Jonas Bruhn var 24 år, da hans liv på få dage blev totalt forandret.
Fra at være en ung mand, der boede i bofællesskab, cyklede og studerede design på Arkitektskolen, blev han ramt af en rygmarvsskade og derefter placeret i en ældre-handicapbolig i Roskilde Kommune. I løbet af de tre år, han boede i lejligheden, oplevede han, at tre ældre kvinder i boligerne omkring ham døde.
Placeringen i et boligkompleks sammen med svagelige ældre var med til at forstærke den ensomhed, han i forvejen følte på grund af skaden.
”Størstedelen af tiden tænkte jeg på, at jeg ville tilbage til min skole og mine venner. Jeg ville være det samme menneske, som jeg plejede at være, før sygdommen ramte. Derfor blev jeg virkelig ramt af at bo i en ældrebolig, hvor jeg ikke kunne være sammen med andre unge. Jeg havde tidligere boet i bofællesskab. Men nu sad jeg i kørestol og kunne ikke bo i en lejlighed uden elevator. Jeg vil ikke være utaknemmelig. Jeg er glad for den hjælp, jeg fik af kommunen. Men psykisk var det en stor omvæltning, at jeg skulle bo alene og være nabo til ældre og syge mennesker. Jeg følte mig alene og forkastet, og det var svært for mig at finde ud af, hvad jeg skulle gøre for at komme videre,” fortæller Jonas Bruhn, der i dag er 27 år.
Jonas Bruhn fulgte undervisningen på Arkitektskolens designlinje, da han den 4. september 2015 blev ramt af stærke smerter i lænden og benene. Efter skole tog han hjem til sine forældre i Roskilde. Familien troede, at det drejede sig om banale lændesmerter, men da han senere blev indlagt, konstaterede læger på Rigshospitalet, at han led af en godartet svulst i ryggen. Han gennemgik en vellykket operation. Men konsekvensen af svulsten var en rygmarvsskade, der betød, at han blev lam fra underlivet og nedefter.
Fra at være fuldt mobil skulle han nu forsøge at genoptræne sin gangfunktion på klinik for rygmarvsskadede i Hornbæk.
Indlæggelsen i Hornbæk og følelsen af at have mistet førligheden fra den ene dag til den anden var traumatiserende.
”Den første tid efter skaden var noget af det værste, jeg har oplevet i mit liv. Det var der, at ensomheden for alvor slog ned først. Jeg var i en benægtende fase i forhold til min sygdom og ville bare tilbage til mit gamle liv. Jeg skulle lære alting forfra. At gå på toilettet igen, at forsøge at gå igen. Jeg følte mig som et såret dyr på savannen, og i perioder syntes jeg slet ikke, at jeg var værdig til at leve. Både fordi det var svært at acceptere de fysiske begrænsninger, men også fordi jeg frygtede, at jeg ikke ville få et værdigt liv i et samfund, der pludselig så helt anderledes ud fra en kørestol. Jeg fortrød alle de ting, jeg ikke havde gjort dengang, jeg havde ben, der kunne løbe. Men jeg fik også hjælp. En ergo- terapeut lærte mig, at jeg skulle finde på gode ting at gøre som erstatning for det, jeg før havde kunnet lide. Og den filosofi har jeg forsøgt at tage med mig. Før jeg blev syg, elskede jeg at cykle ud til havet. I dag kører jeg derud i en bil i stedet for,” fortæller Jonas Bruhn, der har trænet sig op til at kunne gå korte ture.
Efter udskrivningen fik Jonas Bruhn hurtigt anvist en ældre-handicapbolig af Roskilde Kommune. Ifølge kommunen var ældreboligen en midlertidig foranstaltning, indtil der kunne findes et egnet botilbud.
”I begyndelsen var jeg deprimeret. Jeg følte ikke, at nogen kunne forstå mig, og derfor isolerede jeg mig fra mine gamle venner. Det blev ikke lettere af, at jeg boede i en ældrebolig uden for Roskilde by. For hvorfor skulle mine venner komme på besøg og kigge ud på de triste omgivelser og blive konfronteret med min skæbne. Samtidig skulle jeg kæmpe hårdt for at få de hjælpemidler, jeg havde brug for, og på den måde blev mit handicap nærmest et fuldtidsarbejde. Det er det på mange måder stadig i dag. Mere overordnet savner jeg en større forståelse af, hvad det vil sige at være handicappet både i forhold til at få hjælp, men også i forhold til hele den måde, vi designer samfundet på. Hvorfor lægger man for eksempel stadig brosten? De giver et terræn, der er vanskeligt at bevæge sig rundt på for en gangsbesværet eller en kørestolsbruger,” siger Jonas Bruhn, der understreger, at han ikke ønsker at klandre kommunen.
”De følger blot de politiske afgørelser. Men jeg kan mærke, at det er svært at opnå den ligestilling, som handicappede burde have. Som ung vil man gerne ud blandt andre unge. Men den opdeling, der er i samfundet med blandt andet særlige boliger for ældre og handicappede, der ofte ligger isoleret, gør det svært,” mener Jonas Bruhn.
Efter kontakt med Ulykkespatientforeningen blev Jonas Bruhn i efteråret 2018 tilbudt en etværelses lejlighed i det indre København, der er ejet af en social organisation. I bygningen bor der både studerende og ulykkesramte. Jonas Bruhn kan kun være aktiv nogle timer om dagen på grund af sit handicap og skal i det hele taget økonomisere med kræfterne.
Men det er en stor hjælp, at han bor midt i byen. Samtidig har han fået tilkendt en handicapbil.
”Ensomheden er noget af det, der har fyldt meget de seneste år. Nogle af mine venner er forsvundet, men der er også andre venner, som virkelig har været der for mig. Undervejs er jeg blevet bedre til at række ud efter mine venner og spørge, om de ikke lige kommer på besøg,” siger Jonas Bruhn.
Han fortæller, at han gradvist har vænnet sig til at være meget alene.
”Jeg har accepteret, at ensomhed ikke altid er negativt, men et vilkår, der følger med mit handicap. Jeg har ikke de samme kræfter som andre unge og skal nogle gange hvile mig to timer for at klare en opvask. Mine jævnaldrende har ingen idé om, hvordan det er at være i en krop med en nedsat funktion,” siger Jonas Bruhn.
Hans handicap har efterladt ham med et ambivalent forhold til livet.
”På den ene side har jeg en enorm lyst til at leve, men samtidig har jeg en enorm lyst til at være befriet for det, der gør mit liv besværligt. De negative følelser kan komme pludseligt som et lyn fra en klar himmel. Men jeg har det væsentligt bedre i dag, og det betyder meget, at jeg er flyttet ind i den nye lejlighed,” fortæller Jonas Bruhn, der i øjeblikket arbejder på at gøre sin uddannelse som designer færdig.