En af arkæologiens sikreste metoder til at datere fund er kulstof-14-datering. Men når vi i den moderne verden afbrænder fossile brændsler i for eksempel industrien, kan det gøre det meget svært for fremtidens forskere at benytte metoden på eksempelvis knogler fra mennesker, der lever i dag. Det fortæller Jesper Olsen, der er lektor i anvendt fysik ved Aarhus Universitet og arbejder med netop kulstof-14-datering. Men hvorfor? For at svare på det, må man først forstå, hvordan brugen af kulstof-14-datering fungerer.
"Når stjerner ude i det store verdensrum eksploderer, udleder det stråling. Noget af den stråling rammer jorden, og når den gør det, så danner det kulstof-14 atomer oppe i atmosfæren. På den måde produceres det. Efterfølgende vil det blive til kuldioxid, som for eksempel optages i planter via fotosyntese, og derefter spredes til dyr og mennesker, når de spiser planter eller kød fra dyr, der har spist planterne. På den måde har vi kulstof-14 i vores kroppe," siger Jesper Olsen og fortsætter:
"Men stoffet henfalder også over tid. Mens vi er i live, har vi en ligevægt af kulstof-14 atomer i vores krop, fordi det, vi har optaget henfalder, mens vi løbende indtager nyt gennem vores mad. Men når man dør, stopper man med at spise, og så er det henfaldet der tæller. Man ved nemlig ganske præcist, hvor hurtigt kulstof-14 atomer henfalder. Så jo længere tid, en person har været død, jo færre kulstof-atomer vil der være tilbage i personens krop, og så kan man måle, hvor længe det er siden, personen døde, og dermed hvor gammel et menneske eller biologisk genstand er."
Denne vigtige forskningsmetode kan nutidens afbrænding af fossilt materiale dog være med til at ødelægge for fremtidige arkæologer. Med industrialiseringen og dermed afbrændingen af fossile brændsler starter en kædereaktion, der gør, at andelen af kulstof-14-atomer ud af atmosfærens samlede mængde atomer bliver mindre. Og det udfordrer metoden, der vil gøre dateringen af nulevendes efterladenskaber langt mere besværlig, fordi vi af samme årsag vil optage mindre kulstof-14 i vores kroppe.
"Når man graver fossilt materiale op af jorden, som har været begravet i mange millioner år, så er der ikke noget kulstof-14 tilbage i det. Det er for længst henfaldet. Ved afbrændingen bliver materialet til kuldioxid, som forsvinder op i atmosfæren. Men den indeholder absolut ingen kulstof-14 atomer, og derfor fortyndes koncentrationen i atmosfæren og dermed i kredsløbet langsomt. Det bevirker i sidste ende, at for eksempel mennesker optager mindre kulstof-14 har mindre af det i kroppen, når de dør. Og så forsvinder muligheden for at bruge metoden til at datere en knogle eller lignende," siger Jesper Olsen og forklarer videre:
"Alt, hvad der er af arkæologiske fund fra før industrialiseringen, kan vi fint datere, og det ændrer vores afbrænding i dag ikke på. Men det er datering af nutidige genstande og knogler, der i fremtiden kan blive vanskelige. Hvis der kommer nogle arkæologer om 1000 år, som vil datere knogler fra for eksempel et menneske, der har levet, mens der blev brændt fossile brændsler, så får de et problem. I hvert fald hvad angår denne metode."