Ikke siden Anden Verdenskrig har ytringsfriheden i Danmark og resten af Europa været under så meget pres, som den er lige nu. Presset kommer denne gang ikke af censur, men af selvcensur over for at tegn den islamiske profet Muhammed, og det har fået debatten til at koge – ikke kun internt i medieverdenen, men lige så meget blandt befolkningen i al almindelighed.
Ordet er ikke længere frit, lyder det, og der stilles spørgsmålstegn ved grænsen mellem et "knæfald for islam" og en uforsonlig insisteren på en ytringsfrihed uden grænser. Og ved, hvad der sættes overstyr, hvis kompromiset mere ligner en indrømmelse end en fastholdelse af den mest fundamentale menneskerettighed af dem alle.
Alligevel mener en række eksperter, at ytringsfriheden som vi kender den, ikke vil blive indskrænket. Tværtimod er Muhammed-tegningerne med til at påvirke ytringsfriheden i en retning, hvor den i fremtiden vil stå endnu stærkere. Historiker og professor Uffe Østergaard forklarer det sådan:
– Ytringsfriheden har aldrig stået stærkere end nu i Danmark. Men det er også længe siden, den for alvor er blevet testet. Vi har levet i et homogent samfund meget længe og vænnet os selv til en særlig ytringskultur. Med sagen om Muhammed mærker vi, at vi lever i en mulitkulturel og -religiøs verden, hvor det ikke er givet, at vi er enige fortolkningen af for os helt fundamentale menneskerettigheder som ytringsfriheden. Vi har bare antaget, at det var sådan. Det gode er, at vi nu tvinges ud i en dialog, der kun kan komme en mere nuanceret og dermed stærkere ytringsfrihed ud af.
For at forstå, hvad den danske ytringsfrihed er for en størrelse, må man tilbage i tiden. Helt tilbage til 1700-tallets oplysningstid, hvor ytringsfriheden blev født i dilemmaet mellem behovet for oplysning og enevældens krav på censurmuligheder. Derfor fik den også en ublid start i Danmark. Fire år efter, at Sverige i 1766 som det første land i verden havde indført trykkefrihed, besluttede Christian VII's livlæge Struensee at følge efter. Det førte til en række kritiske tekster mod særligt Struensee, og så var friheden igen voldsomt indskrænket allerede året efter. Samme skæbne overgik senere lande som Sverige og Frankrig, hvor ytringsfriheden endte med at blive helt afskaffet igen.
Men i starten af 1800-tallet vandt den holdning frem, at ytringsfrihed er forudsætning for fremskridt. Lektor Oluf Jørgensen forklarer det sådan:
– Ytringsfriheden bygger på tre hovedhensyn. Det første er behovet for udvikle ny viden og ny indsigt. Religiøse dogmer har blandt andet gentagne gange stået i vejen for anerkendelsen af nye videnskabelige opfindelser. Det andet er, at ytringsfrihed er en afgørende forudsætning for, at et demokrati kan etableres og fungere, fordi det giver mulighed for at oplyse borgerne og lade deres meninger og holdninger komme til udtryk. Til sidst er der hensynet til den personlige integritet. Det enkelte menneske skal have lov til at sige fra eller til, forklarer han.
Op gennem 1800-tallet bliver ytringsfriheden en stadig mere etableret rettighed over det meste af Vesteuropa og USA. Ikke kun for de lærde og velhavende, men for alle borgere. Friheden er dog stadig først og fremmest den enkelte stats ansvar.
Det ændrer sig radikalt i kølvandet på Anden Verdenskrig. Her bliver ytringsfriheden – såvel som mange andre menneskerettigheder – for første gang i nyere tid for alvor sat på prøve og i visse tilfælde helt ud af drift. Noget, der kan mærkes i Danmark i flere årtier efter, mener professor dr. jur. Henning Koch.
– Særligt nazisternes racistiske politik gjorde det klart, at menneskerettighederne, herunder ytringsfriheden, er nødt til at være universel, hvis den skal give mening, forklarer Jean Monnet-professor og historiker, Uffe Østergaard.
I 1948 vedtager verdens lande derfor FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, og overvågning af, at de bliver overholdt, bliver gjort til et vigtigt element i de internationale relationer. Men helt fra starten lyder der protester over, at menneskerettighederne er baseret på værdier, som er fremherskende i vesteuropæiske lande og i USA, og ikke anerkender gyldigheden af de store kulturelle forskelle i verden.
Den debat har kørt lige siden og været med til konstant at udvikle blandt andet ytringsfriheden, siger Oluf Jørgensen.
– Verdenserklæringen var en klar styrkelse af presse- og ytringsfriheden. Men der blev samtidig lyttet til kritikken og indlagt et vist spillerum i rettighederne for netop at tage højde for de kulturelle forskelle. Eksempelvis er det forbudt at benægte holocaust og danne et nazistisk parti i blandt andet Østrig og Tyskland, mens det er tilladt i Danmark og en række andre lande.
Kritikken er dog stadig ikke forstummet. I dag findes eksempelvis den såkaldte "the likeminded group" (gruppen af ligesindende), der består af 19 lande fra Den Tredje Verden, som modsætter sig kritik af selv konkrete overtrædelser af menneskerettighederne. Heriblandt ytringsfriheden. Og det er de senere år kommet til flere sammenstød om netop ytringsfrihed i religiøse sammenhænge, eksempelvis med sagen om Salman Rushdies bog "De sataniske vers", den hollandske instruktør Theo Van Goghs film Submission og den hollandske højrefløjspolitiker Pim Fortuyn.
Alligevel står ytringsfriheden stærkere end nogensinde, mener Oluf Jørgensen og henviser til den seneste sag fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om en tyrkisk forfatter, der har skrevet en bog, som skarpt kritiserer Muhammed og blandt andet går i detaljer med hans kønsliv. De tyrkiske myndigheder valgte ikke at forbyde bogen, men at give forfatteren en symbolsk bøde på cirka 100 kroner. Men det ville forfatteren ikke finde sig i.
– Han tabte sagen ved Menneskerettighedsdomstolen med fire mod tre stemmer. Det er altså meget tæt på, at domstolen udvider ytringsfriheden sådan, at selv symbolske irettesættelser over for religiøse provokationer er imod menneskerettighederne. Det bliver interessant at se, om Muhammed-tegninger ændrer denne udvikling, men jeg tror det ikke. Tværtimod kan man forestille sig, at den massive debat vil blive brugt til at styrke ytringsfriheden og religionsfriheden, og det vil også være det helt rigtige at gøre, siger han.