Prøv avisen
Politisk set

Vælgerne stemmer ikke kun efter pengepungen

Hvis økonomiske resultater afgjorde valg, ville statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) have gode muligheder for genvalg. Men vælgerne tænker ikke på deres egen pengepung, når krydset skal sættes, skriver professor Peter Nedergaard

It’s NOT the economy, stupid

I Bill Clintons valghovedkvarter under kampen for at blive præsident i 1992 havde hans valgstrateg, James Carville, hængt et slogan, hvor der stod: ”The economy, stupid”.

Det er senere blevet gentaget under utallige former som ”It’s the economy, stupid”.

Meningen med sloganet var at minde alle om, at når det kom til stykket, var det vælgernes økonomiske velbefindende, som det kom an på. Kunne man overbevise dem om, at Clinton bedre kunne skaffe mere økonomisk vækst og flere jobs end Bush senior, havde man vundet. Det betød, at Clinton igen og igen slog på, at han kunne skaffe de amerikanske vælgere en bedre økonomi, end Bush havde præsteret.

Nu vandt Clinton over Bush, og det så mange som en bekræftelse på, at antagelsen holdt.

I den nye ”Nordic Outlook” forudses en økonomisk vækst i bruttonationalproduktet i Danmark i 2019 på 2,0 procent mod 1,4 procent i 2018.

En af økonomerne bag rapporten er Elizabeth Mathiesen. Hun siger:

”Dansk økonomi ser ualmindelig robust ud. Beskæftigelsen er i fortsat fremgang, og forbruget er forankret i en stærk indkomstvækst.”

I forlængelse heraf var ledigheden i årets første tre måneder på 3,7 procent af arbejdsstyrken. Ledigheden er nu tæt på bundniveauet under højkonjunkturen, lige før finanskrisen satte ind i 2008.

Med et sådant bagtæppe af gode økonomiske resultater skulle statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) være selvskreven til at genvinde regeringsmagten ved folketingsvalget den 5. juni. Alle pile burde pege i den retning, hvis der ellers overhovedet var noget om snakken i sloganet under Clintons 1992-valgkampagne. Når det alligevel ikke forholder sig således, er det et paradoks, som kalder på en forklaring.

En sådan forklaring består i flere faktorer. Den første drejer sig om statsministerens person. Mens Anders Fogh Rasmussen (V) lykkedes med at opbygge et godt og solidt image under statsministertiden, er det samme aldrig lykkedes for Lars Løkke Rasmussen, selvom den ene ikke har noget at lade den anden høre, når det drejer sig om politiske og økonomiske resultater.

Lars Løkke Rasmussen kom til statsministerposten i 2015 med skrammer og ar, som stammede fra det kupforsøg mod ham som formand for Venstre, der kun med nød og næppe blev afværget i 2014, hvor Kristian Jensen (V) i sidste øjeblik trak sit kandidatur. Opgøret havde rod i sagen om tøj til Løkke betalt af partiet for 150.000 kroner. Formandsopgøret i det traditionelle høvdingeparti var uset.

Også under statsministertiden er der kommet sager frem – godt nok fra før, han blev statsminister – som havde at gøre med personlige økonomiske interesser, hvor Løkke ifølge kritikerne har accepteret at mødes med bestemte personer mod, at de donerede midler til Løkkefonden. Alle disse sager har ikke været ideelle som indgang til valget.

Herudover er der spørgsmålet om, hvordan regeringen har fungeret som kollektiv. I den forbindelse har regeringen især efter udvidelsen med De Konservative og Liberal Alliance i 2016 været præget af tumult, selv om partierne i sidste faste har lagt en dæmper på sig selv. Det mest eklatante episode som tegn på regeringens dysfunktionelle situation fandt sted i 2017, da Liberal Alliance – på trods af, at man var regeringsparti – direkte truede med at stemme imod det forslag til finanslov, som regeringen havde fremsat, hvis ikke man fik indrømmelser angående topskatten. Det er aldrig sket før i dansk politisk historie.

Sidst – men ikke mindst – er en del af forklaringen på regeringens manglende gode odds, at man med Socialdemokratiets totale omvendelse (eller venden tilbage, som partiet selv ville udtrykke det) til en stram udlændingepolitik har mistet muligheden for at angribe denne flanke. Det har allerede medført et returløb af vælgere fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet.

Alt i alt er det et paradoks, at regeringen ikke står bedre i opinionsmålingerne forud for valget, når man har så gode økonomiske kort på hånden. Det viser imidlertid, at vælgerne ikke KUN tænker på egen pengepung, når de tilkendegiver, hvem de ønsker at stemme på. Det er noget, som de ”dumme” tror.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.