I går blev en 36-årig kvinde idømt fire års fængsel i Retten i Herning for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Hun havde tappet sin søns blod, fra han var omkring ét til seks år. Moderen har under retssagen erkendt, at hun har begået medicinsk børnemishandling, tidligere kaldet Münchausen by proxy.
Det er også kommet frem, at den mishandlede dreng savner sin mor. Men hvilken relation er mulig efter sådanne overgreb? Kan moderens adfærd korrigeres, så hun en dag kan blive en bedre mor for sit barn?
Både dreng og mor står over for et erkendelses- og bearbejdningsarbejde, der vil tage år, mener børnepsykolog Merete Reimer Jensen. Hun har i sit arbejde undersøgt relationen mellem mor og barn, når hospital eller socialforvaltning har bedt om observationer fra en psykolog i sager om medicinsk børnemishandling, og hun udtaler sig på baggrund af denne viden, ikke om den konkrete sag.
Medicinsk børnemishandling er udtryk for en drift, der kommer indefra i en person, ligesom for eksempel pædofili, og derfor kan sådan en mor ikke adfærdsreguleres med fængsel, siger Merete Reimer Jensen.
Af samme grund skal barnet beskyttes mod lignende overgreb, både mens mor er i fængsel, og når hun kommer ud.
”Når en mor bringer sit barns liv og helbred i fare, så kan hun ikke have ansvar for sit barn. Derfor skal samvær være overvåget, og det gælder også i forhold til, hvad barnet får at spise, og hvad de taler om,” siger hun og peger på, at det er kommunens ansvar i henhold til serviceloven at sikre foranstaltninger for ”begrænset og overvåget kontakt”.
Det er ikke overraskende, at et barn savner sin mor, uanset at denne har gjort det ondt, for når det gælder medicinsk børnemishandling, er mor og barn ofte ”knyttet på en tæt og uhensigtsmæssig måde”, siger børnepsykologen.
Barnet må gerne savne, men det skal hjælpes til at forstå, hvorfor det ikke kan være hos sin mor.
”Det skal finde ud af, at dets mor faktisk ikke kan passe på det. Hun har ikke passet på det, hun har overskredet dets grænser, og hun har brugt barnet som en brik i det, hun selv havde behov for at udleve.”
Barnets behov for forklaring og behandling er ”enormt”. Konkret skal det hjælpes ud i det børneliv, som langvarig sygeliggørelse har forhindret det i at leve.
”Men også rent psykisk skal barnet støttes, for det gør noget ved ens selvopfattelse som barn, at man bliver betragtet som svag og syg,” siger Merete Reimer Jensen og peger på, at børn, der har været udsat for medicinsk børnemishandling, risikerer at gentage mønstret som voksne, enten ved at sygeliggøre sig selv eller deres egne børn.
Når det gælder moderen, tør hun ikke gisne om effekten af behandling. Men enhver forandring må begynde med en erkendelse.
”Hun skal i handling og ikke kun i ord vise, at hun er helt klar over, at det er helt galt, hvad hun har gjort, og at hun har øvet skade på sit barn.”
”Med tiden skal hun have lavet en vurdering sammen med barnet, hvor man ser på, om hun faktisk har været i stand til at udvikle den empati, hun mangler. Det er ikke fordi, sådan en mor har en interesse i at gøre det igen, men hun kan ofte ikke lade være. Hun tænker ikke, at hun vil gøre skade på sit barn – for tanken for offeret er der ikke.”