Det Etiske Råd siger nej til formodet samtykke til organdonation

Hvad er vigtigst: at skaffe flere organer eller at fastholde det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse, også efter døden? Det Etiske Råd har taget stilling til formodet samtykke til organdonation, og det store flertal har sagt nej

Skal danskerne selv melde sig til, hvis de ønsker at være organdonorer, eller skal de automatisk meldes til og så selv aktivt melde sig fra registret? – Model Foto: Nima/ritzau

I 2016 døde 29 mennesker, mens de stod på venteliste til en organtransplantation. Manglen på organer er en gammel nyhed i Danmark, men står det til et flertal i Det Etiske Råd bør løsningen ikke være, at alle danskere automatisk er tilmeldt Donorregistret som potentielle organdonorer, medmindre de aktivt melder sig ud – såkaldt formodet samtykke.

Sidste år bestilte daværende sundhedsminister, Sophie Løhde (V), en udtalelse fra rådet med en anbefaling i forhold til spørgsmålet om formodet samtykke. Udtalelsen blev offentliggjort i går, og i den afviser 13 af rådets 17 medlemmer ideen om formodet samtykke og støtter i stedet den nuværende model med informeret samtykke, hvor personer, der ønsker at blive donorer, tilkendegiver deres holdning ved aktivt at melde sig til Donorregistret. Et mindretal på fire medlemmer støtter forslaget om formodet samtykke.

”Den eksisterende ordning med formodet samtykke bør bibeholdes, idet den udtrykker respekt for individets autonomi, integritet og ret til selvbestemmelse,” står der i udtalelsen som det bærende argument fra nej-sigernes side.

Ja-sigerne derimod lægger først og fremmest vægt på, at organdonation er et spørgsmål om at redde liv: Formodet samtykke ”må forventes at føre til betydeligt flere transplantationer,” står der i udtalelsen om deres standpunkt.

Men hvilket hensyn vejer tungest: Er det vigtigst at redde det menneske, som risikerer at dø? Eller er det at være 100 procent sikker på, at han eller hun, som allerede er død, også ville have ønsket, at deres organer blev brugt til donation?

Kristeligt Dagblad har spurgt en stemme fra hver fløj om deres standpunkt.

Det Etiske Råd tog også stilling til spørgsmålet om formodet samtykke i 2008. Dengang anbefalede et lille flertal på ni medlemmer mod syv, at man ikke indførte formodet samtykke. I 1998 tog rådet også stilling. Dengang afviste samtlige medlemmer idéen om formodet samtykke.

Christian Borrisholt Steen, cand.mag. og MA i Etik og Værdier i Organisationer, seniorkonsulent i Kristelig Fagbevægelse, medlem af Det Etiske Råd siden 2012.

Hvad er det afgørende argument mod formodet samtykke for dig?

”Det afgørende argument er, at man ejer sin egen krop, og at selvbestemmelsesretten ikke skal suspenderes, blot fordi man er død. Jeg frygter, det kan få betydning for menneskesynet i forhold til levende mennesker, hvis vi betragter den døde som en ting, fællesskabet kan disponere over. Det synes jeg, man gør lidt med formodet samtykke. Tingsliggørelsen vil forplante sig til de, der er i live, og det er der flere eksempler på. For eksempel hele den nytteetiske diskussion om, at vi mangler sæd, vi mangler organer – vi ’mangler’ et eller andet.”

”Et andet argument er, at man skal respektere retten til at være i tvivl. Ved formodet samtykke vil alle i udgangspunktet være organdonorer, hvorefter de så kan melde fra. Der er en tendens til, at specielt fortalere for formodet samtykke taler som om, man er et dårligere menneske, hvis man ikke har taget stilling, som om man er doven. Men det kan jo være, at man grundlæggende er i tvivl, om det er rigtigt for en selv at blive donor. Det skal respekteres.”

Kristeligt Dagblad refererede fornylig tal fra foreningen 7liv, der viser, at det vil tage 120 år, før 90 procent af danskerne har registreret deres ja eller nej til donation i Donorregistret, hvis registreringerne fortsætter i samme tempo som i dag. Har staten ikke et ansvar for at løse problemet med donormangel hurtigere end dette?

”I samme artikel stod der også, at donorraten i Region Syddanmark er højere end i Norge, hvor der er formodet samtykke – fordi man i Region Syddanmark har haft succes med at skaffe flere donorer på andre måder, blandt andet ved at se på lægefaglige arbejdsgange i forbindelse med hjernedød.”

”Jeg mener, at staten har et ansvar for, at informationskampagnerne om organdonation er gode nok. Hvis der vil gå 120 år, før flertallet har taget stilling, er det nok ikke tilfældet.Jeg mener ikke, at svaret på organmanglen er, at staten eller fællesskabet ejer den enkeltes krop, hvis man ikke protesterer. Og jeg er helt uforstående over for, at det var en liberal sundhedsminister (Sophie Løhde (V), red.), som stod bag forslaget om at lade Det Etiske Råd se på spørgsmålet om formodet samtykke. Hun burde i særlig grad værne om individets ret til selvbestemmelse og autonomi.”

”Jeg er selv organdonor, og jeg mener, det er en smuk tanke at give livet videre. Men det er paradoksalt at tale om donation, hvis man ikke selv har besluttet at give sine organer. Det er jo lige som med en gave: Man kan ikke have en formodning om, at nogen vil give en gave. Det må personen selv aktivt og frivilligt tage stilling til. Når man er død, er man ikke længere et menneske, men man er heller ikke en ting. Vi er nødt til at fastholde, at livet strækker sig ud, også efter døden er indtrådt. I hvert fald må de etiske normer, der gælder, mens vi er i live, ikke suspenderes med et snuptag efter døden.”

Intensivlæger har tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad, at det vil lette samtalen med pårørende, der skal tage stilling til donation på vegne af en afdød, hvis den samtale stod på et normativt grundlag, nemlig at man i udgangspunktet forventer den form for solidaritet i Danmark. Er det ikke fornuftigt at lette beslutningen for pårørende, der ikke kendte afdødes ønske, med et fælles udgangspunkt?

”Jeg forstår godt argumentet, men jeg mener, at man strækker det for langt. Jeg er ikke enig i, at man skal være solidarisk og generøs, alene fordi man var en del af samfundet og havde del i fælles goder som for eksempel behandling i sundhedsvæsenet, mens man var i live. Man kan være helt grundlæggende i tvivl om, hvorvidt man har lyst til at give livet videre af politiske, religiøse, sociale og andre personlige årsager. Det er en smuk tanke at give livet videre, men vi må respektere retten til at være i tvivl.”

”Jeg sætter også spørgsmålstegn ved, om de pårørende måske i virkeligheden ikke lettes i deres beslutning i en situation med formodet samtykke. I den situation kan de jo komme i tvivl om afdødes egentlige holdning – måske havde afdøde bare glemt at melde fra.”


Thomas Søbirk Petersen, ph.d. i filosofi, professor (mso) i Etik ved Roskilde Universitet. Medlem af Det Etiske Råd siden januar 2017.

Hvad er det afgørende argument for formodet samtykke for dig?

”Det er, at vi kan redde nogle af de svageste og mest udsatte medborgere, for hvis vi får formodet samtykke, vil vi få flere organer. Det kan vi se i lande, der har formodet samtykke: Færre dør på venteliste. Danmark har en af de laveste donorrater blandt de lande i Europa, vi normalt sammenligner os med. Sidste år døde 29 mennesker på venteliste til et organ, men dem kan vi være med til at redde. Derfor skal vi skifte fra det informerede samtykke til det formodede.”

På hvilket grundlag siger du, at formodet samtykke vil skaffe flere donorer? Andre har det synspunkt, at modellen er uden betydning. Det udtalte for eksempel en donationsansvarlig læge i Kristeligt Dagblad i sidste uge.

”Jeg ved ikke, om den læge har læst den videnskabelige litteratur, der er på området. Alle undersøgelser, jeg har set, peger i retning af, at har du formodet samtykke, har du også flere mulige donorer. Wales indførte formodet samtykke i december 2015. De udskiftede det system, vi også har i Danmark i dag, med en kombinationsmodel. Den består dels af et donorregister, hvor man kan registrere sin holdning, dels af formodet samtykke for de, der ikke får det gjort. Data fra Wales viser, at formodet samtykke redder liv. Wales har øget antallet af hjernedøde organdonorer med mindst 15 procent.”

”Jeg mener også, at formodet samtykke er i overensstemmelse med borgernes ret til selvbestemmelse. Det er forkert, når nogle siger, at det krænker folks autonomi. Ved formodet samtykke er du automatisk tilmeldt Donorregistret, når du fylder 18 år, men det er borgeren selv, som bestemmer, om han eller hun vil være donor. Jeg kan vælge at blive på listen eller at melde mig ud. Jeg mener også, det er forkert, at staten skulle eje din krop, som argumentet ofte lyder, for i så fald kunne jeg ikke selv bestemme over mine organer, og det kan jeg ved formodet samtykke.”

”Endelig mener jeg, at man faktisk destruerer autonomi, når en borger dør på venteliste til et organ. Hvor mange autonome valg kan et dødt menneske træffe? Ingen. Et levende menneske kan derimod træffe mange selvstændige beslutninger. Hvis autonomi er vigtigt, får vi mere selvbestemmelse, når folk lever, end når de dør.”

Et medicinsk indgreb kræver normalt et samtykke eller et stedfortrædende samtykke fra en pårørende. Det er vel logisk, at samme princip gør sig gældende her?

”Ja. Men jeg mener jo, at for eksempel Wales’ model sikrer, at der altid er et samtykke. Borgeren kan lade sig registrere med sit ja eller nej, lige som vi gør i Danmark i dag. Hvis du ikke får taget stilling, så bestemmer dine pårørende i det tilfælde, at du hjernedør. Det er forkert at mene, at staten på nogen måde ejer dine organer. For dine pårørende bestemmer, hvis du enten vælger ikke at hoppe ud af den automatiske tilmelding, eller hvis du har glemt at melde dig ud.”

Hvad er vigtigst: den enkeltes ret til selvbestemmelse eller at løse donormanglen?

”Begge værdier er vigtige, og vi kan opfylde begge værdier ved at skifte til formodet samtykke. Men hvis det kom til et valg, vil jeg mene, at det er vigtigere at redde liv end at respektere det potentielle nej fra en person, der ikke lige havde fået overvejet, hvorvidt han eller hun ville være donor. Den beslutning kan vedkommendes pårørende så træffe i stedet.”8