En ny iPhone 6s til godt 7000 kroner – det skal man da have. Alle andre har den.
Men hvordan? Især de unge har ikke den slags penge frit tilgængeligt på kontoen, men her er telefonselskaber og udlånsvirksomheder behjælpelige: Med lange afdragsordninger og hurtige lån til høje renter er det muligt for enhver at købe lige det, de vil. På kredit.
Og det gør vi. Faktisk har flere undersøgelser vist, at vi er det land i den vestlige verden, hvor den enkelte husholdning skylder mest væk. Samtidig er antallet af registrerede dårlige betalere i RKI steget og steget og omfatter nu hver 20. voksne dansker, svarende til 231.785 mennesker. Vi skylder både for stort og småt, og gæld er i det hele taget blevet en naturlig del af tilværelsen for langt de fleste.
Den udvikling står i kontrast til, at det for bare få årtier siden stadig var den gældende norm, at skyldte man penge væk, var det sjældent mere, end man kunne betale tilbage inden for få år. Men vi har udviklet en kreditkultur, hvor den nye norm er, at man låner sig til det, man ønsker sig, siger projektchef i Forbrugerrådet Tænk, Turf Böcker Jakobsen.
Han står i spidsen for et projekt, der skal finde nye metoder til mere effektivt at forebygge gældsproblemer blandt unge. For den mere afslappede holdning til at låne er blevet et meget reelt problem. Ikke blot for den enkelte her og nu, men for en hel generation, som allerede har vænnet sig selv og hinanden til, at det ikke er nødvendigt at sætte tæring efter næring.
Og måske endnu værre: At det ikke giver mening at spare op, når man alligevel bare kan låne uden at bekymre sig om at skulle betale tilbage lige foreløbig.
Der er flere forklaringer på udviklingen. Først og fremmest er det blevet væsentligt nemmere at låne penge. Tidligere skulle man sidde foran en bankmand og gennemgå sin økonomi. I dag kan man med få tryk på den dyrt indkøbte telefon låne flere penge, uanset økonomisk baggrund, hvis bare man er villig til at betale høje renter. Et stort og noget overset problem er desuden de mange nye afdragsordninger, der vinder frem, mener Turf Böcker Jakobsen:
”At have forbrugsgæld i en eller anden form er blevet en naturtilstand, fordi det nærmest er et krav for at kunne leve det, vi forbinder med det gode liv: Rejser, det flotte hjem, dyr teknologi og et højt hverdagsforbrug. Vi er blevet mere forvænte og samtidig mere utålmodige, og det udnytter forbrugslånemarkedet i sin markedsføring. De råber alle sammen: Der er ingen grund til at vente på noget.”
Og det er ikke bare ungdommelig kådhed. Den befolkningsgruppe med flest dårlige betalere er de 41-50 årige. Dem er der 60.000 af svarende til 7,4 procent af aldersgruppen i befolkningen. Herefter kommer de 21-30 årige og derefter de 18-20 årige.
Den økonomiske uligevægt har det dog med at rykke med livet igennem. De 40-70 årige skylder således i gennemsnit 100.000 væk. Selv blandt pensionister op til 80 år er gældsposten på 70.000 kroner i gennemsnit.
Et andet problem ved danskernes gæld, som alene i RKI-registeret beløber sig til 16,5 milliarder kroner, er, at den gør Danmark mere sårbar over for udsving i renteniveauet. Stiger renten, bliver lånene dyrere, og skyldnerne og dermed samfundet lammes ekstra hårdt. Hvis vi samtidig er ved at forlade traditionen for at spare op, kan ikke bare den enkelte, men hele samfundsøkonomien nemmere komme i problemer.
På trods af alt dette er der nærmest ingen diskussion af vores nye gældskultur, mener lektor Ole Bjerg fra institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School. Og det undrer ham, for vi var ikke sene til at kritisere grækerne for deres gældsbyrde for kort tid siden. Men det er, som om vores egen gæld er en blind og apolitisk vinkel, ingen for alvor går i rette med.
”I USA har man en gældsstrejkebevægelse, hvor man blandt andet gør oprør mod, at studerende skal gældsætte sig så hårdt for at få en uddannelse. Men i Danmark stiller ingen rigtig spørgsmål ved eksempelvis den enorme gæld i landbruget. Det er blot den enkelte landsmands problem, og der er ingen kollektiv bevidsthed om, at gælden – både hos landmænd og den almindelige dansker – er udtryk for et dybereliggende problem,” siger han.
Det problem kunne være, at vi har vænnet os til vækst i en grad, så vi blandt andet låner efter, hvad vi forventer, at vores hus stiger i værdi, mener Ole Bjerg. Det gør, at vi ikke engang er flove over at skylde penge, for vi kan jo betale tilbage, så snart huset er blevet mere værd. Men det er jo nærmest en pyramidespilstankegang, som gør vores økonomi mere ustabil og mindre fleksibel.
Der er dog også mere opmuntrende aspekter af vores lånevillighed. Den viser, at vi helt grundlæggende tror på fremtiden. Og så er det fortsat sådan, at selv om vi har fået et noget mere afslappet forhold til at låne, skammer vi os stadig over ikke at kunne betale tilbage, påpeger Turf Böcker Jakobsen:
”Vores undersøgelser blandt unge viser klart, at der stadig er store mængder skam forbundet med at være registreret i RKI. Så kreditkulturen er ikke bare udtryk for en øget uansvarlighed, den afspejler nok snarere vores ændrede værdier i forhold til, om det er vigtigt at kunne klare sig udelukkende ved egen hjælp. Og om hvor nødvendigt det er at være forberedt på uforudsete hændelser i livet.”