Prøv avisen

Det intense liv på hospice

Som sygeplejerske på et hospice oplever Connie Lundgren hos patienterne en stor intensitet, hvor alt det overflødige i livet sorteres væk

Der kan være dage, hvor det hele bliver for trist. Hvor døden og sorgen fylder for meget, og hvor Connie Lundgren savner at være sygeplejerske på et almindeligt hospital, hvor patienterne bliver behandlet for deres sygdom og tager hjem, når de er raske.

Men der er langt mellem den slags dage, og følelsen varer sjældent længe. For jobbet som sygeplejerske på Sankt Lukas Hospice i Hellerup rummer nogle ting, som ikke findes andre steder. Et samvær med mennesker, som det er hendes opgave at hjælpe, men som hun også selv får meget tilbage fra.

- Der er en utrolig stor intensitet i et liv, som snart er ovre. Alt det uvæsentlige og overflødige bliver skåret væk, og man bliver mere bevidst om, hvad et liv skal bruges til. Vi oplever selvfølgelig dødsfald, som virker helt uretfærdige og som er meget hårde. Men vi oplever også mennesker, som får så stor en ro og afklaring ved at være her, at de får et overskud og en evne til at leve livet så rent, at man kun kan blive imponeret. Den intensitet finder man ikke mange steder, siger Connie Lundgren.

Hun har i knap syv år været på Sankt Lukas Hospice. Før den tid var hun på et almindeligt hospital, hvor opgaverne som sygeplejerske var skarpt defineret. Men på et hospice, hvor behandlingen i lige så høj grad består af åndelig omsorg som af medicinsk behandling, skal hun kunne andet og mere end det, der normalt forventes af en sygeplejerske.

- Rent praktisk er det vores opgave at varetage alt omkring patienten, lige fra den personlige hygiejne til blomstervandingen. Faggrænserne er også mere flydende, og derfor har vi også flere medicinske opgaver, end sygeplejersker normalt har. Men den åndelige omsorg er lige så vigtig, og det gælder i forhold til både patienten og de pårørende. Det er nogle meget store spørgsmål, som rejser sig, når man ved, at man skal dø, og derfor er der et stort behov for at forlige sig med, hvad der sker. Så vores opgave er lige så meget at støtte patienten, at sikre en ro og stå til rådighed, når de ønsker at tale, uanset hvad det så drejer sig om, siger Connie Lundgren.

I hospicets fjernsynsstue sidder en enkelt patient. Fjernsynet sender direkte fra mindehøjtideligheden for den engelske dronning Elizabeth. Hun blev 101 år, og som flere har udtalt, er det ikke tragisk, når et menneske dør i så høj en alder og efter et så begivenhedsrigt liv.

Men hvor nogle dødsfald synes naturlige, oplever man på et hospice ofte at bevidstheden om, at et menneske skal dø inden for kort tid, kan skabe en vis afstand mellem patienten og de pårørende. Et »kærlighedens skjold«, som man kalder det i daglig tale på Sankt Lukas.

- Vi mennesker er så bange for at såre dem, vi elsker, at der er ting, som vi ikke tør tale om, selv om det fylder hele vores bevidsthed. Og kærlighedens skjold er uhyre stærkt. Det er utroligt, hvordan både patient og pårørende kan tale udenom, fordi man er bange for at såre. Men hvis både patienten og de pårørende skal forlige sig med, hvad der sker, er det nødvendigt, at alle disse tanker kommer op til overfladen. Og der oplever vi som sygeplejersker, at patienterne ønsker at tale med os om de ting, som de ikke kan sige til deres pårørende af frygt for at gøre dem kede af de. Og nogle gange kan det hjælpe dem, så de også over for de pårørende tager hul på de ubehagelige emner, siger Connie Lundgren.

Men trods den berøringsangst, som mange mennesker har over for døden, oplever Connie Lundgren, at langt de fleste patienter opnår en afklaring og ro, inden de sover ind. Derfor kan der også mellem sygeplejersker og patienter være en stemning, som folk udefra måske ville betragte som meget kontant, men som også kan ses som et tegn på, at patienten har forliget sig med sin skæbne, mener Connie Lundgren.

- Som sygeplejerske på et hospice oplever man ofte en humor, som er meget åbenhjertig. Nogle vil sikkert mene, at den er lidt barsk, men i den åbenhjertige tone ligger der jo også en afklaring, som giver patienten et overskud til at leve livet i den sidste tid, siger Connie Lundgren.

rasmussen@kristeligt-dagblad.dk