Prøv avisen

Det er vores historie, men hvem er ”vi”?

Danmarks Radio nåede det store brede publikum med sin store historieserie, der med Lars Mikkelsen som gennemgående fortæller satte sig for at fortælle ”vores historie”. Debatten om serier viser imidlertid, hvor omstridt det danske ”vi” er i dag, mener iagttagere. – Foto: DR/ritzau

Fra den nationalliberale teolog Carl Ferdinand Allen i 1840 til DR i 2017 med skuespilleren Lars Mikkelsen som blikfang har der været ambitioner om at fortælle det danske folks historie. Det har altid givet konflikter, for kampen om historien er en kamp om danskernes identitet

”Dette er historien om Danmark. Om hvordan et land blev til et land, og et folk blev til et folk... Alt det, der har formet det Danmark, vi kender i dag. Det er vores historie.”

Efter 10 afsnit i den bedste sendetid på DR 1 med mellem en halv og en hel million tv-seere pr. afsnit vil de fleste nok nikke genkendende til den højstemte introduktion til ”Historien om Danmark”. Tv-serien indgår i, hvad man kunne kalde et danmarkshistorisk jubelår. Et år, hvor sendefladen blev erobret af den DR’ske treklang af Lars Mikkelsen som fortæller, en række dramatiserede optrin, og nogle skarpt skårne interviews med førende eksperter i de skiftende perioder. Et år, hvor 500-året for Reformationen har været markeret hele året på så dansk manér, at man næsten glemmer, at det hele skete i Tyskland i 1517. Et år, hvor Aarhus Universitetsforlag indledte udgivelsen af intet mindre end 100 bøger med ”danmarkshistorier”. Og et år, hvor et betragteligt antal andre bogudgivelser, udstillinger på museer og podcasts med danmarkshistorisk indhold på stadigt nye måder har udfoldet vores historie.

Men historiens jubelår var også et konfliktår, kulminerende med den heftige kritik fra en række af de medvirkende historikere samt borgerlige politikere af det sidste afsnit af ”Historien om Danmark” for at handle for meget om kommunister og socialdemokrater og for lidt om markante borgerlige skikkelser.

Nu går året på hæld, og den 17. november samles en række forskere og formidlere til seminar på Roskilde Universitet under overskriften ”Danmarkshistorier i 2017 – hvorfor og hvordan?” for blandt andet at drøfte, om det overhovedet er muligt at fortælle ”vores” historie i en tid, hvor det er stærkt omdiskuteret, hvem ”vi” er.

”Der er en god grund til, at der er skænderier om, hvordan historien skal fortælles. Når der er forskellige opfattelser af nutiden, opstår der tilsvarende forskellige tolkninger af fortiden,” forklarer Anette Warring, professor i historie, leder af Roskilde Universitets forskningsgruppe ”erindring og fortidsbrug” og medarrangør af seminaret.

Forskningsgruppen har undersøgt danskernes historieinteresse og konkluderer, at det, som optager de fleste danskere ved historie, ikke er fortiden i sig selv, men de aspekter, som virker mest relevante for deres egne værdier og beslutninger.

”Langt de fleste betragter historien som et reservoir af erfaring, de kan bruge til at reflektere over deres egne moralske valg. Jeg har selv som besættelseshistoriker indimellem undret mig over, at akkurat Besættelsen fortsat kan optage så mange. Men det er den sidste meget store begivenhed, hvor det enkelte individs valg direkte kan forbindes med både verdenshistorien og tilværelsens meget store spørgsmål,” siger Anette Warring.

Hun er i øvrigt ikke begejstret for DR-seriens beskrivelse af de fem famøse besættelsesår. Ikke fordi hun synes, det er en for ”rød” skildring, men fordi den ”reproducerer konsensusopfattelsen af Danmark som en modstandsnation.” Fortællingen om, at vi blev besat, men næsten befriede os selv. Og om at alle var imod tyskerne, hvad enten det var forhandlende politikere eller dødsforagtende jernbanesabotører. Nyere forsknings indsigter i østfrontfrivillige og tyskerpiger, som hun selv har bidraget til, var der ikke plads til i tv.

”Det var den store konsensusfortælling,” konstaterer Anette Warring.

Og hun vil ikke afvise, at denne konsensus hænger sammen med hele seriens ramme om, at det er vores historie.

Mens Danmarks Radio harvakt opsigt med sin brug af ”vi” og en titel, der refererer til histori en i bestemt ental, går Aarhus Universitetsforlag den diametralt modsatte vej med sine 100 små bøger om danmarkshistori er i ubestemt flertal. De 100 bøger behandler hver sin overordnede tematik, som en styregruppe har udvalgt og en enkelt forsker derefter skriver om med afsæt i en konkret begivenhed. I hver bog er også et afsnit om historiebrug, altså reflektioner over, hvordan eftertiden har fortolket denne begivenhed og dette tema, forklarer forlagsredaktør Peter Bejder.

”Det er meget forskellige ting, vi vil. DR vil fortælle den samlende fortælling. Vi udvælger 100 nedslag, som vi finder vigtige i danmarkshistorien, men som ikke rummer en kronologisk gennemgang af det hele, og som vi ikke betragter som en kanonliste. Vi har en bogudgivelse om Grundloven, men også om et mere jordnært emne som husmoderen,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre historieformidlere eller forskergrupper – typisk mindst én i hver generation – har sat sig for at fortælle vores historie. Men som regel ubestemt og med en afsender på. ”Palle Laurings Danmarkshistorie”. ”Erik Kjersgaards Danmarkshistorie”. ”Politiken og Gyldendals Danmarkshistorie”. Måske var det uklart, hvem ”vi” egentlig var. Men det stod i det mindste klart, hvis perspektiv det var set fra.

Christian Vollmond er Undervisningsministeriets fagkonsulent for historiefaget i gymnasiet, og han bidrager til seminaret med refleksioner over, at med den seneste gymnasiereform er læreplanen ændret, så eleverne ikke længere skal lære ”danmarkshistorie” i ét ord, men ”Danmarks historie” i to ord. Bag den lille sproglige forskydning ligger et lille ekstra ryk i en mere historieforsknings-præget retning af, at elever skal lære at reflektere over historiebrug og ikke kun betragte historie som én lang række af vigtige fakta, som eleverne skal lære for at blive bekendt med vores historie.

”Når sidste afsnit af ’Historien om Danmark’ bliver debatteret og kritiseret så kraftigt, er det oplagt for gymnasiets historielærere at inddrage såvel afsnittet som de efterfølgende kritiske indlæg i dagspressen i en historietime og diskutere, hvorfor DR har gjort, som de gør, og hvorfor andre kritiserer det,” siger han.

Bernard Eric Jensen, adjungeret professor ved Roskilde Universitet, har forsket i danmarkshistoriernes historie og udpeger den nationalliberale teolog Carl Ferdinand Allens værk ”Haandbog i Fædrelandets Historie” fra 1840 som det første, der satte sig for at fortælle vores historie. Ganske vist havde Saxo allerede i middelalderen skrevet ”Gesta Danorum”, ”Danernes Bedrifter”, på latin, og norskfødte Ludvig Holberg skrev i 1730’erne ”Dannemarks Riges Historie”. Men hverken disse eller andre tidligere historiebøger levede op til kriteriet for en vi-danmarkshistorie: At en dansk afsender skriver på dansk om afgrænset danske begivenheder til en specifik dansk målgruppe.

”Den ægte danmarkshistorie opstår med Allen. Et væsentligt formål med hans værk er at fortælle om det særegne ved danskerne. Indtil da havde fædrelandets historie også omfattet tyskerne i Holsten, men nu var det vigtigt at fortælle, at danskere og tyskere var forskellige,” forklarer Bernard Eric Jensen.

Allen og andre nationalliberale historikere kom til at sætte deres præg på ikke alene 1800-tallets historieskrivning, men hele den danske identitetsdannelse. Og selvom de nationalliberale fra begyndelsen af 1900-tallet blev udfordret af den radikale historikertradition, var hovedfortællingen ifølge Bernard Eric Jensen den samme frem til cirka 1960, nemlig at det, danmarkshistorien skal fortælle, er det danske folks historie.

”Men så sker der det, at historikerne skifter terminologi. Det danske folk bliver til den danske befolkning eller det danske samfund. Det er ikke længere en vi-fortælling, der skrives, for en sådan mener man ikke at have forskningsmæssig grund under,” forklarer Bernard Eric Jensen, som dog personligt mener, at den kronologiske, samlende historiefremstilling fortsat har sin berettigelse i forhold til for eksempel Aarhus Universitetsforlags bogserie, som han betegner som en ”spredehagls-danmarkshistorie”.

Det mest markante værk i den nye tradition er måske Søren Mørchs ”Den sidste Danmarkshistorie” fra 1997, som med sin undertitel ”57 fortællinger af fædrelandets historie” spejler et berømt nationalt opbyggeligt værk fra 1882 af A.D. Jørgensen, ”40 fortællinger af fædrelandets historie”, men som netop bygger på den tese, at den samlende danske vi-fortælling ikke lader sig fortælle.

Fædrelandets vi-fortælling var lukket og slukket. Fem år tidligere var amerikaneren Francis Fukuyama blevet verdensberømt på at erklære hele historien for slut. Det er også hér – ved Murens fald i 1989 – at DR vælger at slutte ”Historien om Danmark”.

Men historien begyndte igen blot få år senere, i 2001, med global krig mod terror efter angrebet på World Trade Center i USA, og med et ”systemskifte” i Danmark, som bragte Anders Fogh Rasmussen (V) til magten, hvorefter han bebudede, at der skulle føres en ”kulturkamp”, som ville afgøre Danmarks fremtid. Danmark fik nu en historiekanon og et nationalt videnscenter for historie og kulturarv. Historien om det danske folk blev pludselig mere interessant – og eksplosiv – at fortælle end længe. Men som Bernard Eric Jensen gør opmærksom på, er der i dag en kolossal uenighed om, hvordan vi skal forstå folk. Er det folk i demokratisk, statsborgerlig forstand, på græsk demos, eller danskerne som stamme, på græsk etnos, vi taler om? Den konflikt er ifølge Bernard Eric Jensen med til at forstyrre DR’s store vi-fortælling.

”DR kombinerer en vi-danmarkshistorie, hvor Lars Mikkelsen har ordet, en række man-danmarkshistorier med forskellige faghistorikere og en række dramatiske optrin, reenactments, som er et formidlingsmæssigt godt greb til at få seerne til at leve sig ind i stoffet. Men jeg mener, at DR svigter ved, at man slet ikke har turdet føre historien længere frem end til 1989, fordi man så skulle formidle alt det, der har splittet os i de seneste årtier. Dermed opstår der et misforhold mellem koncept og praksis. Det bliver ikke den historie om alt det, der har formet os til dem, vi er, som Lars Mikkelsen har lovet os.”

Den seneste store danmarkshistorie-formidler på tv var Erik Kjersgaard, som i 1982 fortalte om Danmark til danskerne i 12 afsnit. – Foto: Erik Gleie/ritzau
Ludvig Holberg fortalte i 1730’erne Danmarks Riges Historie, som inkluderede tysktalende slesvigere og holstenere samt nordmænd som ham selv. – Foto: Granger Collection/ritzau
Søren Mørch skrev for 20 år siden ”Den sidste Danmarkshistorie”. Siden er der sket en regulær eksplosion i udgivelser af danmarkshistorier. – Foto: Joachim Adrian/ritzau
C.F. Allen skrev i 1840 den allerførste vi-fortælling om det danske folk og fædreland og fik stor betydning for dansk identitetsdannelse – Foto: Det Kongelige Bibliotek