Den nye regering kan ende mere stabilt, end de fleste tror

Den kommende regeringsdannelse bliver vanskelig, men kan ende med en håndfæstning i rød blok, der sikrer politisk stabilitet, skriver politisk kommentator Tim Knudsen

Den nye regering kan ende mere stabilt, end de fleste tror
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Er du interesseret i Kristeligt Dagblads politiske dækning? Så tilmeld dig vores daglige nyhedsbrev her.

Lige nu kan Danmark ende i alt fra en langvarig regeringskrise til politisk stabilitet.

Den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen får nu af Dronningen den opgave som forhandlingsleder at undersøge, om hun kan danne regering. Den opgave får hun, fordi partier, der råder over 91 mandater i Folketinget, står bag et ønske herom. Ud over Socialdemokratiet er det De Radikale, SF og Enhedslisten.

Enhedslisten har i et nøje kalibreret råd til Dronningen indskrænket sig til at anbefale at gøre Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen til forhandlingsleder. Normalt har Enhedslisten direkte peget på at gøre den til enhver tid siddende socialdemokratiske leder til statsminister uden nærmere angivne betingelser.

Men Enhedslisten vil denne gang kun under to betingelser undlade at modsætte sig dannelsen af en socialdemokratisk ledet regering. Enhedslistens første betingelse for ikke straks at vælte Mette Frederiksens regering, så snart den fremstiller sig for Folketinget, er, at den baserer sig på den såkaldte røde blok, uanset at Mette Frederiksen drømmer om at regere på skiftende flertal, også ”hen over midten”. Desuden skal hun love en politik, der er acceptabel for Enhedslisten. Hvad det nærmere betyder, står åbent til de kommende forhandlinger. Men Enhedslisten har blandt andet nævnt, at børns forhold samt grøn politik er vigtige emner for partiet.

Enhedslistens råd til Dronningen er nøje kalibreret, så det lægger maksimalt pres på Socialdemokratiet. Samtidig giver det partiet maksimal bevægelsesfrihed til senere at afgøre, om man er tilfreds med Frederiksens eventuelle løfter og forhandlingsresultater i forbindelse med regent-runden.

SF’s råd til Dronningen lægger også pres på Mette Frederiksen. Hun ønsker en ren socialdemokratisk regering, men SF stiller krav om en flerpartiregering, formentlig med deltagelse af SF. Hvis ikke SF opnår det, må Mette Frederiksen gå tilbage til Dronningen for at meddele, at hun ikke kan danne en flerpartiregering. En ny regentrunde må så til. Den kan ende med, at Frederiksen får mandat til at danne en ren socialdemokratisk regering. Måske på dette tidspunkt endog med SF’s accept. Men Frederiksen risikerer i værste fald for hende, at en anden bliver forhandlingsleder i næste runde.

De Radikale stiller mange krav til Frederiksen. Der skal skabes grundlag for investeringer i børns opvækst og uddannelse, grøn omstilling, der lever op til Paris-målene, og fattigdommen skal bekæmpes. Integrationen skal forbedres, borgernes rettigheder skal beskyttes og Danmarks rolle i Europa og verden skal styrkes, skriver de til Dronningen.

Det er underforstået i alle de tre nævnte partiers råd til Dronningen, at de forbeholder sig retten til under en ny regentrunde at pege på en anden forhandlingsleder end Frederiksen. Dermed kan spillet ændre sig i helt andre retninger.

Det er store krav, som nu møder Mette Frederiksen. Især bliver det svært samtidig at gøre De Radikale og Enhedslisten tilfredse. De Radikale har tilmed luftet en tanke om, at Mette Frederiksen udsteder en art skriftlig håndfæstning, som giver dem mulighed for at holde en socialdemokratisk regering fast på en aftalt kurs. Det er i givet fald en nyskabelse i dansk parlamentarisk tradition. Denne ”håndfæstning” kan det blive besværligt at skrive, og et eventuelt krav herom øger risikoen for en langvarig regeringskrise.

Til gengæld kan en skriftlig aftale, hvis den overhovedet kan skrives sammen med de tre mulige støttepartier, også være til Mette Frederiksens fordel. For den vil ikke alene forpligte hende, men også de tre støttepartier. Dermed kan det ende med mere politisk stabilitet, end vi nu kan se for os. Baseret på blokpolitik vel at mærke.

Tim Knudsen er professor emeritus i statskundskundskab.