Det gik helt galt, da Dansk Folkeparti skulle genopfinde ideologien

Dansk Folkepartis formandskrig bunder i et to år gammelt nag mellem Morten Messerschmidt og Martin Henriksen, grundlagt i arbejdet med en nationalkonservativ strategi for partiet

Søndag vil Kristian Thulesen Dahl lade depechen gå videre. Og dén, der løber videre med formandsposten, kan meget vel blive en person, som er medskyldig i Dansk Folkepartis ideologiske krise.
Søndag vil Kristian Thulesen Dahl lade depechen gå videre. Og dén, der løber videre med formandsposten, kan meget vel blive en person, som er medskyldig i Dansk Folkepartis ideologiske krise. . Foto: Jens Hartmann Schmidt/Ritzau Scanpix.

I 2015 var Dansk Folkeparti Danmarks største borgerlige parti med tilslutning fra 21,1 procent af vælgerne. I den seneste meningsmåling fra Voxmeter lå det til 5,3 procent, og søndag skal der i Herning vælges en ny formand efter en brutal, nogen vil sige beskidt, valgkamp mellem Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Der er allerede givet mange rigtige bud på årsagerne til Dansk Folkepartis nedtur. Som eksempelvis at andre partier har overtaget dets udlændingepolitik, at udlændingepolitiken fylder langt mindre i vælgernes bevidsthed, at vælgerne blev skuffede over, at Dansk Folkeparti ikke gik i regering, da chancen var der, at Kristian Thulsen-Dahl aldrig skulle have flirtet politisk med Mette Frederiksen (S), og at Pia Kjærsgaard med sin udtalelse om "klimatosserne" overså klimapolitikkens nøglerolle ved 2019-valget.

Ingen af forklaringerne giver dog svaret på, hvorfor det nu er endt i hårde personlige angreb og folketingsmedlemmers mere eller mindre skjulte trusler om at melde sig ud eller stifte et nyt parti.

Men det er set før.

Typisk er den slags fløjkrige ellers blevet defineret ved fløjkrigernes politiske farvetone. I Socialdemokratiet stod Poul Nyrup Rasmussen (S) ved formandsvalget i 1992 for en midtersøgende linje, Svend Auken for en venstreorienteret. I 1970'ernes konservative opgør tegnede Erik Ninn-Hansen sig for den nationalkonservative kurs, mens Erik Haunstrup Clemmensen var socialkonservativ.

I andre opgør som for eksempel Venstres stridigheder om Lars Løkke Rasmussens formandskab 2014 og 2019, var de ideologiske skel knapt så tydelige, selv om det efterfølgende opgør mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen (V) også endte med at få klare udlændingepolitiske overtoner.

I den aktuelle formandsvalgkamp i DF har man imidlertid skullet lytte ualmindelig godt efter for at høre politiske uenigheder mellem kandidaterne. Morten Messerschmidt er en anelse mere liberal i den økonomiske politik end de to andre kandidater, der dog også understreger, at de er borgerlige og ønsker en borgerlig ledet regering.

På de for Dansk Folkeparti centrale emner - at udlændingepolitikken skal være endnu strammere, end den allerede er, og at Danmark skal træde ud af de internationale menneskerettighedskonventioner og af EU - er de stort set enige.

Dog ser Morten Messerschmidt og Martin Henriksen fortsat forskellige på, om Danmark skal udtræde af Europarådet. Henriksen ønsker det, Messerschmidt ikke.

Den uenighed daterer sig to år tilbage, da de begge sad i den arbejdsgruppe, man nedsatte efter valgnederlaget i 2019, og som skulle definere en ny nationalkonservativ redningsplanke for partiet. Arbejdsgruppen, der også havde teologen Katrine Winkel Holm og to medarbejdere fra sekretariatet som medlemmer, skrev i september 2019 en rapport med 40 konkrete ideer til et nationalkonservativt manifest. Det nåede blandt andet frem til, at forældre skulle have betaling for at passe egne børn, men altså også, at Danmark skulle udtræde af Europarådet, hvad Morten Messerschmidt efterfølgende åbent tog afstand fra. Han forsøgte til gengæld efterfølgende at profilere sine egne mærkesager om, at kristendom skulle fylde mere i folkeskolen, der skulle have obligatorisk morgensang.

Flere kilder bekræfter i dag, at fjendskabet mellem de to kandidater blev grundlagt allerede i det udvalgsarbejde. Det er paradoksalt, at først da Dansk Folkeparti satte sig for at definere sig selv ideologisk, begyndte det at gå rigtig galt. Og så har det nationalkonservative program endda aldrig fået nogen politisk gennemslagskraft og vil næppe heller få det.

Sagen er, at på de gamle kerneområder, som vælgerne har flyttet sig efter - udlændingepolitik, retspolitik og internationalt samarbejde - har de allerede flere nationalkonservative alternativer til Dansk Folkeparti, det være sig Nye Borgerlige eller Liberal Alliance og med hensyn til udlændinge- og retspolitikken endda også Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative.

Revner Dansk Folkeparti efter søndagens formandsvalg, og dannes der et nyt parti med Inger Støjberg i spidsen, bliver den nationalkonservative konkurrence kun endnu hårdere for Morten Messerschmidt, der i så tilfælde vil være blevet den ny DF-formand.