Saudisk hadprædikant besøgte kontroversiel moské inden stor milliondonation

Flere politikere har været nervøse for tætte forbindelser mellem Saudi-Arabien og Taiba-moskéen på Nørrebro. Kristeligt Dagblad kan nu fortælle, at en saudisk hadprædikant besøgte moskéen i november 2017. Året efter fik moskéen fem millioner kroner af den saudiske ambassade

De nye oplysninger belaster Taiba-moskéen på Nørrebro, der flere gange har været ufrivilligt i mediernes søgelys.
De nye oplysninger belaster Taiba-moskéen på Nørrebro, der flere gange har været ufrivilligt i mediernes søgelys. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Inger Støjberg (V) jublede.

I hendes tid som udlændinge- og integrationsminister havde embedsmænd længe arbejdet på en liste over hadprædikanter, der under ingen omstændigheder måtte rejse til Danmark for at udbrede deres holdninger. Nu var listen en realitet, og det fejrede Venstre-politikeren ved at hænge en af prædikanterne offentligt til tørre.

”Hadprædikanten Abdullah bin Radi Almoaede Al-Shammary fra Saudi-Arabien er fra i dag nægtet adgang til Danmark,” skrev Støjberg på sin Facebook-profil den 12. december 2017.

Hun lagde tilmed et billede af Al-Shammary op og forklarede, hvorfor det fremover var nødvendigt at nægte typer som ham adgang til landet.

”De er ondskabens fangearme, og vi har alt for ofte set, hvordan de indfanger og opfordrer til had og terror,” lød det i opslaget.

Hvad der ikke fremgik af Inger Støjbergs opslag var, at Abdullah Al-Shammary kun en måned forinden besøgte Danmark. Her holdt han over flere dage en række foredrag i den stærkt kontroversielle Taiba-moské på Ydre Nørrebro i København.

Det kan Kristeligt Dagblad i dag fortælle på baggrund af et dokument fra Udlændingestyrelsen, som avisen har fået aktindsigt i. Oplysningerne bekræftes af flere opslag på arabisk og et billede fra november 2017 på Taiba-moskéens Facebook-side. Her oplyses det, at Abdullah Al-Shammary holdt en foredragsrække i moskéen fra den 5. til den 9. november 2017.

De nye oplysninger belaster Taiba-moskéen på Nørrebro, der flere gange har været ufrivilligt i mediernes søgelys, blandt andet fordi den terrordømte boghandler fra Brønshøj, Said Mansour, og terroristen bag angrebet på Krudttønden, Omar el-Hussein, før er kommet i moskéen. Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan Taiba i 2018 modtog fem millioner kroner i en donation fra Saudi-Arabiens ambassade. Et beløb og en afsløring, som fik eksperter og politikere til tale om, at der med pengene ville kunne komme en ”udveksling af imamer” og en tydelig saudiarabisk påvirkning af Taiba-moskéen.

De påståede bånd mellem Saudi-Arabien og Taiba-moskéen synes med oplysningerne om Abdullah Al-Shammarys danske visit langt mere sandsynlige end før. Det mener Lene Kühle, professor på Aarhus Universitet og en af Danmarks førende moskéforskere.

”Vi ved selvfølgelig ikke, om pengene har været betinget af besøget. Men det vil være mærkeligt at sige, at der ikke er en forbindelse. Det er en sandsynlig konklusion, at Saudi-Arabien har købt sig til en form for indflydelse i moskéen,” siger hun.

Rasmus Stoklund, udlændingeordfører i Socialdemokratiet, kalder de nye oplysninger ”alvorlige”. Ifølge ham bekræfter de frygten for, at der er tætte forbindelser mellem det konservative islamiske regime i Saudi-Arabien og moskéen på Ydre Nørrebro.

”Det her understreger en forbindelse. De sender finansiering til moskéen, og de sender en mand op til Danmark, der ender på hadprædikantlisten.”

”Saudierne gav ikke penge til moskéen for deres blå øjnes skyld. Der er et ønske om at få udbredt nogle holdninger, som vi ikke er interesseret i at få udbredt i Danmark,” siger Rasmus Stoklund.

Abdullah al-Shammary er ifølge Udlændingestyrelsen islamisk lærd på et universitet i Saudi-Arabien og kom på listen over hadprædikanter den 12. december 2017. Således var det ikke ulovligt, da han i november 2017 besøgte Taiba-moskéen. Hans indrejseforbud gjaldt i to år og blev ophævet i december 2019.

Det har ikke været muligt for Kristeligt Dagblad at få fat i de prædikener og foredrag, han holdt i moskéen under besøget i Danmark. Ifølge de føromtalte Facebook-opslag fra moskéen drejede det sig om både foredrag og såkaldte ”juridiske sessioner”. Men det er ikke til at sige, om det konkrete indhold af disse foredrag har medvirket til, at Abdullah al-Shammary en måned senere blev nægtet indrejse til Danmark i to år.

I Udlændingestyrelsens fil på Al-Shammary, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i, linker styrelsen til en hjemmeside med tekster og prædikener af saudiaraberen. Teksterne afslører stærkt kontroversielle holdninger til eksempelvis jøder.

”Åh Gud [...] lad dine soldater sejre og støt dem i Palæstina. Velsign deres sten […]. Gør, at deres drab af jøderne bliver til en udslettelse og gør deres jihad til et ritual […] Vær på deres side og ikke imod dem, beskyt deres religion og blod, og rens de hellige steder fra de snavsede jøder og de samsværgende korsriddere,” lyder det i en tekstpassage af Abdullah al-Shammary, som Kristeligt Dagblad har fået oversat til dansk.

Ifølge Brian Arly Jacobsen, lektor på Københavns Universitet og islamekspert, er det med undtagelse af tyrkiske moskéer i Danmark ”ikke normalt, at vi ser udenlandske prædikanter i danske moskéer.”

Abdullah Al-Shammary har 52.000 følgere på det sociale medie Twitter, hvor han ofte udsender beskeder af religiøs karakter. Han er ifølge Udlændingestyrelsen uddannet i islamisk jura og prædiker i Omar bin al-Khattab Moskeen i Hail, der ligger i det nordlige Saudi-Arabien. Han er desuden medlem af Den Saudiske Forsamling for Islamisk Jura, oplyser Udlændingestyrelsen.

Det er ifølge Brian Arly Jacobsen umuligt at spå om, hvorvidt Abdullah Al-Shammarys besøg i Taiba-moskéen direkte har været koordineret af den saudiarabiske stat. Dog er der i andre lande set eksempler på, at konservative saudiarabiske imamer rejser til udlandet på islamisk charmeoffensiv koordineret af den saudiske stat.

”Man vil typisk se, at Saudi-Arabien vil bekoste prædikanternes rejse og ophold, men det er ikke til at sige med sikkerhed i det her tilfælde. Valget af prædikant er med til at bekræfte, at Taiba-moskéen har en konservativ eller ligefrem fundamentalistisk fortolkning af islam, der passer Saudi-Arabien,” siger Brian Arly Jacobsen.

Hverken Taiba-moskéen eller den saudiarabiske ambassade er vendt tilbage på Kristeligt Dagblads henvendelser i forbindelse med denne artikel.