Prøv avisen
Serie: Den svære søvn

Dorte led af alvorlig søvnløshed: "Jeg kunne mærke lagnerne brænde"

Dorte Prange har i dag en fast sengetid klokken 24, og hun står altid op klokken otte. Kan hun ikke sove, står hun op og foretager sig noget beroligende som for eksempel at læse en bog. Hun understreger, at den private søvnbehandling har været alle pengene værd. "Men jeg kunne da godt ønske, at der var bedre tilbud i det offentlige, for søvnløshed er ikke bare den enkeltes, men hele samfundets problem,” siger Dorte Prange. – Foto: Leif Tuxen

Den 67-årige Dorte Prange søgte privat behandling på grund af alvorlig søvnløshed. I perioder har det været nærmest angstprovokerende at gå i seng, fordi hun vidste, at hun ikke kunne falde i søvn

For to år siden var Dorte Prange og hendes mand på besøg hos et vennepar, da samtalen kom ind på den søvnløshed, som har præget den 67-årige pensionerede sundhedsplejerskes liv i mange år.

Veninden stak hende en gul huskeseddel med et telefonnummer på en privat søvnklinik.

”Værsgo, og nu siger jeg ikke mere,” sagde veninden.

Dorte Prange ringede til klinikken, selvom hun var skeptisk.

Dorte Prange sidder i sit sommerhus. På de hvidmalede vægge i bjælkehusets stue hænger de farvestrålende billeder, hun har malet, og i bunden af haven har hun sit atelier. At male er hendes hobby, men i perioder med søvnløshed ligger malerpenslerne urørt hen.

”Allerede som barn havde jeg nætter, hvor jeg ikke sov. For eksempel inden jeg skulle til eksamen, og det fortsatte på sygeplejeskolen, når der skulle ske noget exceptionelt. Problemet tiltog med årene. Jeg har prøvet alt. Baldriandråber, fulgt søvnråd og også taget sovepiller, selvom jeg har forsøgt at begrænse brugen af medicin,” fortæller Dorte Prange.

Hun hører til den syvendedel af befolkningen, der lider af alvorlig søvnløshed.

Da hun i en periode for 15 år siden var sygemeldt med arbejdsrelateret stress, blev søvnproblemerne forværret. Hun understreger, at hun også har haft lange perioder med god søvn. Men pludselig er søvnløsheden kommet igen, ofte uden nogen ydre anledning.

”Jeg har nok et gedigent genetisk anlæg for søvnløshed, som er kombineret med en vis psykisk sårbarhed. Når jeg ikke kan sove, får jeg tankemylder om natten, og mindre, praktiske ting som det at få gæster næste dag vokser sig til alvorlige problemer. Jeg begynder at gruble, og tankerne vil ikke stoppe, uanset hvad jeg gør,” fortæller hun.

Den dårlige søvn gør hende pirrelig og irritabel. Hun glemmer ting, har mindre lyst til at være sammen med andre mennesker, er meget distræt, og hvis ikke hun passer på, kan hun miste selvkontrollen.

”Jeg har følt mig som en zombie, der har det bedst med at gå for sig selv. Jeg har altid gået meget op i mit arbejde. Jeg tror, det har hjulpet mig, at sygeplejerskejobbet i sig selv indebærer en vis autoritet. Det har gjort det lettere at mande sig op. Men ofte var jeg helt flad, når jeg kom hjem. Jeg kan også huske, at jeg engang stod ved trappen på vej til arbejde. Jeg måtte vende om. Jeg følte mig simpelthen kropsligt syg og uarbejdsdygtig efter mange dage med dårlig søvn,” siger Dorte Prange.

Listen over forglemmelser på grund af søvnløshed er lang. På et tidspunkt troede hun, at hendes pung var stjålet, men fandt den så i fryseren. Nogle gange har hun været bekymret for hukommelsen. Hendes praktiserende læge har forsøgt at hjælpe hende ved at udskrive sovemedicin. Men hun tåler ikke medicinen særlig godt.

”Jeg har en dejlig praktiserende læge, men det offentlige sundhedssystem er ikke indrettet til at behandle søvnløshed. Det eneste, systemet har kunnet tilbyde mig, er medicin, og jeg er også blevet henvist til undersøgelse af søvnapnø (vejrtrækningsforstyrrelse under søvnen red.). Men det var ikke det, der var galt,” siger Dorte Prange.

En oktoberdag i 2017 opsøgte hun så den private søvnklinik Scansleep efter rådet fra veninden. Klinikkens undersøgelse viste, at hun hverken led af fysiske eller psykiske sygdomme, men af søvnbesvær i svær grad. I løbet af det næste halvandet år gennemførte hun et forløb hos en søvnterapeut. Det har kostet hende 13.000 kroner, men forløbet har ifølge Dorte Prange været alle pengene værd.

”Det betød meget, at terapeuten anerkendte mit problem og ikke bagatelliserede det. Fra begyndelsen var jeg fast besluttet på, at nu skulle det være slut med at sove så dårligt, og jeg har fulgt de råd, jeg har fået, til punkt og prikke. Heldigvis har min mand og min søn støttet mig hele vejen igennem.”

Dorte Prange skulle ændre sine søvnvaner efter en metode, der går ud på at opbygge det naturlige behov for søvn ved at sætte faste rammer for sengetider. Dorte Prange har altid elsket at læse i sengen, men den vane skulle hun kvitte. Hun valgte at gå i seng klokken 24 og stå op klokken fem sommer og vinter uden nogen form for middagssøvn. Hvis hun vågnede, måtte hun højest ligge i sengen 20 minutter, så skulle hun foretage sig noget beroligende for eksempel læse eller strikke.

Dorte Prange har ført søvndagbog i forbindelse med behandlingen, og den viste, at hendes søvnkvalitet i begyndelsen af forløbet var meget dårlig. Men hun fik det hurtigt bedre. For hver gang hendes søvnkvalitet blev forbedret, kunne hun sætte sin søvn op med et kvarter.

”Det var så hårdt at stå op klokken fem om morgenen om vinteren. Da jeg efter tre uger fik lov til at sove fem timer og 15 minutter, føltes det ekstra kvarter i sengen som om, jeg havde vundet en guldbarre,” fortæller Dorte Prange.

Efter de første par måneders fremskridt, fik Dorte Prange et tilbagefald og var helt knust. Men søvnterapeuten fik samlet hende op igen.

Dorte Prange afsluttede forløbet på søvnklinikken for fire måneder siden.

”De har været fantastiske. Jeg kunne bare ringe til terapeuten, når der var problemer. Det er ubeskriveligt, så svært det har været ikke at kunne sove gennem mange år. Det har været mit livs smerte, at min søvn ikke fungerede. Selvom jeg var træt, var det angstprovokerende at gå i seng. Nogle gange kunne jeg nærmest mærke lagnerne brænde, fordi sengen mindede mig om mine grublerier. Selve angsten for søvnløsheden forstærkede problemerne. I dag er det ubeskriveligt dejligt, at jeg har fået mere styr på søvnen. Jeg føler mig ikke længere som en zombie.”

Dorte Prange har i dag en fast sengetid klokken 24, og hun står altid op klokken otte.

Hun er godt klar over, at hun indimellem får tilbagefald og sover dårligt.

”Men jeg ved, at metoden med faste sengetider virker, og når jeg får et tilbagefald, går der ikke så lang tid, før jeg kan sove igen. Jeg ville ønske, at der var bedre behandlingstilbud i det offentlige. For søvnløshed er ikke bare et personligt problem, men et problem, der har konsekvenser for familie, venner og samfund.”

Det har været mit livs smerte, at min søvn ikke fungerede. Selvom jeg var træt, var det angstprovokerende at gå i seng. Nogle gange kunne jeg nærmest mærke lagnerne brænde, fordi sengen mindede mig om mine grublerier

Dorte Prange, 67 år