”At være demokrat er ikke at være bange”.
Det er et citat af den ungarnske minister og jurist István Bibó, som blev arresteret under Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1956.
Folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen (S) og leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank bruger det som titel på en ny bog om åndsfrihed, som udkommer på tirsdag.
Øjensynligt har i hvert fald Daniel Toft Jakobsen allerede fået en forsmag på, at debatten kan være svær at gå helt frygtløst ind i.
Flere medier har interviewet ham op til udgivelsen, herunder Kristeligt Dagblad, der talte med ham i onsdags, og dagen efter bragte Berlingske sit interview under overskriften ”Ny S-bog går imod Mette Frederiksens kurs: Jeg vil insistere på at kunne diskutere”, og avisen kalder ham en socialdemokratisk dissident.
På sin Facebook-side skrev han bagefter, at han fandt det ”lidt træls,” fordi han ikke selv opfatter bogen som vendt mod sin partiformand.
Det står dog ikke klart, hvordan han havde forestillet sig, at et stort landsdækkende medie ikke ville fokusere lige præcis på, at han og Ingrid Ank lægger afstand til en række af de stramninger, Socialdemokratiet står bag.
Det gælder den såkaldte imamlov, der gør det strafbart at ”billige visse strafbare handlinger i religiøs oplæring”, som ellers ikke er strafbare. En lov, som Socialdemokratiet har stemt for og støtter.
Det gælder tildækningsforbuddet, der reelt er et burka- og niqab-forbud, og som Socialdemokratiet støtter.
Det gælder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) ord om, at ”når demokratiet og religion støder sammen, har Gud vigepligt”, som de to forfattere problematiserer.
Og det gælder forslaget om at forbyde friskoler, hvor over halvdelen af eleverne har udenlandsk baggrund, som i realiteten er et forsøg på at forbyde muslimske friskoler. Den intention deler Socialdemokratiet, men bestemt ikke de to forfattere, der ser det som endnu et angreb på åndsfriheden.
Så selvfølgelig må man spørge Daniel Toft Jakobsen, hvordan han fortsat kan være medlem af Socialdemokratiet, når partiet på de punkter, der betyder så meget for ham, har en helt anden linje end hans egen?
”Det kan jeg jo, fordi der er rigtig mange områder, hvor jeg har det så godt med mit partis linje,” svarer han Kristeligt Dagblad.
”Bare tag forslaget om retten til tidlig pension, som jeg er mega stolt af. På hele fordelingspolitikken er jeg rigtig stolt og glad for at være socialdemokrat.”
”Så er der disse spørgsmål, som går meget på tværs af partierne. Prøv at spørge i Venstre, om de er enige om burkaforbuddet. Prøv at spørge De Radikale om forholdet mellem stat og kirke. Det er naturligt for mig, at der er forskellige holdninger på tværs af partierne, men jeg ønsker ikke, at det skal føre til, at vi ikke må diskutere de ting,” siger han.
Det er da også en af bogens pointer, at der bør være mere åndsfrihed på Christiansborg.
I skriver, at der skal være bedre muligheder for at afvige fra partilinjen, men det er der da ikke nogen grundlov imod. Faktisk siger Grundloven det modsatte, nemlig at folketingsmedlemmer kun er bundet ved deres egen overbevisning. Så hvem er det rettet til?
”Det er rettet til den politiske kultur her på Christiansborg. Det er rettet til de politikere og kommentatorer på TV 2 News og andre steder, som har været så længe inde i den politiske boble, at de har gjort politik til et spil. Og er blevet blinde for, at det er et problem, hvis en politiker siger ’a’, men i virkeligheden mener han ’b’.”
”Jeg anerkender, at der er gode argumenter for partidisciplin, når vi stemmer nede i folketingssalen, det synes jeg alt overvejende, at man skal gøre. Men jeg synes godt, man kunne gøre den politiske debat lidt mere ærlig og lidt mindre til et skuespil,” siger han.
Danmark er et af de frieste samfund i verden, så hvad mener I egentlig med, at åndsfriheden er under pres?
”Der er en meget demokratisk og meget dansk værdi ikke bare at kæmpe for sine egne frihedsrettigheder, men også for frihedsrettighederne for dem, man er helt uenig med. Det, synes jeg, er kommet under pres de seneste år. Der er en stigende tendens til, at man herinde på Christiansborg gerne vil bruge magt, lovgivning og forbud for at indskrænke friheden for dem, man mener er demokratiets fjender.”
”Der er en stigende villighed til at bruge magt og lovgivning mod ting, der har at gøre med ånd og sindelag, som man ikke kan lide. Det er ikke smart.”
”Og så er der en klar og stigende tendens til religionsforskrækkelse, og de to tendenser hænger sammen. Man snakker om religion på en måde, hvor man ikke er god nok til at skelne mellem den religiøse ekstremisme, som selvfølgelig er farlig, og så almindelig, fredsommelig religion.”
”Det er let at blive smidt i ekstremisme-kassen, hvis man er meget troende, men for mig handler det ikke så meget om, hvilket ståsted man selv har, men hvordan man ser på dem, der har et andet ståsted,” siger Daniel Toft Jakobsen.
Hvor kommer den religionsforskrækkelse fra?
”Den kommer vel fra, at færre og færre danskere har en personlig erfaring med, hvad det vil sige at være et troende menneske. Det er ikke nødvendigvis noget problem, men det er et problem, hvis forståelsen for tro og religion bliver så lille, at man mere eller mindre tror, at al tro og religion er noget farligt, middelalderligt noget.”
Daniel Toft Jakobsen tilføjer, at han er bekymret for, at det kan ende med, at man i overført betydning skal gå rundt i hvide neutralitetsdragter på for eksempel skoler og uddannelsesinstitutioner, hvor flere ungdomsorganisationer angiveligt i stigende grad oplever problemer med at få lov til at præsentere de studerende for forskellige holdninger.
Drivkraften bag mange af tiltagene mod åndsfriheden har været islams indtog, nogle muslimers antidemokratiske holdninger og ikke mindst undertrykkelse af kvinder i visse muslimske kredse.
Risikerer I ikke med, undskyld, jeres snak om åndsfrihed at skade indsatsen mod de problemer?
”Nej. Åndsfrihed betyder, at der skal være frihed for alt, der har med ånd og holdninger at gøre. Det betyder ikke, at der skal være frihed for alle handlinger. Lige så snart det har noget med handlinger at gøre, er det relevant med forbud, politi og domstole. Men hvis man tror, at man kan proppe demokratisk sindelag eller et andet kvindesyn ind i folk med lovgivning og forbud, tror jeg virkelig, man tager fejl,” siger han.
”En forudsætning for, at jeg kan overbevise en muslim om, at han tager fejl og har et helt forkert kvindesyn, og at jeg har ret, er, at han har samme frihed til at prøve at overbevise mig, som jeg har til at prøve at overbevise ham.”
”Hvis vi kriminaliserer holdninger, vi ikke bryder os om, ned under jorden, og vi for bestemte grupper skaber en myte om, at ’alle er imod mig’, bliver det meget mere tiltrækkende. Hvad godt kommer der ud af at forbyde et menneske at sige noget højt, han mener inde i sit hoved? Sindelagskontrol gør ikke folk til demokrater, det gør dem til løgnere.”