Prøv avisen

Det er svært at håndtere, når ældre bliver livstrætte

"Den bedste trøst og omsorg er, hvis man tør høre på det, den ældre siger. Og det er vi ikke så gode til i Danmark. Vi tror, vi trøster, når vi siger ’husk de gode ting’ og ’tænk positivt’, men så trøster vi bare os selv,” siger Elene Fleischer. Modelfoto.

Pårørende har svært ved at tackle, hvis ældre bliver livstrætte. Det bunder i en frygt for at tale om døden og en manglende forståelse for, at ikke alle ønsker at udvikle sig og udleve deres fulde potentiale

Danskerne bliver ældre og ældre, og i mediebilledet møder man ofte aktive mennesker oppe i årene, som nyder alderdommen. Men sådan er det ikke for alle. Alderdommen fører nye udfordringer med sig, og det er ikke lige let for alle at håndtere. Derfor bliver nogle ældre ramt af livstræthed. De orker ikke længere at fylde dagene med ting, som tidligere gav dem mening.

Det kan være svært for samfundet og de pårørende at forstå. En af årsagerne til det er den samfundstendens, som Henrik Hvenegaard Mikkelsen, postdoc. ved Center for Sund Aldring på Københavns Universitet, kalder for ”potentialets politik”.

”Når vi ser på, hvad det succesfulde liv er i dag, handler det om at være i konstant bevægelse og udleve ens potentiale. Det gælder også ældre, som opfordres til at være aktive og opnå så høj grad af livskvalitet som muligt. Man taler således om ’aktiv og succesfuld aldring’,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Dette vækstparadigme gør os dårligt rustede til at forholde os til de ældre, som ikke ønsker at være en del af det. I sin forskning har Henrik Hvenegaard Mikkelsen talt med plejepersonale, som fortæller, at nogle af de ældre ikke vil deltage i noget som helst. Og her diskuterer personalet, hvorfor man ikke lader denne gruppe være i fred? Hvorfor er det ikke i orden, at de gerne vil trække sig tilbage?

Hverken Henrik Hvenegaard Mikkelsen eller Ældre Sagen har tal på, hvor mange livstrætte ældre, der er i Danmark, da begrebet er svært at måle og veje. Men vi lever længere, og derfor bliver flere ældre konfronteret med alderdommens udfordringer. Og Henrik Hvenegaard Mikkelsen mener, at det i dag er svært at trække sig tilbage på en meningsfuld måde, uden at det er en falliterklæring.

En anden forklaring på, at pårørende ikke er gode til at tackle livstræthed, bunder i, at døden, som uundgåeligt følger efter alderdommen, er tabubelagt. Det danske samfund har bygget systemer op, som tager sig af de ældre, og som skaber afstand til de tabuer, der er forbundet med at blive gammel.

”I den måde, vi omtaler det succesfulde liv på, er der ikke plads til døden. Vi har udliciteret konfrontationerne med døden til de private og offentlige instanser. Det er meget sigende, at man næsten kan gå igennem et helt liv uden at have kontakt til en død krop,” siger Henrik Hvenegaard Mikkelsen.

Sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro Thomas Høg Nørager oplever også, at det kan være vanskeligt for pårørende at tage den svære eksistentielle snak med ældre, som ved, at døden er tæt på.

”Vi præster har derfor en opgave med at kommunikere, at vi også er til rådighed for den svære samtale omkring det at være livstræt på ens aldrende dage,” siger Thomas Høg Nørager, som synes, at det er i orden at være træt af det hele.

”Det er en skam, at alle den slags følelser og tanker diagnosticeres. Livsmæthed bliver diagnosticeret som tristhed. Ensomhed som depression. Men hvis din mand og dine venner igennem et langt liv er døde, er det for Guds skyld naturligt at føle sig alene,” siger han.

Elene Fleischer, ph.d. i selvmord og kommunikation mener, at præsterne er gode til disse samtaler, fordi de ikke er så bange for døden. Og ældre mennesker har brug for, at der er nogle, som har mod til at snakke med dem om, at livet snart er forbi.

”Vi kan ikke ændre på, at vi skal dø, men vi kan gøre det lettere for vores ældre at være i det, hvis vi tør tale med dem om det. Den bedste trøst og omsorg er, hvis man tør høre på det, den ældre siger. Og det er vi ikke så gode til i Danmark. Vi tror, vi trøster, når vi siger ’husk de gode ting’ og ’tænk positivt’, men så trøster vi bare os selv,” siger Elene Fleischer.

Men hun understreger, at de pårørende ikke kan forhindre livstrætheden. Den ældre skal selv ville det. Hvis livstrætheden bunder i en utilfredshed med, hvad livet har givet vedkommende, så kan omgivelserne ikke ændre på det. Men de kan være støttende og lyttende, for det vil give den ældre en følelse af at have værdi.