Det var tæt på at blive et kort liv for Hjørdis. Den i dag 22-årige studerende blev mobbet gennem hele sin folkeskoletid, uden at lærerne tog hånd om problemerne. Heller ikke i hjemmet var der hjælp at hente:
”Min far drak rigtig meget. Han var højtråbende og kunne godt være rigtig ubehagelig og aggressiv, når han drak. Mine forældre vidste nok godt, hvad der foregik i skolen. Men min mor sagde aldrig noget til det. Jeg tror, hun var bange for at få skældud – enten af min far eller af skolen,” fortæller Hjørdis.
I skolen havde hun ingen venner, og den manglende støtte fra familien gjorde, at hun følte sig meget ensom som barn. Frikvartererne gik ofte med at gemme sig på toiletterne for at slippe væk fra mobningen.
”Det føltes, som om alle var imod mig, så til sidst havde jeg simpelthen ingen selvtillid, og når man slet ingen selvtillid har, bliver man til sidst også ligeglad med sig selv,” fortæller hun.
I 6. klasse begyndte Hjørdis at skære i sig selv. Hun havde læst om selvskade på nettet og besluttede sig en dag for at prøve det.
”Jeg fik følelsen af, at mine tanker forsvandt et kort øjeblik. Men problemet er, at så snart man er færdig, kommer det hele tilbage”, forklarer hun.
Den fysiske smerte blev et afbræk fra de mørke tanker.
”I en periode gik jeg altid rundt med et barberblad på mig. Det gav mig en form for tryghed, og jeg følte mig nøgen uden det. Jeg var bange for at stå i en situation, hvor jeg fik brug for det, men ikke havde det,” siger hun.
Hjørdis udsatte sig selv for selvskade igennem seks år. Men den fysiske smerte hjalp mindre og mindre, for hver gang hun gjorde det. I 7. klasse forsøgte hun for første gang at tage sit eget liv.
”Jeg begyndte at misbruge den ADHD-medicin, jeg fik. Jeg håbede virkelig, at hvis jeg tog nok af det, ville jeg lige så stille falde i søvn. Det prøvede jeg flere gange over et par måneder,” fortæller hun.
Senere forsøgte hun at tage en overdosis hovedpinepiller, men også uden den ønskede effekt. På sit værelse skrev hun negative beskeder til sig selv på væggene som “fuck livet”, og det trak hende endnu længere ned i et sort hul.
På et tidspunkt begyndte en ny pædagog i den fritidsklub, Hjørdis var tilknyttet. Pædagogen lagde mærke til, at Hjørdis altid gik med lange ærmer.
”Så begyndte hun at snakke med mig. Når jeg kom op i klubben, havde hun altid tid til at gå en tur og tale om mine problemer. Nogle gang skrev jeg også med hende om aftenen, hvis jeg fik mørke tanker.”
Pædagogen var den første voksne, der lyttede, og i dag har de stadig kontakt.
Desværre var mobningen ikke det eneste, Hjørdis måtte kæmpe med. Oven i en periode med gentagne selvmordsforsøg blev hun inden for relativt kort tid udsat for to seksuelle overgreb.
“Det skete nede ved havnen, hvor min fars kammerat havde en båd. Jeg var alene med en af hans bekendte, da han pludselig forgreb sig på mig. Min far var faktisk i nærheden, men han var fuld og sagde bare ’det er godt med dig’. Min mor troede heller ikke på mig,” fortæller hun.
Mistilliden fra forældrene satte sine spor. Da Hjørdis for anden gang blev udsat for et overgreb, var det en, hun kendte, der gjorde det. Hun fortalte ikke sine forældre om det, selvom overgrebet skete på hendes værelse, mens forældrene var i hjemmet. I stedet kontaktede hun BørneTelefonen og talte med dem om, hvad hun var blevet udsat for.
Spørger man Hjørdis, tog systemet ikke ordentlig hånd om hende. Hendes redning blev i stedet den ene fritidspædagog, der lyttede til hende, og rådgiverne på BørneTelefonen, der fortalte hende, hvad hun kunne gøre. I dag er Hjørdis dog stadig mærket af sin barndom:
”Jeg har stadig svært ved at tale med andre mennesker. Efter overgrebene havde jeg også svært ved at møde mænd, fordi jeg havde været så uheldig med dem,” fortæller hun.
Men for to et halvt år siden skete der noget. Hjørdis fik sin første kæreste, som hun i dag er forlovet med. Den svære tid i folkeskolen gjorde, at hun aldrig fik sin afgangseksamen. Den tager hun nu på VUC og drømmer om at holde foredrag om sine oplevelser for at hjælpe børn og unge.
”Hvis jeg skal give et råd til andre, der laver selvskade eller overvejer at begå selvmord, så er det: ’råb op!’. Find en, du er tryg ved, om det så er en pædagog, veninde, onkel eller tante, og fortæl dem, hvordan du har det. Hvis du går med det alene, går det galt,” siger hun.
Hjørdis og hendes forlovede er for nylig flyttet sammen. Nu skal de sidste møbler bare på plads, og matematikeksamen på VUC skal overstås.
”Så er jeg næsten lykkelig,” fortæller hun.
Hjørdis optræder i artiklen kun med fornavn, men hendes fulde navn er redaktionen bekendt.