Skolebørnene er lige kravlet op fra havnebassinet ved Islands Brygge, da miljøminister Ida Auken (SF) sammen med sin pressemedarbejder ankommer til havnebadet i Københavns Havn. Det er her, Ida Auken har sat Kristeligt Dagblad stævne. Vi har bedt hende og de andre yngre politikere, vi er i serien om yngre politikeres værdier, udpege et sted i Danmark, som bedst illustrerer deres visioner.
Havnebassinet symboliserer en fantastisk fortælling om alle tre former for bæredygtighed, der altid skal være tænkt sammen. Løsninger, der reelt er langtidsholdbare, og hvor man ikke sender en regning videre til nogle andre. Det kunne være til naturen, til sine efterkommere eller til andre i samfundet, siger Ida Auken.
Den miljømæssige side er ret klar. Man kan svømme i Københavns havn, og vandet er så rent, at der nu begynder at komme fisk og planter. Det slår benene væk under folk andre steder i verden, når man fortæller om det, og at vi endda har fået et havnebad her.
LÆS OGSÅ: Danskerne er medborgere og ikke bare kunder i butikken
Den sociale side er også helt tydelig, nemlig at man har tænkt menneskerne med ind i det. Københavnerne har fået et mødested, som skaber liv, hvor der var temmelig dødt før i tiden. Den økonomiske side er heller ikke så tosset, for det har været med til at løfte huspriserne og har givet København et vartegn ude i verden. Det er en grøn by. På den måde er det et mikrokosmos-billede på det samfund, jeg er rigtig stolt over at være vokset op i, siger hun.
Et par uger forinden var Kinas præsident, Hu Jintao, på besøg, og han fik blandt andet indblik i, hvordan vi renser alt vores spildevand. Desuden, hvordan vi med såkaldte intelligente kloakker sikrer byen mod enorme regnskyl, og hvordan vi passer på drikkevandet. Nok en historie, der kan interessere i et land som Kina, hvor hver femte flod er så forurenet, at man ikke kan stikke sin hånd i dem, og hvor der er store problemer med at skaffe vand til produktion og landbrug.
Vand er jo centrum for tilværelsen. Vi glemmer, at vi selv består af 70 procent af det. For mig er det et rigtig godt billede på, hvad miljøpolitik går ud på. Det skal handle om at passe på livet, siger Ida Auken.
Mange mennesker forbinder ikke miljø med penge, men snarere med værdier. Hvordan ser du på det?
Selvfølgelig har det at passe på miljøet og vores omgivelser en værdi i sig selv. Alene af den grund skal man have en miljøminister og være fælles om at passe på tingene til næste generation, så der også er noget til den.
Og så forklarer ministeren, at det er absurd, at økonomi er blevet et mål i sig selv, når økonomi i virkeligheden burde være et middel til at sikre miljøet for kommende generationer.
Vi skal have holdbare kurver for vandforbrug, ressourceforbrug og forurening. På den måde bliver man nødt til at tænke økonomisk, alligevel. En af de ting, jeg virkelig kæmper for, er at få miljøet placeret i hjertet af økonomien. I virkeligheden at få hensynet til mennesker og til vores sociale liv placeret i hjertet af økonomien.
Hele værdidebatten har jo i mange år før krisen handlet om identitet, nationalitet, kultur, integration og retspolitik. Nu er den debat blevet helt overskygget af økonomi. Hvad mener du om det?
Jeg synes, værdidebatten skal genoplives. Vi kan allesammen tage fat på forståelsen af vores fællesskab. Det er permanent under pres, udefra og indefra. Vi er i fare for at miste forståelsen af, at vi bliver mere hele mennesker i fællesskab, og at de løsninger, vi finder sammen, er de bedste.
I en teologisk kontekst har vi måske misforstået nogle af lignelserne. Hvis man tager lignelsen om ikke at sætte sit lys under en skæppe eller lignelsen om de nedgravede talenter, kan de hurtigt blive fortolket sådan, at vi skal blive små entreprenører, som skal skabe vores egne liv. At vi skal deltage i talentshows og blive sangerinder eller statsministre eller på anden måde store helte.
Men lignelsen om ikke at sætte sit lys under en skæppe handler om, at man skal lade sit lys skinne for andre. Den handler ikke om, at man skal være stjerne for en aften og glimte over alle de andre. Det handler om at give andre plads til at være der.
Hvorfor er den misforståelse opstået?
Fordi der har været en meget stærk liberalistisk tendens, der ser mennesket som en lille ener, der driver sig selv frem i verden, og den stærkeste overlever, og det er godt i den filosofi. Man tror, at folk, der er endt på samfundets bund eller udenfor arbejdsmarkedet på en eller anden måde selv er skyld i det. Derfor har man fundet på det med, at det skal kunne betale sig at arbejde. For man antager, at dem, der er faldet udenfor, bare er dovne. Nogle gange kan man høre folk tale om, at kriminelle selv har valgt at være det, men der er balancen tippet over. Mennesker bliver til i de fællesskaber, de er i.
Mennesker skal mødes af anerkendelse af deres forældre og af de mennesker, der omgiver dem og til sidst også af et arbejdsmarked, der siger, Der er brug for dig.
Kan du som politiker ændre den liberalistiske strømning, du taler om, eller foregår det et andet sted?
Ja, det kan man godt som politiker i de debatter, man deltager i. Det her er jo en debat, som først lige er gået i gang. Vi trænger til at få nuanceret det menneskesyn, der tror, at frihed er, når du ikke skal betale skat til andre mennesker og fællesskabet. At frihed er, når der ikke er bånd på dig, og du må køre ligeså stærkt, du vil, på motorvejen. At frihed er, når der ikke er aftaler, der ikke binder dig for hårdt.
I stedet for at sige, at frihed er, når vi giver plads for hinanden og netop lader vores lys skinne for andre.
Politiske modstandere vil vel sige, at vi allerede lever i et samfund, der i vid udstrækning har de værdier, du skitserer her. Maler du ikke billedet alt for sort?
Jeg maler det ikke for sort, men hvad er presset på os? Jeg synes, der er et voldsomt liberalistisk pres også på de børn, vi opdrager. De bliver opdraget til, at de skal være små, skinnende stjerner. Børn får at vide, at de skal stille op i X-Factor-køen, og at én af dem har talent.
Det er en menneskeforståelse, som jeg ikke håber, vinder mere genklang. Derfor ser jeg det også som en værdikamp. Vores samfund hænger rigtig godt sammen, men hvis vi ikke holder skansen på værdierne, går der ikke lang tid, før vi får det politiske nedbrud.
Om det er beskedenhed eller glemsomhed står ikke helt klart. Men Ida Auken har ikke selv nævnt den række af politiske beslutninger i år, der faktisk antyder, at der er sket et værdipolitisk skifte med den nye regering. I flæng kunne nævnes, at de såkaldte fattigdomsydelser er afskaffet, at pointsystemet for familiesammenføringer er væk, at homoseksuelle har fået mulighed for at blive kirkeligt viet, at den kriminelle lavalder er sat op fra 14 til 15 år, og at der alligevel ikke bliver bygget nogen grænsestation ved Kruså.
Da ministeren bliver mindet om dem, medgiver hun, at det er sejre. Også efter hendes egen definition af værdipolitik som et mål om styrke fællesskabet i forhold til individualismen.
Regeringsskiftet var vigtigt for at få værdipolitikken på ret kurs, men der er mange skridt at tage endnu for at huske på, at der er brug for alle.
Hvad er det for skridt?
At vi tager diskussionen, som vi gør nu. At vi bliver ved med at sikre i vores velfærdssamfund, at folk kan få en uddannelse, uanset hvor de kommer fra. At når der ikke kommer for lang afstand mellem top og bund, får man de lykkeligste og frieste mennesker. Og at når folk bliver tabt ud af arbejdsmarkedet, er det en ulykke. Derfor er det en hovedmålsætning for denne regering at få skabt flere arbejdspladser, siger Ida Auken.
Så vi kom alligevel ikke helt udenom at tale om penge, men vi undgik da at falde i havnens nu rene vand.