Prøv avisen

Det hjælper at snakke om sorgen

Jette Wahlberg, der selv har mistet en søn og et barnebarn i en bilulykke, ser positivt på Forældreforeningen ""Vi har mistet et barn""s initiativ til en selvhjælpgruppe til bedsteforældre, der har mistet et barnebarn. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Jette Wahlbergs verden ramlede sammen, da hun for fire år siden mistede sin søn og sit barnebarn i en trafikulykke. Men det hjalp hende at møde andre i samme situation

– I må undskylde, at jeg græder. Men det betyder altså ikke, at jeg ikke vil tale om det, siger Jette Wahlberg.

Selv om det snart er fire år siden, at Jette Wahlberg mistede sin søn og sit yngste barnebarn, gør det stadig ondt at tale om sorgen, forklarer hun, mens hun sidder i den hvide sofa i den treværelses lejlighed på Amager.

Hun tørrer tårerne bort og begynder at fortælle om den søndag, hvor familien skulle have indtaget den traditionelle pinsefrokost.

– Da jeg fik beskeden, vidste jeg med det samme, at den var gal. Jeg benægtede det udvendigt, men indeni vidste jeg, at den var gal, fortæller Jette Wahlberg.

Hendes søn, svigerdatter og deres to børn havde været i sommerhus og kørte mod København, da ulykken skete.

Sønnen mistede herre-dømmet, og bilen fløj ind i et skilt. Hendes søn og yngste barnebarn mistede livet, mens svigerdatteren og det ældste barnebarn slap uskadte.

Jette Wahlbergs verden ramlede sammen. Alt var et virvar og kaos.

– Jeg arbejdede for ikke at blive sindssyg. Familie og venner var der for mig, men de forstod mig ikke. For når de ikke selv har mærket situationen på deres egen krop, kan de ikke sætte sig ind i min sorg. I flere år følte jeg, at jeg skulle forklare og forsvare, hvordan jeg reagerede i forskellige situationer. De forstod ikke, at jeg havde forandret mig efter alt, hvad der var sket, siger Jette Wahlberg.

– Der var så mange ting, som jeg heller ikke selv forstod. Jeg begreb ikke, hvorfor jeg mistede en masse selvtillid det første år efter ulykken. Men jeg følte mig reduceret til et nul. Og jeg synes ellers ikke, at jeg mangler selvtillid normalt, siger Jette Wahlberg.

Det var efter samråd med en psykolog, at hun begyndte at lede efter andre i samme situation.

Hun gik på nettet og søgte efter ordet "sorg". Blandt tusinder af links stødte hun på Forældreforeningen "Vi har mistet et barn". To måneder senere, i august 2001, deltog hun i sit første møde i fore-ningen.

– Når det hele er så kao-tisk, at man ikke kan sætte ord på sorgen, kan det hjælpe, at man er sammen med andre i samme situation. På den måde kan man få sat ord på tingene og få åbnet op for de følelser, man har, siger Jette Wahlberg.

– Selvhjælpsgruppen hjalp mig til at finde ud af, at jeg ikke var ved at blive sindssyg. Jeg reagerede fuldstændig normalt i forhold til det, der var sket. Det var ikke kun mig, men os alle sammen, der følte sådan. Vi sås regelmæssigt en gang om måneden her hos mig og fik snakket sammen om vores kaotiske følelser, om vores døde børn, om vores levende børn, venners og familiers svigt. Svigt skal ikke her forstås negativt, men folk, der ikke kender til sorg på deres egen krop, ved ikke, hvordan det er, siger Jette Wahberg.

Hun oplevede selv, at hendes egen mor på 80 år havde svært ved at håndtere sorgen. Jette Wahlberg mener, at sorgen rammer bedsteforældrene dobbelt. De sørger både over tabet af barnebarnet og over deres børns sorg.

– Der er ikke noget, der er så frygteligt som at se ens barn have det dårligt. Det er frygteligt at miste et barn. Men hvis ens barn selv mister et barn ..., siger Jette Wahlberg, der mener, at bedsteforældrenegenerationen ofte er mere lukkede om følelser og sorg end deres børn.

Hun mener, at det nye initiativ med at oprette selvhjælpsgrupper til bedsteforældre, der har mistet deres barnebarn, kan hjælpe dem til at få talt med andre i samme situation.

– Før i tiden snakkede man ikke om det, når man havde mistet et barn, og det præger mange bedsteforældre. De er også bange for, at deres børn skal bruge kræfter på at tage hensyn til dem, hvis de giver udtryk for deres sorg. I selvhjælpsgrupperne, tror jeg, at bedsteforældrene kan få snakket med andre i samme situation og komme af med deres sorg.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk