Havde livet været normalt i dag, hvis regeringen ikke havde lukket Danmark ned den 11. marts på grund af coronapandemien? Henvisninger til udredninger for kræft blev halveret, og 60 procent færre end normalt kom videre til psykiatrisk behandling under nedlukningen. Ville de mange, mange flere have undgået sygdom, ensomhed, arbejdsløshed og smerte, hvis Danmark havde valgt at ofre lidt flere coronaliv og lukket samfundet lidt mindre ned?
”Vi ved intet om det!”, siger Leif Vestergaard Pedersen, sundhedsøkonom og medlem af Det Etiske Råd:
”Prioriteringsdilemmaet var og er ikke bare et valg mellem liv og økonomi. For der er liv og økonomi på spil, hvis man havde lukket ned, og der er andre liv og andre økonomier på spil, hvis man ikke havde. Det er vigtigt at huske på,” begrunder han.
I dag blander rådet sig i de mange debatter om etik, som coronakrisen har affødt. Rådet lancerer en hjemmeside ”Covid-19: etik i en krisetid”.
Her er formålet at ”bidrage med etiske pejlemærker” for danskerne frem for at udtale sig for eller imod de valg, der er truffet, som rådet ellers gør i andre situationer.
Hen over sommeren tager rådet forskellige dilemmaer op, og det første handler altså om samfundsnedlukningen, eller med andre ord om krisens centrale debat: Hvad er den rimelige pris på et liv?
Dén debat er mange steder behandlet uden perspektiv eller fornemmelse for de værdier – altså i en ikke-økonomisk forstand – der har drevet beslutningerne, er rådets budskab.
”Mange debattører indtager den position, at hvis vi ikke havde gjort noget, så var samfundet ikke gået i stå, og vi havde ikke haft alle de her afledte problemer. Men sådan er det ikke,” siger Leif Vestergaard Pedersen, som er ét af fire rådsmedlemmer, som står bag prioriterings-refleksionerne.
Et vigtigt princip bag nedlukningen står i sundhedsloven, der fastslår, at det enkelte menneske skal have ”let og lige adgang til sundhedsvæsenet”.
”Det vil sige, at 85-årige Oda har lige så stor ret til behandling som 55-årige Tage og 18-årige Asta”, skriver Det Etiske Råd i sit materiale.
Hele velfærdssamfundet bygger på dette ”samaritanske” princip, uddyber Leif Vestergaard Pedersen:
”At vi påtager os pligten til at hjælpe hinanden også ud til en næsten urimelig grænse.”
Det er en såkaldt pligtetisk prioritering, som altså ligger dybt i den danske samfundsmodel, og som myndighederne faldt tilbage på i valget om at lukke Danmark ned – uanset de afledte konsekvenser.
Lejret ind i princippet er en opfattelse af, at det er vigtigt, at det enkelte menneske kan have tillid til, at samfundet hjælper, hvis man er i akut krise, og den tillid var blevet brudt, hvis hospitalerne var blevet overfyldte, siger Leif Vestergaard Pedersen.
Men hensynet til det enkelte liv viste sig i coronakrisen at skubbe hensyn til mange andre liv af banen. På den måde gik forsøget på ”at sikre alle coronaramte lige adgang til intensivpladser [...] ud over andre patientgruppers lette adgang til behandling,” skriver rådet.
Med andre ord var det indviklet at følge selv et simpelt pligt-etisk princip om at hjælpe sin næste i corona-situationen, og det viser, ”hvor kompliceret en etisk vurdering af nedlukningen er,” skriver Det Etiske Råd:
”Dramaet skyldes ikke blot enkelte dilemmaer mellem unge og gamle eller mellem virksomheder og smitteramte. Nedlukningens mange dilemmaer har tydeliggjort de mange lag af prioriteringer, som samfundet består af, og som afhænger af hinanden.”
Filosoffen Jürgen Habermas har i et interview i anledning af covid-19 udtalt, at ”...aldrig før har der været så meget viden om vores manglende viden og om tvangen til at handle på og skulle leve med usikkerhed”. Og det er en indsigt, enhver bør tage med sig i coronadebatten, siger Leif Vestergaard Pedersen:
”Når man diskuterer nedlukningen, diskuterer man op imod et alternativ, man ikke rigtig kender. For havde man fået italienske tilstande, hvis man lod stå til? Havde tilliden til samfundet lidt ubodelig skade, hvis sundhedsvæsenet var brudt sammen? Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er forskellige hensyn, man kan vælge at tage i en sådan situation, men at ingen af dem er uden konsekvenser,” siger han.