Prøv avisen

Det handler om livsmod

Halvdelen af de unge i Tasiilaq har forsøgt at begå selvmord. – Foto: Karin Dahl Hansen.

Livsmod: Selvmord plager fortsat Grønland, og den grønlandske østkyst er indehaver af en kedelig verdensrekord. Men det lille samfund prøver at lære de unge at gribe ud efter hinanden

Børn i alle aldre har smidt cyklerne fra sig på jorden, og samme sted er overtøjet røget. De hopper og griner i den store havetrampolin foran præst James Ignatiussens røde hus i Tasiilaq, hovedbyen i Ammassalik Kommune på den grønlandske østkyst.

Hvor andre borgere har slædehunde, snescootere og udtjente hvidevarer stående foran deres bolig, har byens præst en havetrampolin. En af dem, der snart står en af i enhver parcelhushave i Danmark. Men i Tasiilaq er der én. Og den virker som en magnet på børn med livsglæde.

Men noget går skævt i deres opvækst. Nye tal fra Familiedirektoratet i Nuuk flere hundrede kilometer væk fra den lille idylliske by fortæller en anden historie. Halvdelen af de unge i kommunen har forsøgt at begå selvmord, og for nogle lykkes det på et eller andet tidspunkt. Sidste år tog syv mennesker livet af sig i kommunen, og i et lille samfund, hvor alle kender alle, mærkes det. Ikke en eneste familie har undgået at have problemet helt inde under huden.

For ganske nylig hængte den kvinde, der fører tilsyn med byens kollegium sig. På kollegiet bor store børn på 14 til 16 år, der er flyttet fra bygderne og ind til Tasiilaq for at fuldføre folkeskolen her. Selvmordet gav efterdønninger på skolen.

Jeg føler vrede, når en person, som fremstår som rollemodel for de unge, begår selvmord. Men samtidig er det også dybt tragisk for familien, der mister én, de holder af. Så mine følelser er splittede i to. Vrede og omsorg, siger skoleinspektør Jørn Holbech.

Han er kommet til byen for under et år siden og er overvældet over det, han har oplevet. Den synlige og offentlige drukkenskab, men også befolkningens umiddelbarhed og ærlighed. Når man spørger, får man svar.

Nogle af de selvmordsforsøg, vi ser blandt børn og unge, bunder dybest set ikke i et ønske om at dø, men er snarere et råb om hjælp. Fra gammel tid var selvmord en løsning blandt gamle, der lå fællesskabet til last. De kunne gå til fjelds. Og noget af den kultur er trængt ned til børn og unge, siger Jørn Holbech.

Det bekræfter Rane Willerslev, der er antropolog og ph.d. fra Aarhus Universitet. Han forsker i selvmordsadfærd i de arktiske egne fra Alaska over Grønland til det nordlige Sibirien. Sidstnævnte sted har han netop befundet sig i i flere måneder, og også her bliver der begået mange selvmord.

Det er det samme mønster i hele det arktiske område, og det er hovedsageligt unge mænd mellem 16 og 30 år, der begår selvmord. Men det er en fejl at tro, at selvmordene udelukkende kan forklares med ikke-fungerende familiemønstre, alkoholmisbrug og seksuelt misbrug som følge af kulturtab i de arktiske samfund. Litteraturen viser, at disse selvmord også fandt sted i 1800-tallet, siger Rane Willerslev.

Han peger på, at selvmord anses for en fundamental rettighed i de arktiske egne, og at reinkarnationstankegangen mange steder fortsat trives. Man har således en forestilling om, at selvmordet er en offergave til ånderne selv i de folkeslag, der er kristne. Her er selvmord blot mere tabuiseret end i de befolkningsgrupper, der fortsat har en naturreligion.

Men uanset hvilken gruppe, der er tale om, bliver ungdomsselvmordene betragtet som asociale. Det vil sige, at det er en uacceptabel handling, at en ung mand, der lige er blevet forladt af kæresten, går ud og hænger sig uden at informere nogen.

Den adfærd har de i flere år prøvet at ændre i Tasiilaq i en gruppe for unge, der på en eller anden måde anses for at være truede. De kan have brug for ekstra opmærksomhed, er måske triste, eller en voksen har henvendt sig, fordi han eller hun er bekymret for den unge. Ungdomsgruppen mødes en gang om ugen sammen med en af kommunens psykologer. De laver mad sammen og har som regel ogsåinviteret en gæst. Det kan være jordemoderen, der taler om kær-lighed, den unge fanger, som beretter om byens historie og tager de unge med ud på en hundeslædetur, eller det kan være præsten, der kommer og taler om livet.

Det handler om det gode liv, og vi prøver at åben deres øjne for de muligheder, der er på trods af den modgang, de møder. Det er vigtigt, at de lærer at søge hinanden eller en voksen, hvis de bliver triste. Og vi taler om, at en god kammerat er én, der får øje på hende eller ham, der er alene og ked af det, fortæller psykolog Kirsten Berngård.

En af dem, der går foran, når det handler om at give de unge livsmod, er manden med havetrampolinen. Præst James Ignatiussen er far til tre voksne børn, og derudover har han to adoptivbørn på 16 og 9 år og fire plejebørn mellem 12 og 14 år. Desuden er han medlem af kommunalbestyrelsen, hvor han er formand for socialudvalget.

Selvmord er en del af den eskimoiske kultur, men i de senere år er det som om, vi har haft færre selvmord, siger han, og fortsætter:

I konfirmationsforberedelsen er selvmord et ret stort tema. Med udgangspunkt i de 10 bud taler vi om livet. Vi taler om livet og døden, og om at døden ikke er løsningen på problemerne. Det er livet, der er svaret.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk