Prøv avisen

Det kræver gode vaner at overkomme det ubehagelige

Fristelsen til at vælge overspringshandlinger er stor, når gulvvasken truer. Men man kan lære sig nye vaner. Foto: Scanpix

Netop nu befinder vi os i fasten, hvor fokus er på at give afkald. Men hvorfor er det så vanskeligt at ændre vaner og være disciplineret?

Hvorfor er det så svært at overholde slankekuren, kaste sig over hovedrengøringen eller gå direkte i gang med at udfylde selvangivelsen?

Ifølge eksperter har mennesket en urgammel tradition for at udskyde de ubehagelige, men nødvendige pligter med overspringshandlinger. Men ændrede vaner og selvforståelse kan ændre på det, og den kristne faste, som vi er mere end halvvejs igennem, kan være en anledning hertil.

Fænomenet er velkendt og har eksisteret siden oldtiden, hvor de græske filosoffer Aristoteles og Sokrates kaldte det for akrasia. Men også i kristendommen kender man til det alment menneskelige, der ligger i, at man ikke gør det, man burde.

Paulus sagde ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg,” forklarer Steen Skovsgaard, biskop i Lolland-Falsters stift. Han ser den kristne faste som en anledning til at tage den udfordring op.

”I fasten får man brudt sine vaner og gjort noget, som man ikke plejer at gøre,” forklarer Steen Skovsgaard, som tror, det er nemmere at sætte sig et mål og holde det, når det er en afgrænset periode, som har et bestemt formål.

Ligesom nogen bruger fasten, bruger andre for eksempel nytåret til at sætte sig nye mål. Men som bekendt kan viljestyrken svigte. Forklaringen findes i, at menneskets hjerne foretrækker belønning nu frem for i fremtiden. Når man eksempelvis beslutter sig for at tabe sig, lægger man planer for sit fremtidige jeg. Men ens nutidige jeg vil måske hellere udskyde målet.

Det er meget forskelligt , om man er god til at følge tingene til dørs og undgå overspringene. Og det er der en forklaring på, men den findes ikke i selve handlingen, forklarer Dorthe Rindbo, som er specialist i personlig effektivitet, og som skriver bøger og underviser ledere og medarbejdere i netop det.

Ifølge hende skal man se på de underliggende årsager. Det kan for eksempel være, at man ikke er passioneret omkring det, man laver, at man mangler kompetencer til at løse opgaven, eller at man mangler fagligt selvværd, så man frygter, at man ikke kan løse opgaven godt nok.

”Stort set alt det her handler om følelser. Når vi udskyder noget, vil vi gerne komme væk fra ubehaget. Det ubehag, der opstår, når vi skal ned og træne i fitnesscentret, eller når vi skal arbejde på en opgave, som vi ikke synes flyder for os. Jo bedre man er til at rumme ubehaget med en opgave og få det gjort alligevel, desto mindre overspringshandler man,” forklarer Dorthe Rindbo.

At nogen er bedre til dette end andre handler i bund og grund om vaner og mønstre, som stammer fra barndommen, og som er afgørende for, hvordan man går til en opgave. For nogle mennesker er det blevet en uvane ikke at få tingene gjort, og derfor forventer de heller ikke at nå i mål.

En anden gruppe får faktisk tingene gjort, men vejen dertil er lang og pinefuld. Hvorimod den tredje type har opbygget en vane og en tro på, at når vedkommende sætter sig noget for, er det ikke en diskussion, om det skal gøres, for selvfølgelig skal det det, forklarer Dorthe Rindbo.

Men at man har dårlige vaner, som gør, at man har svært ved at få tingene gjort, betyder ikke, at det altid skal være sådan.

For man kan lære nye, gode vaner. Og Dorthe Rindbo anbefaler, at man begynder med at finde årsagen til, at man ikke når de mål, man sætter sig.