Prøv avisen
Interview

Undervisningsminister: Det er vigtigt, at børn og unge får et anker af viden og værdier

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) slår fast, at den nye gymnasiereform gør meget godt for dannelse og fordybelse på ungdomsuddannelserne. Og selv folkeskolereformen, som hun har været arg kritiker af, rummede elementer som bevægelse og åben skole, som hun ser som forbedringer. – Foto: Stine Bidstrup/Polfoto

Ifølge undervisningsminister Merete Riisager (LA) er det for uklart, hvad børn egentlig er i skole for. Derfor indskærper hun, at den dannelse, skolen skal give videre, bør bygge på indsigt og kundskaber og ikke på mekanisk målopfyldelse eller alskens pædagogiske aktiviteter

Det burde ikke være nogen sensation, at Danmark har fået en undervisningsminister, der er fortaler for undervisning. Heller ikke at hun går varmt ind for, at lærerne skal undervise børnene i den vigtigste viden, børnene formodes at få brug for til at kunne begå sig i nutid og fremtid med forankring i fortiden. At hun er fortaler for dannelse.

Men den sprogbrug, Merete Riisager (LA) gør brug af i dette og de andre interview, hun har givet, siden hun tiltrådte den 28. november, er værd at hæfte sig ved. For i de seneste år har andre ord domineret, når der udgik love og bekendtgørelser fra hendes ministerium, og når toneangivende faglige autoriteter formulerede pædagogik. Ord som synlig læring og læringsmålstyring.

Samtidig med at der kommunikeres om læring frem for undervisning og om målstyring som modsætning til indholdsstyring, er der ifølge Merete Riisager sket en udvidelse af, hvad man i skolen kan sætte i værk af aktiviteter.

Intentionerne er ikke nødvendigvis forkerte. Men det hele kan blive for diffust og mekanisk, og børnene kan blive prisgivet deres eget frie valg, advarer hun:

”Når jeg synes, det er vigtigt at tale dannelse, er det, fordi vi lever i tid, hvor det er vigtigt, at vi voksne giver børn og unge et anker af viden og værdier, som kan hjælpe dem med at navigere i verden. Verden har altid været kompleks, men i dag står den enkelte i en meget udsat position i forhold til al den information og alle de valgmuligheder, vi præsenteres for. Samtidig har vi set, at rammerne hele tiden udvides for, hvordan man pædagogisk forstår dannelse. Det gør det sværere for elever at orientere sig, når der kommunikeres så diffust, at viden og faglighed nærmest kan være hvadsomhelst.”

Kan du give eksempler på, hvad skolen og ungdomsuddannelserne ikke bør bruge tid på, og hvad du forstår ved dannelse?

”Jeg oplever, at både i skolen og gymnasiet bliver enhver aktivitet, udflugt og oplevelse, et hvilketsomhelst samvær fremstillet som lige relevant. Men når man er så upræcis, gør man børn og unge en bjørnetjeneste. Jeg mener, der er brug for at sige: ’Vi er de voksne. Vi ved, hvad er det vigtigste.’ Det betyder, at vi skal turde fokusere på de allervigtigste videnskabelige landvindinger. De byggesten, som er nødvendige for at forstå verden. Hvad enten det er indsigt i det periodiske system eller den væsentligste litteratur. Voksne skal indkredse for børnene, hvad der især giver forståelse for, at samfundet ser ud, som det gør, og mulighed for at orientere sig i det som borger, medarbejder og som menneske i øvrigt.”

Er det en tilbagevenden til tanken bag 00’ernes kanonlister: At der er fastsat et eksakt indhold frem for, som skolereformen lægger op til, at skolen styrer efter nogle læringsmål, som angiver, at eleven kan et eller andet?

”Jeg synes, kanoner spiller udmærket rolle. Men de kan ikke udgøre det hele. Det faglige arbejde skal også være levende. Det afgørende er, at man i det pædagogiske arbejde hele tiden afsøger, hvad der er vigtigst at kommunikere til børnene og hvorfor. Det betyder, at færdigheder og den spændende aktivitet ikke må træde i stedet for den dybe viden og dannelsen. Sker det, bliver det sværere for unge at navigere, træffe beslutninger og få det kritiske blik på verden, som man har, hvis man har indsigt.”

Men ender den tilgang, at det er de voksne, der har svaret, ikke let i det, kritikere kalder tankpasserpædagogik, hvor læreren er den aktive, der fylder på, og eleven gøres passiv?

”Det kan du sige. I forhold til at lære fakta som tyske grammatiske regler er tankpasserpædagogik fint. Men jeg taler om mere end fakta. Jeg taler også om at kunne sortere i mylderet af informationer, at kunne danne en identitet og opnå ro som menneske. At vide, hvorfor verden ser ud, som den gør på vore breddegrader. At forstå, at demokrati, frihed og tillid i samfundet ikke er givet, men er noget, som skal genopstå i hver ny generation.”

Hvordan harmonerer idealet om viden og fordybelse med, at skolen samtidig skal få alle elever med og bryde negativ social arv?

”Jeg ser ikke nogen modsætning. Det er vigtigt også at have faglige ambitioner over for børn fra hjem uden bogreol. Og uanset hvilken kulturel baggrund, børnene har med hjemmefra, mener jeg, skolen bør give dem, hvad jeg vil kalde en grundtvig-koldsk opdragelse. Altså en grundtanke om dialog, respekt for individet og principper som ’menneske først og kristen så’. Alt det, vi er flasket op med, også vi, der har gået i en marxistisk folkeskole. Nogle gange har vi nedtonet vores værdier i et forsøg på inkludere, men jeg ønsker, at vi gør det modsatte.”

Hvordan har du tænkt dig konkret at indføre forandringerne i skolen og på ungdomsuddannelser?

”Jeg synes, gymnasiereformen trækker i den retning. Der er fokus på dybde og kundskaber. I forhold til folkeskolen tror jeg, at vejen frem er mindre styring. Vi har nogle meget veluddannede lærere i Danmark, og det ligger tit implicit i lærernes ambition, at de ønsker at bibringe elever erkendelser og ikke kun færdigheder. Så jeg kommer ikke med revolutioner til folkeskolen. Vi har en reform, som har bidraget med mange udmærkede ting som øget fokus på bevægelse og åben skole. Men der har været et meget mekanisk mål- og metodefokus. Jeg vil gerne have mere perspektiv med. Man skal kun tage bussen ud i skoven, hvis der er et konkret naturfagligt eller måske litterært sigte med det. For eksempel at få et dannelsesperspektiv ved først at læse skiftende tiders digte om forår i en dansk skov og derefter selv tage ud for at få en tilsvarende oplevelse.”

Du er via Facebook gået direkte i dialog med lærerne om, hvad de mangler for at kunne løse kerneopgaven. Har der været for lidt direkte kommunikation mellem ministeriet og lærerne?

”Det ved jeg ikke. For mig virker det naturligt at spørge lærerne, hvordan de har det. Det er ikke min eneste kilde. Jeg læser også uendelig mange forskningsrapporter. Men jeg har haft en hypotese om, at der er en motivationsafmatning blandt lærere og pædagoger. Den ville jeg gerne teste.”

Hvad er årsagen til denne afmatning?

”Der er sket rigtig mange forandringer hurtigt efter hinanden. Der har været en reform og et forandringsflow, som har været meget massivt. Min hypotese var, at der har været en overstyring af arbejdslivet. Som andre veluddannede mennesker vil lærere og pædagoger gerne kunne påvirke deres arbejdsliv. Kan de ikke det, taber de mening og motivation. Det mener jeg at kunne se, der sker lige nu. Og det er farligt for skolen. Selvfølgelig handler skolen ikke kun om, hvordan lærerne har det, men hvis mange lærere mister mening og motivation, går det ud over undervisningen.”

Da de seneste Pisa-resultater blev præsenteret, kom du med en kommentar i en pressemeddelelse. Men modsat tidligere blev resultaterne ikke præsenteret her i ministeriet. Var det et bevidst signal om, at skolen ikke længere skal styres af hensyn til Pisa-målinger?

”Det var en beslutning, jeg traf, at jeg ville lade forskerne tale. Jeg synes, vi skal lytte til resultater fra såvel Pisa som andre undersøgelser. Vi skal modtage al den viden, vi kan, om skolen og dens faglige niveau. Men jeg betragter kun Pisa som en måling af én dimension af mange, om hvordan skolen og fagligheden har det, nemlig færdighedsniveauet. Bliver det for lavt, er der et problem. Men Pisa siger ikke noget om dannelse.”