Prøv avisen
Interview

Ritt Bjerregaard: Det er sværere at miste end at dø

”Jeg kan huske, at jeg beskrev min mor som et lig. Det var mærkeligt for andre. De sagde: ’Hun er jo din døde mor!’. Men det var jo det, hun var: Et lig,” sagde Ritt Bjerregaard til onsdagens debatarrangement i Roskilde. Hun opfordrer alle til at snakke åbent om døden. – Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Kræftsyge Ritt Bjerregaard elsker livet, men har accepteret, at hun skal dø, lød det ved foredrag

Den 76-årige ekspolitiker Ritt Bjerregaard lever på lånt tid. Helt specifikt regner hun tiden i halve år, fordi hun lever med en uhelbredelig kræftsygdom.

Som oplægsholder ved arrangementet En livsnødvendig samtale om døden, der blev holdt i Roskilde onsdag aften, fortalte hun om sit forhold til døden.

Dagen forinden havde hun netop fået at vide, at hendes metastaser ikke havde bredt sig yderligere, og det giver hende endnu et halvt år uden for mange bekymringer. For selvom hun er klar over, at døden har bidt sig fast i hendes krop, kan håbet stadig blomstre.

Hvorfor er det vigtigt for dig at deltage i dette arrangement og fortælle om dine erfaringer med døden og din sygdom?

”Fordi jeg synes, at døden spiller en rolle for rigtig mange mennesker, og igennem mange år har der været et tabu omkring det. Vi ved, vi alle sammen skal dø, og når man når min alder og min mands alder, så rykker det nærmere, og det gør det for rigtig mange mennesker. Så synes jeg, det er meget fint, at der er nogle rammer som disse, hvor folk har muligheden for at tale om det på en god, afslappet og rolig måde.”

Hvad tror du, der er det sværeste ved at tale om døden?

”Det er jo svært at miste. Og man taler jo om at miste måske et nærtstående menneske, det skaber en frygt. Bare dét at tale om det gør, at det ligesom rykker tættere på – at man kan blive alene. Det tror jeg holder mange fra det. Derudover tror jeg også, at det er svært at vide, hvad man skal snakke om. For hvis det er en uhelbredelig sygdom, kan man ikke gøre så meget. Der er også en skyhed i forhold til det.”

Tror du, det er sværest at forholde sig til at miste eller at forholde sig til, at man selv skal dø?

”Jeg tror, det er nemmere at forholde sig til, at man selv skal dø, når man bliver ældre, for så kan man ligesom se i øjnene, at sådan må det være. Det er meget sværere at tale om den situation, at man mister nogen, fordi der står man sådan set bare og ser på, at det sker, uden at kunne stille så meget op. Når man er gammel, så ved man godt, at nu nærmer det tidspunkt sig. Min mor havde eksempelvis ikke lyst til at leve mere.”

Har du accepteret, at du skal dø?

”Ja. Men jeg har selvfølgelig været jublende glad over, at mine metastaser ikke er vokset, så jeg nu har et nyt halvt år, hvor jeg ikke behøver gå og tænke over det. Men jeg har bestemt tænkt over, at jeg kan dø af det, og så er jeg jo også tilhænger af, at hvis jeg får det slemt, så vil jeg også have lov at sige, at jeg ikke vil mere.”

Giver det dig en ro, at du har accepteret det?

”Ja, det tror jeg. Det giver en stor ro. Men der er jo også lidt håb i, at metastaserne ikke er vokset. Så er der det håb, der hedder, at: ’Arh, så går det nok også næste gang, ikke?’”

Jeg tror, det er nemmere at forholde sig til, at man selv skal dø, når man bliver ældre, for så kan man ligesom se i øjnene, at sådan må det være. Det er meget sværere at tale om den situation, at man mister nogen

Ritt Bjerregaard