Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Det er stadig skamfuldt at sygemelde sig med stress

Foto: Søren Mosdal

Nyt studie viser, at tabuet omkring stress-sygemeldinger stadig er stort, særligt for folk i lederpositioner. Det er logisk, men forkert, at man ser en ærlig udmelding som den enkelte medarbejders svaghed, lyder det fra fagfolk

”Jeg troede ikke, at jeg var sådan én, der kunne få stress”.

Det er den slags sætninger, konsulent og master i ledelse Trine Ry har hørt fra en række danske ledere i forbindelse med en masterafhandling på Handelshøjskolen i København, CBS, der netop er blevet offentliggjort, og som hun er medforfatter på.

Konklusionen er klar: Tabuet omkring stress er stadig stort, og især for mennesker i lederjobs kan det at blive sygemeldt med stress eller stressrelaterede sygdomme være skamfuldt.

”Lederne får ekstremt stor skamfølelse over, at de bliver ramt, og den sætter ekstra turbo på stressen: ’Jeg er direktør, hvorfor kan jeg ikke håndtere det her?’, tænker de. De beskriver at se sig selv som nogen, der kan og bør kunne mere end andre. Og en af grundene til, at de er svære at hjælpe, er, at omgivelserne tager den opfattelse på sig. At man som leder er på nogle supermenneskelige højder, hvor man ikke kan blive stressramt,” forklarer Trine Ry.

Fire anonymiserede, stress-sygemeldte ledere i topstillinger – én er eksempelvis direktør i en kommune – beskriver i afhandlingen omgivelsernes reaktion. De er alle blevet hårdt ramt af stress blandt andet, fordi de har ”trukket den” i forhold til at reagere på symptomerne.

”De har meget svært ved at erkende, at de har stress. Og det her med at få fysiske symptomer betragtes i store træk som normalt. En af vores interviewpersoner gik til sin overordnede leder og fortalte om ikke at kunne sove om natten. Chefens reaktion var: ’Ja ja, sådan er det også for mig’. Fordi man heller ikke oplever at kunne tale med sine side- eller underordnede kolleger om det, bliver man meget alene,” siger Trine Ry.

Der findes ingen officielle statistikker for, hvor mange danskere, der er ramt af stress. Det skyldes, at man ikke har og måske heller ikke kan få en endelig definition af, hvad stress er, siger Christian Gaden Jensen, adjunkt, ph.d. og leder af center for mental sundhedsforskning ved institut for psykologi, Københavns Universitet.

Ifølge den seneste Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen, der udkom i 2017, har 25 procent af danskerne en såkaldt høj grad af stress. Det betyder dog ikke, at 25 procent af danskerne har behandlingskrævende stress, påpeger Christian Gaden Jensen.

Mere retvisende er et studium fra Fyn, der sidste år undersøgte antallet af konsultationer i lægepraksisser, der handlede om alvorlig stress. Her fandt man, at lidt over to procent af konsultationerne i løbet af et halvt år med de voksne patienter handlede om alvorlig stress. Det er et skyggetal, for som Christian Gaden Jensen siger, vil det ofte ”være sådan, at det ikke er velanset på arbejdspladsen at sygemelde sig med stress. Så er det nemmere at komme og sige, at man har en kropslig eller mere synlig lidelse”.

”Jeg er selv leder, og alle ledere har naturligvis som målsætning, at arbejdspladsen fungerer. Hvis den ikke gør, falder det jo også tilbage på lederen. Hvis en medarbejder derfor rapporterer ind, at vedkommende ikke kan fungere i det arbejdsmiljø, der er skabt, så kan han eller hun selvfølgelig fremstå som et problem for lederen, og medarbejderen kan frygte at gøre sig mindre attråværdig. Det virker logisk, men det er nøjagtigt dét tabu, vi alligevel skal væk fra,” siger Christian Gaden Jensen.

”Det er en uhensigtsmæssig opfattelse, at det er problematisk for lederen eller medarbejderen at tale om stress. I enhver ledelse har man en interesse i at få så præcis og ærlig en beskrivelse af, hvordan medarbejderne trives, for det påvirker stort set kvaliteten og stabiliteten af alle typer arbejde. Ledelsen og medarbejderne skaber jo netop arbejdskulturen sammen, selvom ledelsen har det ultimative ansvar for, at arbejdskulturen fungerer. Hvis ikke medarbejderen tør videregive den rigtige information, kan ledelsen ikke tage de rigtige valg,” siger Christian Gaden Jensen.

Trine Ry peger på vigtigheden af fællesskaber på arbejdspladsen, hvor det er tilladt at tale om stress:

”Det er jo fint nok at sende en leder til erhvervspsykolog. Men det bliver en meget individualiseret løsning på et organisatorisk problem. Samtidigt kunne vi forebygge, at ledere rammes af stress ved at skabe fællesskaber, hvor ledere oplever at kunne tale om det, der bøvler. I forhold til ledere skal man ikke undervurdere, at mange har svært ved at erkende, at de er stressede. Som overordnet kan det være nødvendigt at beslutte, at en stressramt leder skal sygemeldes, dog altid under hensyntagen til, at lederen kan bevare sin værdighed.”

Maja Panduro, der 2014-2015 var politisk ordfører for Socialdemokratiet, blev i 2016 sygemeldt med angst og depression, udløst af stress. I dag er hun helt ude af politik. I tiden efter sygemeldingen betød det meget, at hun fik opbakning fra partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil, der selv har været åben om at blive ramt af stress.

”Hun sendte mig en besked, da jeg blev sygemeldt: At hun som bekendt selv havde prøvet det og gerne ville hjælpe. Så langt var der rigtig, rigtig mange, der skrev, og det gjorde også en forskel. Men dér, hvor hendes besked blev ekstra betydningsfuld, var, at hun også stillede sig til rådighed i forhold til, at hun gerne, når jeg begyndte at overveje at komme tilbage igen, ville overtage opgaver, som jeg måske pludselig alligevel ikke magtede. ’Så du ved, der er én, der griber dem med kort varsel’. Det var så konkret og lige præcis, hvad jeg havde allermest brug for uden at vide det,” siger Maja Panduro.