne Laustsen.