Det føles som en bjergbestigning at lede efter arbejde

Politikerne ligger under for en myte om, at bare de arbejdsløse kæmper hårdt nok, så skal de nok finde job, siger den 26-årige arbejdsløse akademiker Jeanette Mayland Olsen

"Alle de dagpengemodtagere, jeg kender, knokler virkelig for at komme i arbejde,” siger den 26-årige Jeanette Mayland Olsen, der blev uddannet cand.scient.pol i maj og siden har gået arbejdsløs. –
"Alle de dagpengemodtagere, jeg kender, knokler virkelig for at komme i arbejde,” siger den 26-årige Jeanette Mayland Olsen, der blev uddannet cand.scient.pol i maj og siden har gået arbejdsløs. –. Foto: Leif Tuxen.

Selvom det er novembermørkt, og 26-årige cand.scient.pol. Jeanette Mayland Olsen ikke skal på arbejde, står hun alligevel op klokken syv om morgenen. Hun tilbringer hver dag mellem seks og otte timer foran computeren i den lille lejlighed på Østerbro. For det er fuldtidsarbejde at undersøge jobopslag og skrive ansøgninger.

Siden hun fik sin kandidatgrad i maj, har hun skrevet 75 jobansøgninger og været til tre jobsamtaler. Men på trods af godt netværk og et cv, der tæller studiejob i Integrationsministeriet, på Politikens debatredaktion og et job som underviser på Politiskolen, har jobjagten foreløbig været forgæves.

LÆS OGSÅ: Ledigheden eksploderer blandt unge lærere

Det føles som en bjergbestigning at lede efter arbejde. Både jeg selv og mange af dem, jeg dimitterede med, kæmper for at komme i job. Men det har bare ikke været muligt, siger Jeanette Mayland Olsen.

Hun er en af de unge arbejdsløse, hvis historie blev præsenteret, da Socialpolitisk Forening i går satte fokus på konsekvenserne af ungdomsarbejdsløshed ved en konference i København.

Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at ledigheden blandt unge er tredoblet siden krisens udbrud i 2008. Når de studerende fraregnes, står omkring 13 procent af de 18-29-årige i dag uden job. Godt 40 procent af de nyuddannede akademikere er stadig ledige et år efter afslutningen af deres uddannelse. En ny undersøgelse fra Danske Studerendes Fællesråd viser, at de unge akademikeres selvtillid og tro på fremtiden nedbrydes, jo længere tid, de går ledige.

Jeanette Mayland Olsen søger job i alle dele af landet og i udlandet. Men selvom hun prøver at mobilisere alt sit gåpåmod, så er der alligevel nedtursdage, hvor arbejdet med de mange ansøgninger føles nyttesløst.

Når man har fået tre-fire afslag på en dag, så bliver det svært. Og man tænker: Er det virkelig indsatsen værd at skrive en ekstra ansøgning, når der højst sandsynligt kommer et afslag. Men det er supervigtigt, at jeg ikke dvæler ved de negative følelser. Derfor hjælper det at have en fast struktur i hverdagen, fortæller Jeanette Mayland Olsen, der ud over jobsøgningen er engageret i en bokseklub.

Der ligger så meget identitet i arbejde og karriere i vores samfund, og derfor er det svært at stå udenfor. De studiekammerater, der er kommet i gang med at arbejde, er i fuld gang med at realisere sig selv. Jeg står på perronen, mens toget kører, lyder det fra Jeanette Mayland Olsen.

Det, der gør mest ondt, er, når venner og bekendte stiller et lille spørgsmålstegn ved, om hun nu også er aktiv nok i jobsøgningen.

Jeg kan da selv huske, hvordan jeg, før jeg blev ledig, kunne tænke: Har han eller hun nu virkelig gjort alt for at finde arbejde? Engang imellem kan jeg mærke, at nogle af mine venner tænker det samme. Som arbejdsløs er man enormt sårbar. Hvis folk kommer med den mindste antydning af, at du ikke er dygtig nok eller ikke aktiv nok, så rammer det ekstremt hårdt.

Mere overordnet mener Jeanette Mayland Olsen, at politikere på tværs af partier ligger under for en illusion om, at hvis de arbejdsløse virkelig tager sig sammen, så skal det nok lykkes dem at finde job.

Der er en vis konsensus om, at arbejdsløse på en eller anden måde er lidt passive. Men jeg kender ingen dagpengemodtagere, der er passive. Vi trænger til en langt mere åben politisk debat om, hvad samfundet stiller op, når der ikke er job til alle, lyder det fra Jeanette Mayland Olsen.

Personligt frygter hun, at regeringens netop vedtagne akutpakke vil betyde, at hun som nyuddannet bliver skubbet bagest i køen til de ledige job.

Lige nu diskuterer vi et juletræ i Kokkedal. Men hvor er diskussionen om, hvordan vi skaber vækst. Alle ledighedstal stiger. Se på Sverige. De har slet ikke den samme arbejdsløshed som Danmark, siger Jeanette Mayland Olsen. Hun understreger, at hun ikke ønsker at føle sig som et offer.

På et eller andet tidspunkt skal jeg nok få et job, om det så bliver som juicepresser på en bar. Men nu har jeg fået 75 afslag, og det rammer hårdt rent personligt, selvom jeg prøve at tænke konstruktivt. Man tænker, er der slet ikke brug for mig? Og har jeg overhovedet nogen værdi?, siger hun.