Økonomisk vismand: Det er stadig svært at få 400.000 i job

Uddannelse er hovednøglen til døren ind til arbejdsmarkedet. Vismændenes seneste rapport viser, at det fortsat er meget vanskeligt at få uuddannede, ældre og udlændinge ud af langvarig offentlig forsørgelse

Det paradoksale er, at andelen af beskæftigede har været uændret i årtier. –
Det paradoksale er, at andelen af beskæftigede har været uændret i årtier. – . Foto: Torben Åndahl/ritzau.

Den gode nyhed først: På 16 år er der blevet 44.000 færre, som lever på langvarig, offentlig forsørgelse. 44.000 mennesker, som ikke er afhængige af førtidspension, fleksydelse, kontanthjælp, efterløn eller en af de mange andre offentlige ydelser, man kan få, hvis man ikke selv kan arbejde og tjene nok til at opretholde livet.

Men der er også en dårlig nyhed: 396.000 – eller lidt færre end hver syvende borger i den arbejdsdygtige alder – er trods den næsten uendeligt lange række af reformer i social- og arbejdsmarkedspolitikken stadig langvarigt afhængige af overførsler fra det offentlige. Langvarigt vil i denne sammenhæng sige, at man over en femårig periode modtager en overførselsindkomst i mindst fire af årene.

Nogle er fysisk eller psykisk handicappede, men mange har andre udfordringer. De kan være indvandrere fra ikke-vestlige lande, misbrugere, ældre, nedslidte, langtidsledige, eller have en kombination af de udfordringer.

Tallene fremgår af efterårets såkaldte vismandsrapport, som Det Økonomiske Råd netop har offentliggjort.

Totalt set lever 770.000 eller godt hver fjerde indbygger i den arbejdsdygtige alder af en offentlige ydelse. Det er især uddannelsessøgende, korttidsarbejdsløse og forældre på barsel, der ikke regnes med til gruppen af de langvarigt forsørgede.

Et par af titusindkroners spørgsmålene er, hvad samfundet mere kan gøre for at få flere i gang? Hvor mange af de 396.000 langvarigt forsørgede kan i teorien stadig flyttes til selvforsørgende job?

Forskningsdirektør, ph.d. i økonomi Torben Tranæs fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, er et af de tre medlemmer af Det Økonomiske Råds formandskab, vismændene. Han peger på, at vi historisk set stadig ligger på et meget højt niveau for offentlig forsørgelse. Og i øvrigt også internationalt, hvor det er svært at finde andre lande med så mange forskellige forsørgelsesydelser.

Foto: Kilde: Det Økonomiske Råd, Grafik: Ole Munk

”Tilbage i 1960’erne havde man ikke tal for antallet af langvarigt, offentligt forsørgede, men man havde tal for, hvor mange der i det hele taget blev forsørget. Det var seks procent, så gruppen af langvarigt forsørgede var dengang væsentligt mindre end i dag. I midten af 1990’erne når man op på, at 14,6 procent er langvarigt forsørget, og det er så faldet til 13,4 procent i dag, men der er ingen tvivl om, at historisk set ligger det stadig på et meget højt niveau,” siger Torben Tranæs.

Det paradoksale er, at andelen af beskæftigede har været uændret i årtier. Kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, men andelen af beskæftigede har ligget stabilt på 70-75 procent. Tre ud af fire har været på arbejde, også før kvinderne forlod kødgryderne.

Det betyder, at mange af dem, der i dag får offentlige ydelser, er mænd, der i 1960’erne og 1970’erne ville have været i arbejde. Torben Tranæs peger specifikt på, at den teknologiske udvikling og globaliseringen kræver et højere uddannelsesniveau end folkeskolen, hvis man skal have en chance på arbejdsmarkedet.

Han nævner, at en tredjedel af alle i den arbejdsdygtige alder, som kun har en grundskoleuddannelse, er i langvarig offentlig forsørgelse. Det er et meget højt tal, mener han. Udover den øgede konkurrence som følge af globaliseringen skyldes det også, at mange har videreuddannet sig ud af gruppen, så kun de svageste er tilbage.

Det er særligt mænd i alderen 30-50 år, som er ramt, mens det er lykkedes bedre for de helt unge og for de ældre at komme ud af den langvarige ledighed.

Også ikke-vestlige udlændinge har klaret sig bedre end andre. Det sidste hænger dog ifølge Torben Tranæs sammen med, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere har været meget lav, og at indvandringen har ændret sig, så flere i dag kommer hertil for at arbejde og ikke som flygtninge.

Desuden har der været et stort politisk fokus på at få dem i arbejde. Det har alt andet lige gjort det lidt lettere at mindske antallet af langvarigt forsørgede.

Politisk har der i flere årtier været interesse for at mindske gruppen af offentligt forsørgede, både kortvarigt og langvarigt.

Reformer for efterløn, overgangsydelse, kontanthjælp, førtidspension, fleksjob og lignende har skullet øge incitamentet til, at flere ville arbejde. Midlerne har dels været lavere ydelser, dels større fleksibilitet, så man kunne arbejde nogle timer om ugen uden at miste den offentlige ydelse.

Vismanden nævner, at reformerne generelt har flyttet flere fra passiv forsørgelse til arbejde, men det er svært at sige, hvad det har betydet for de langvarigt forsørgede.

Meget tyder dog på, at effekten har været beskeden for dem. De offentlige ydelsessystemer er forbundne kar, og når dagpengeperioden for eksempel er blevet forkortet fra maksimalt fire til to år, er mange langtidsledige flyttet over på andre ordninger som kontanthjælp eller ledighedsydelse (fleksjob). Stoppet for førtidspension for de under 40-årige har også fået mange yngre til at søge andre ordninger.

Det ideologiske dilemma har været, at man i mange år bevidst arbejdede på at minimere uligheden i samfundet. Derfor blev der indført stadig flere ydelser for dem, der ikke var i arbejde, og ydelserne blev sat op, så den økonomiske forskel mellem at være i arbejde og ikke i arbejde blev mindre. Maskerne i det sociale sikkerhedsnet blev mindre og mindre, og samtidig lykkedes det at hæve uddannelsesniveauet. Op til midten af 1970’erne gik det godt, men derefter blev gabet større og større frem til midten af 1990’erne.

Siden har man arbejdet politisk og forsøgt at øge incitamentet til at arbejde især gennem lavere ydelser, men det er ikke lykkedes for alvor at få tallene vendt.

Derfor er spørgsmålet, om politikerne i stedet burde gøre mere for at løfte uddannelserne af de ufaglærte langvarigt forsørgede?

”Om man kunne have reduceret gruppen af langvarigt forsørgede, hvis man for eksempel havde investeret et vist antal milliarder kroner ekstra i bedre undervisning i folkeskolen, ved vi ikke præcist.”

”Men vi ved, at det ville være mere effektivt at gøre noget tidligere, end man har gjort,” siger Torben Tranæs.

Rettelse 13.10.2017, kl. 7.00: Torben Tranæs er ikke forskningsdirektør for Socialforskningsinstituttet, SFI, men for Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, der siden 1. juli har været en fusion mellem institutterne SFI og KORA. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.