Tidligere Gyldendal-direktør: Vi er alle med i en stivbenet kragedans

Johannes Riis, forlægger og tidligere litterær direktør på Gyldendal, står sammen med sin hustru midt i en omfattende flytning. Trods alt det uoverskuelige giver flytningen dem også noget konkret at tage sig til midt i krisen

Johannes Riis, 70 år, peger på, at coronakrisen vil tvinge os til at tænke på en anden måde og leve på en anden måde, når det hele er overstået. – Foto: Leif Tuxen.
Johannes Riis, 70 år, peger på, at coronakrisen vil tvinge os til at tænke på en anden måde og leve på en anden måde, når det hele er overstået. – Foto: Leif Tuxen.

Hvordan bevarer du livsmodet i denne tid?

Først og fremmest ved at gentage over for mig selv, at det ikke bliver ved: Det er slemt nu, det er slut med verden, som den var for en måned siden; men den virkelighed, den uvirkelighed, vi lever i lige nu, varer ikke evigt. Vi ved ikke, hvor længe; men den holder op en dag, og den dag skal vi så til at forholde os til en ny virkelighed. Det bliver, hvad man kan kalde en udfordring.

Hvordan bruger du din tid anderledes nu?

Min kone og jeg er p.t. ved at flytte ud af det hus, vi har boet i i 35 år med alt, hvad det indebærer, ikke mindst en forfærdelig masse ting og sager. Det er nu alt sammen ude af matriklen i Brede; en del – foreløbig for lidt – er kørt på genbrugspladsen, andet foræret væk; det meste af det, der er tilbage, står nu i en container i Skovlunde, den nåede lige at blive pakket, inden det hele brød løs, og resten befinder sig i vores sommerhus, hvor vi bor nu, og hvor vi skal forsøge at få det fordelt på de kvadratmeter, vi råder over her.

Det er både en forbandelse og en velsignelse at flytte midt i det hele. På den ene side får det den nye virkelighed til at tage sig endnu mere uoverskuelig, usikker og uvirkelig ud, på den anden giver den én noget helt konkret at tage sig til og tage stilling til: Hvor skal den reol stå? Har vi plads til den gulvvase? Er det virkelig værd at gemme på den kommode? Og hvordan skal bøgerne arrangeres, efter genre, efter forfatter, efter sprog?

Jeg kommer jo heller ikke på forlaget, som jeg plejer. Ligesom næsten alle andre sidder jeg ved skærmen derhjemme, det vil sige i sommerhuset, og passer det, der skal passes. Jeg savner selvsagt mine kolleger; men en af de gode egenskaber ved den nye teknik, ved digitaliseringen, er jo, at den, man er i kontakt med digitalt, kan være ligeglad med, hvor man befinder sig. Det gør ingen forskel, hvor man er; man kommunikerer lige godt. Hvordan ville vores aktuelle virkelighed have set ud, hvis vi ikke havde kunnet arbejde hjemmefra?

Jeg oplever også min omverden på en anden måde: Det er foruroligende at gå rundt i spøgelsesagtigt tomme gader, at køre på næsten øde veje, at gå på indkøb og se, hvordan folk hele tiden tager sig i det, hele tiden kommer suveræne livsytringer i forkøbet: holder afstand, tager sig i ikke at gå hen og hilse på folk, de kender, stikke dem på næven eller give dem et kram, men nøjes med et afstandsnik, et smil eller en vinken. Der er kommet noget stiliseret, staccatoagtigt over det. Vi er ikke frie i vores adfærd, vi agerer ikke naturligt, det umiddelbare er forsvundet ud af vores måde at omgås på. Det er som om, vi alle sammen er med i en stivbenet kragedans.

Hvilke råd til opmuntring vil du give medborgere, der er ramt af krisen?

At det ikke bliver ved. Vi har ikke en chance for at vide hvornår, men en dag er det overstået.

Nævn tre håbstegn der hvor du er?

At relationer består, at solen står op hver dag, at påskeliljerne står på spring, at naturen lader som ingenting og lader os forstå, at vi ikke kan byde den hvad som helst, og at det er den, der har det sidste ord. Det håber jeg, vi bliver meget, meget bedre til at indrette os efter, når det hele er overstået, så vi ikke bliver taget på sengen en gang til.

Hvordan vil krisen påvirke dit liv fremover?

Det bliver aldrig, som det var for en måned siden. Vi er i øjeblikket inde i en proces, der tvinger os til at begynde at tænke på en anden måde, leve på en anden måde, rejse mindre og på en anden måde, spise anderledes, omgås på en anden måde, give globaliseringen en anden, mere ansvarlig og forsvarlig form. Det bliver svært, men inderst inde vidste vi det jo godt i forvejen. Måske er det vækkeuret, der ringer?