Enhver, der lever i et papirløst parforhold, bør skrive testamente. Enhver, der har børn fra forskellige forhold, bør skrive testamente. Og enhver, der har børn med den samme ægtefælle, bør også skrive testamente. Kun de mennesker, der slet ikke ejer noget af betydning, kan spare turen hen til advokaten. Resten risikerer, at ægtefælle eller samlever må gå fra hus og hjem.
Sådan lyder budskabet fra Finn Taksøe-Jensen, professor i arveret ved Københavns Universitet. Han har haft en central placering i det lovforberedende udvalg, som har stået bag den nye arvelov, der blev vedtaget sidste sommer og træder i kraft den 1. januar 2008.
Han påpeger, at en betydelig del af de omkring 100 milliarder kroner, som udbetales i arv, ender i andre lommer, end afdøde ville have ønsket sig, hvis han eller hun havde været klar over konsekvenserne. Professoren vurderer, at under den gamle lov endte 40 procent af pengene i forkerte lommer, med den nye er det 25-30 procent.
Forholdene omkring arv er så forskelligartede, at det er umuligt alene at lovgive sig til den rigtige fordeling. Derfor kommer man ikke uden om at skulle til en advokat for at få skrevet testamente. I det mindste bør enhver, der har børn, sørge for at give børnene særeje, så de ikke mister halvdelen af deres arv, hver gang de bliver separeret og skilt, siger Finn Taksøe-Jensen.
Ægteskaber med særbørn er det første område, Finn Taksøe-Jensen vil gennemgå i denne miniguide til den nye arvelov.
Særbørn betyder børn, som ægtefællerne ikke begge er forældre til. I sådanne sammenbragte familier vil børnene uden testamente komme til at arve forskelligt, alt efter hvem af forældrene der dør først.
Som eksempel nævner professoren en familie med en formue på tilsammen 1,2 millioner kroner, hvor faderen har to børn fra tidligere ægteskab og moderen ligeledes to børn fra tidligere ægteskab. Hvis manden dør først, sker der det, at kvinden udtager halvdelen 600.000 kroner i såkaldt boslod, mens dødsboet udgør den anden halvdel. Efter den nye lov deles dødsboet atter i to halvdele, hvoraf de 300.000 kroner tilfalder kvinden, mens mandens to børn får de resterende 300.000 kroner til deling.
Det kan måske virke rimeligt nok, at kvinden dermed samlet beholder 900.000 kroner, så hun ikke behøver gå fra hus og hjem. Men de færreste vil synes, det er rimeligt, at når hun dør, deles de 900.000 kroner alene mellem hendes to børn, som dermed hver får 300.000 kroner mere end deres halvsøskende. Og det gælder også, selvom de to ægtefæller er indblandet i samme trafikuheld og han dør på stedet, mens hun udånder kort efter på vej til hospitalet, siger Finn Taksøe-Jensen.
Han betegner det derfor som en vild gambling, hvis man i en situation som denne undlader at skrive i et testamente, at boet ved den længstlevende ægtefælles død skal deles lige mellem alle børn. Til gengæld kan denne regel dårligt ophøjes til lov, for der findes mange eksempler på, at nogle særbørn har levet hele livet sammen med den anden forælder, indgår i en ny familie og er arveberettiget her. I den sammenhæng virker det urimeligt, hvis disse børn skal arve på lige fod med dem, der er vokset op med familien og ikke har andre.
Konkret indebærer den nye arvelov, at det bliver muligt at reducere den del af formuen, som skal udbetales ved den første ægtefælles død. Har man ikke skrevet testamente, er det en ottendedel af dødsboet, der tilfalder børnene til deling, men det er muligt at reducere denne såkaldte tvangsarv til en sekstendedel. Altså i regneksemplet 75.000 kroner. Formålet er at sikre, at færre enker må gå fra hus og hjem, fordi en stor del af værdien af ejerboligen skal udbetales i arv til børnene.
Ægteskaber med fællesbørn er også et komplekst område, påpeger Finn Taksøe-Jensen. Måske skulle man tro, at de arvemæssige forhold giver sig selv, når alle familiens børn er fælles mellem ægtefællerne og det derfor er ligegyldigt, hvem der dør først. Men i så fald overser man det forhold, at den længstlevende statistisk set ikke sjældent vil gifte sig igen inden for tre til fem år.
Typisk bliver arven suspenderet, indtil den anden ægtefælle dør, idet den længstlevende vælger at leve i uskiftet bo. Men når der indgås nyt ægteskab, skal man skifte. Efter de gamle regler skulle børnene ved den lejlighed have en tredjedel af boet. Med den nye lov er det kun en fjerdedel. Igen handler det om at finde en balance, så ægtefællen på den ene side har mulighed for at følge sit hjerte og dele liv med en ny partner uden at skulle aflevere et kæmpebeløb til sine børn, men at den nye ægtefælle på den anden side ikke berøver børnene deres arv.
Derfor må man til advokaten for at få skrevet ind i testamentet, hvilken kompetence ægtefællen skal have til skade for de fælles børn, forklarer Finn Taksøe-Jensen, som tilføjer, at den nye lov har udvidet den periode, ægtefællen kan få henstand til at realisere formuen ved boskifte, for eksempel til at få solgt en ejerbolig.
Samlevende ugifte er et tredje hovedpunkt i de nye arveregler. Her gælder det, at hvis man ikke har skrevet samlevertestamente, arver man ikke hinanden. Og hvis parret ikke har børn sammen, tilfalder arven parrets forældre, søskende, børn fra andre ægteskaber eller tidligere ægtefæller. Og konsekvensen af ikke at sikre sig testamentarisk kan derfor meget vel være, at den længstlevende i parret må gå fra hus og hjem.
Finn Taksø-Jensen tilføjer dog, at selv samlevende par med børn løber en kæmpe risiko ved ikke at skrive testamente. For børn under 18 år må ikke eje fast ejendom. Derfor kan familien komme ud for, at deres ejerlejlighed til en værdi af to millioner kroner skal sættes til salg, fordi den er gået i arv til børnene frem for samleveren. Og måske er man nødt til at sælge med et betydeligt tab.
I den situation kan det rent økonomisk være døden i egen skygge, der dukker op i kirken ved begravelsen, siger Finn Taksøe-Jensen, som påpeger, at arvelovsudvalget havde anbefalet, at loven helt skulle ligestille samlevende med gifte, men dette blev underkendt af politikerne på Christiansborg.
Efter de gamle regler gav et alimindeligt samlevertestamente samleveren mulighed for at få til halvdelen af arven. Nu er dette ændret til en tredjedel. Til gengæld er der som noget nyt mulighed for at oprette et udvidet sam-levertestamente, der ligestiller samlevende med ægtefæller, hvilket betyder, at samleveren kan få op til syv ottendedele af arven. For at få status som samlevende og dermed kunne få et udvidet samlevertestamente, skal parret enten have levet sammen i et ægteskabslignende forhold i to år eller have fælles bopæl og vente, have eller have haft fælles barn.
Det er ud fra en tankegang om, at de, der skifter partner, som vi andre skifter skjorte eller bil, ikke kan sidestilles med dem, der lever i et ægteskab. I det tilfælde vil det virke urimeligt, at en flygtig partner arver den pågældende person, siger professoren. mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk