Prøv avisen

Det kan redde liv at spørge til selvmord

Den typiske begrundelse for ikke at spørge til selvmordstanker er frygten for at inspirere. Modeltegning Foto: NICK DIGGORY/Ikon Images

Af frygt for at inspirere til selvmord undlader både pårørende og sundhedspersonale at spørge ind til selvmordstanker. Men det er en misforståelse

Det er en myte, at man kan inspirere et andet menneske til selvmord ved at spørge til selvmordstanker. Sådan lyder det fra rådgivningen Livslinien, som tilbyder anonym rådgivning til selvmordstruede, deres pårørende og efterladte. Tina Holm Johansen, der er leder af rådgivningen, som hvert år rådgiver 16.000, siger:

”Det er en farlig myte, for den kan forhindre, at man tør spørge ind til selvmordstankerne, og en konsekvens af myten er, at man ikke får iværksat den hjælp, som i sidste ende kan redde liv.”

En del af opkaldene til rådgivningen kommer fra pårørende til mennesker i krise, og samtalerne udfolder myten.

”En forælder kan henvende sig og fortælle, ’jeg tror, min datter tænker på at begå selvmord’, men når vi spørger, om man har spurgt direkte til selvmordstanker, hører vi ofte, at man ikke tør nævne ordet. Vi kan opleve det samme, når vi underviser sundhedspersonale i kommuner og på hospitaler, men vi hører det også jævnligt fra brugere, som har været indlagt, hvor der ikke er blevet spurgt ind til, om de havde selvmordstanker, selvom de var i en livskrise.”

Den typiske begrundelse for ikke at spørge til selvmordstanker er frygten for at inspirere. Tina Holm Johansen vurderer, at særligt pårørende kan være tilbageholdende, fordi de frygter at høre svaret på spørgsmålet.

”Et spørgsmål om selvmordstanker fra eksempelvis en ven eller et familiemedlem kan hjælpe med at korrigere tankerækken og redde liv. Kan man være i det svære og høre et menneske, man holder af, sige, at man er nået til et sted i livet, hvor man tænker, at man er så stor en belastning, at det er bedst for alle, at man vælger livet fra, så har man muligheden for at få hjælp til vedkommende.”

Spørger man et menneske i krise om selvmordstanker, skal man ifølge Tina Holm Johansen ikke regne med at få et svar. I hvert fald ikke i første omgang. Det vigtigste er, at man har stillet spørgsmålet.

”Når Livsliniens rådgivere taler med pårørende til mennesker i krise, som muligvis går med selvmordstanker, understreger rådgiverne gerne, at de pårørende ikke nødvendigvis skal forvente at få svar. Mange selvmordstruede kan have svært ved at fortælle deres pårørende, hvordan de har det, men ved at spørge til selvmordstanker viser man, at man er villig til at høre svaret. Spørgsmålet er en invitation til, at den spurgte kan vende tilbage. På den måde har man stillet sig til rådighed og taget et skridt i retning af at hjælpe et medmenneske. Måske er ens næste opgave at opfordre personen til at søge hjælp gennem et behandlingstilbud.”