Flygtning: Det er svært at få dækket selv basale behov på lav integrationsydelse

Der er to dimensioner af den lave integrationsydelse. Jeg tror faktisk, at den vil tvinge nogle flygtninge til hurtigt at finde arbejde og lære sproget. Men den negative konsekvens er, at en del flygtninge vil finde illegale jobs, og nogle vil måske blive draget af kriminalitet, skriver den iranske flygtning Hamid Mukhtari

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

For et halvt siden fik jeg asyl i Danmark, og et nyt livsafsnit begyndte. Ifølge dansk lov er alle flygtninge, der er blevet boligplaceret i en kommune efter september 2015, omfattet af den nye lavere integrationsydelse. Det betyder, at de må leve for halvdelen af den laveste arbejdsløshedsunderstøttelse. I dag er jeg en af de flygtninge, der må klare mig på den lave ydelse.

Det skal understreges, at jeg ikke kom til Danmark for at nyde godt af velfærdssystemet. Jeg kom, fordi jeg var i fare i mit hjemland Iran og derfor blev nødt til at flygte. Men som menneske har jeg visse behov, der defineres i Maslows behovspyramide. Behov som vand, mad, tøj, luft, sikkerhed, beskæftigelse, social kontakt og sundhed.

Heldigvis lever jeg i sikkerhed i Danmark, og det er fantastisk at leve i et fredeligt samfund. Til gengæld er det svært at få dækket andre behov. Det kræver, at vi som flygtninge tjener en løn, og en månedsløn forudsætter et job. Men det er rigtigt vanskeligt at finde arbejde, når man ikke taler sproget. Vi kender ikke det danske arbejdsmarked og har ikke mange kontakter. Tingene kører i ring. Når mennesker ikke har penge til at få opfyldt de basale behov, så bliver de rastløse og deprimerede, og så er det vanskeligere at lære sproget.

Som flygtning modtager jeg 5945 kroner om måneden. Når skatten og huslejen er betalt, er der 2954 kroner tilbage. Jeg bor i en lejlighed sammen med tre andre flygtninge. Vi har hvert et værelse og deler køkken og bad. Når internet, telefon og kort til fitnesscenter er betalt, har jeg 2255 kroner tilbage til mad og transport. Min fritid går med at læse dansk, og min eneste luksus er medlemskab af et fitnesscenter. Jeg prioriterer at dyrke motion, fordi det hjælper mig at være i god fysisk og psykisk form.

For et par måneder siden havde jeg gentagne gange stærk hovedpine, og jeg søgte behandling hos en fysioterapeut. Men jeg havde ikke mulighed for at betale behandlingen og måtte gå til kommunen for at bede om hjælp. Heldigvis kunne jeg få ekstra støtte til behandlingen. Men hvorfor skal jeg gå til kommunen, hver gang jeg har en ekstra udgift? Det føles ydmygende at skulle gå til kommunen, når der opstår en uventet udgift.

Der er to dimensioner af den lave integrationsydelse. Jeg tror faktisk, at den vil tvinge nogle flygtninge til hurtigt at finde arbejde og lære sproget, selvom det er svært at finde job i Danmark. Men den negative konsekvens er, at en del flygtninge utvivlsomt vil finde illegale jobs, hvor de ikke betaler skat. I sidste ende kan den lave integrationsydelse risikere at øge kriminaliteten i Danmark og forskellen mellem rig og fattig. Jeg kan se, at mange af de flygtninge, jeg kender, føler sig marginaliserede og stigmatiserede på grund af den lave ydelse.

Den danske regering skal selvfølgelig ikke give penge til flygtninge, hvis ikke de har en fremtid i Danmark. Men i stedet for at straffe flygtninge med den meget lave ydelse, så burde der også være en gulerod. For eksempel kunne man øge integrationsydelsen med 10 procent for de, der finder en praktikplads. Man kunne også give en ekstra finansiel hjælp indtil den dag, en flygtning har lært sproget og bedre er i stand til at finde et arbejde. Dette er blot idéer. Hovedproblemet er at finde jobs til flygtninge, så de kan blive til nytte for det danske samfund.

Selv vil jeg arbejde i et ufaglært job. Og jeg tror, at det er ved at lykkes. Fra den 1. juli er jeg blevet lovet arbejde hos en pizzabager. Jeg glæder mig. Jeg håber at kunne have ufaglært arbejde de næste par år, så jeg kan blive selvforsørgende, lære sproget og få en uddannelse her, for jeg kan ikke forestille mig en fremtid, hvor jeg kun har 2255 kroner om måneden at leve for.