Prøv avisen

Det kan være en god forretning ikke at blive valgt til Folketinget

Klaus Riskær Pedersen kan i princippet holde en partipolitisk middag med madlevering fra gourmet-restauranten Noma uden at misbruge partistøtten, oplyser Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Klaus Riskær Pedersen er med egne ord ”nok den værste, man kan give en million kroner”. Alligevel er det beløbet, han nu årligt kan få i partistøtte, selvom han ikke kom i Folketinget. Tid til at se på reglerne, siger eksperter

Danmarks første statsfinansierede influencer.

Det er, hvad Klaus Riskær Pedersen – med det engelske udtryk for meningspåvirker – ifølge eget udsagn bliver, efter at hans parti ikke opnåede valg til Folketinget. Partiet er nu opløst, og i stedet fortsætter hovedpersonen sit politiske engagement som ”en græsrodsbevægelse”, skriver han på Facebook.

I givet fald bliver det en bevægelse med pengepungen i orden. 976.800 kroner – 33 kroner pr. modtaget stemme – får Klaus Riskær Pedersen hvert år i partistøtte frem mod næste valg ifølge DR. Også selvom hans parti ikke genopstiller. Kristendemokraterne får 1.980.231 kroner, mens Stram Kurs får 2.096.721 kroner.

Rammerne er vide. Eneste krav er, at pengene bruges til partipolitiske aktiviteter.

Her sætter kun fantasien grænser, og Klaus Riskær Pedersen kan i princippet holde en partipolitisk middag med madlevering fra gourmet- restauranten Noma uden at misbruge støtten, oplyser Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ifølge BT.

Selv skriver Klaus Riskær Pedersen på Facebook, at pengene skal bruges på en mediekampagne, som kan få børnefamilierne ud af Udrejsecenter Sjælsmark. Det vides ikke, hvad Stram Kurs og Rasmus Paludan vil bruge støttekronerne til, skulle de vælge at ansøge om dem.

De høje beløb får sociologi-professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet, som forsker i forholdet mellem foreningslivet og staten, til at sætte spørgsmålstegn ved ordningen.

”Vores forståelser af et parti er, at det er en organisation med aktiv medlemsdeltagelse og lokalforeninger. Det er sandsynligvis det arbejde, man i første omgang havde forestillet sig, at støtten skulle bruges på at understøtte,” siger Lars Skov Henriksen.

Af Klaus Riskær Pedersens hjemmeside fremgår det, at hans parti – eller bevægelse, om man vil – hverken har en bestyrelse eller et repræsentantskab. Det understreger ifølge Lars Skov Henriksen pointen om, at partier ikke længere nødvendigvis er bygget på et medlemsdemokratisk fundament.

”Klaus Riskær og Stram Kurs er en helt ny type partier, som opstår gennem You- Tube, Facebook og masse-medier. I det lys kan det godt være, at man skal se på, om reglerne fungerer,” siger han.

Også Mia Amalie Holstein, velfærdspolitisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd, kalder støtte til ikke-valgte partier for et dilemma.

”Demokratiet skal ikke være en lukket klub, og tidligere kunne det give fin mening, at partier som Kristendemokraterne fik penge til at fortsætte deres projekt.”

”Men vi må også spørge os selv, om der stadigvæk er en økonomisk barriere for at komme i Folketinget. Måske kan nye partier som Stram Kurs lettere få opmærksomhed og blive opstillet, eksempelvis via sociale medier, end de førhen har kunnet. I så fald er der ingen markedsfejl – og dermed ingen grund til, at staten giver den her støtte,” siger hun.

Et af de ældre og mest kendte eksempler på en politisk enmands-forestilling er Jacob Haugaard, som i 1994 blev valgt til Folketinget under eget partinavn.

”En af de største practical jokes, der nogensinde er lavet i Danmark,” har komikeren senere udtalt.

Jacob Haugaard agtede ikke at genopstille til Folketinget. I stedet brugte han partistøttekroner på blandt andet gratis fadøl og pølser ved et arrangement i Aarhus.

Går den, så går den, lader logikken til at være, og ifølge Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet er et udpræget kendetegn ved den offentlige støtte til foreninger i civilsamfundet, at den ikke kommer med rigide modkrav.

”I Danmark har vi et meget tillidsbaseret forhold mellem staten og foreningslivet. Der er ikke mange kontrolmekanismer, når man modtager penge fra det offentlige. Det kan både have fordele og ulemper,” siger han.

Spørgsmålet er, om reglerne kan strammes. Og i så fald hvordan.

Jacob Dahl Rendtorff, professor på Roskilde Universitet og forfatter til flere bøger om etik og ansvar, nævner en række hegnspæle, der kunne bruges, hvis man fremover vil begrænse støtten til Stram Kurs og Klaus Riskær Pedersen.

”Man kunne lave regler for, at der skal være medlemsinvolvering og lokal forankring, inden støtten gives. På den måde gives den til kollektiver, ikke til enkeltmandsforetagender,” siger Jacob Dahl Rendtorff.

Selv er han dog i tvivl om, hvorvidt det er vejen frem.

”Partistøtte til partier, som ikke kommer ind, har også en demokratisk legitimitet. De får jo et beløb, som svarer til antallet af stemmer.”

Hos Kristendemokraterne mener partisekretær Tage Sørensen, at støtten er godt givet ud:

”Reglerne er meget klare: Pengene skal bruges på partipolitisk arbejde. Derfor vil vi eksempelvis se på, om vi nu kan lønne vores formand eller ledelse, så vi bliver mere synlige mellem valgene.”

Om Klaus Riskær Pedersen også mener, at han er alle pengene værd, står hen i det uvisse. Kristeligt Dagblad har ikke kunnet få en kommentar fra ham inden avisens deadline – men den tidligere finansmand kommer over for TV 2 med sit eget bramfrie syn på støttesagen:

”Jeg er nok den værste, man kan give en million kroner. Jeg ved lige præcis, hvordan man skal bruge den. Jeg spiller gamet og bruger statsmidlerne til at skubbe på via de sociale medier.”8