Hud. Menneskekroppens største organ er hud, og med huden kan mennesker komme i kontakt med hinanden. Når psykolog og direktør ved Center for Familieudvikling Mattias Stølen Due skal beskrive, hvad der kendetegner et godt sexliv, indleder han med at fremhæve den virkning, hudkontakt har. Han er forfatter til bogen ”Pas på parforholdet” og har som psykolog haft fokus på parforholdet.
”Berøring kan gøre os trygge, glade og rolige blandt andet, fordi hormonet oxytocin udskilles ved berøring. Oxytocin får blodtrykket og pulsen til at falde, og samtidig styrker det ømheden i relationen til den, man berører.”
Læs et uddrag af "Pas på parforholdet" om sex her.
Mattias Stølen Due beskriver, hvordan adskilte individer gennem kropslige møder, kan nå frem til en følelsesmæssig intimitet.
”For mange par sker der en afvikling af den berøring, som var naturlig i begyndelsen af forholdet. Der er par, som kun har kropskontakt i forbindelse med den seksuelle akt, og det kan være sårbart.”
Kærtegn skaber en fysisk forbundethed i perioder, hvor man ikke går i seng med sin partner, men han har mødt mange, som finder det svært at få kropskontakten ind i samlivet i en hverdag med kamp om tiden og opmærksomheden.
”Mange af os lever i en meget intellektualiseret verden, og det kan være en hindring, når man skal finde ind i en følelsesmæssig intimitet, hvor vi oplever at være forbundne. Øjenkontakt og berøring er på mange måder vigtigere end intellektuelle samtaler, når man skal opleve at være forbundet, men mange par har utrolig lidt intimitet. Det kan føre til en negligering af sensualiteten, og det kan komme til at gå ud over seksualiteten.”
Sexlivet er en bekymring for mange i faste forhold. Center for Familieudvikling har i samarbejde med Aarhus Universitet lavet en undersøgelse, som viser, at sexlivet er den største bekymring for 3 ud af 10 i et fast parforhold.
”Vi må prøve at vitalisere det seksuelle, men samtidig må det understreges, at det ikke er et spørgsmål om at presse folk til at stræbe efter et erotisk ideal præget af præstation. I vores kultur præsenteres vi ofte for et ideal af ekstase og vildskab. Det ideal kan måske realiseres i de første måneder af et forhold, men det er vanskeligt at forbinde sig med efter 10 eller 30 års samliv. Det er vigtigt, at man ikke bruger de erotiske, præstationsorienterede idealer til at dømme sit parforhold med. Hvem siger for eksempel, at et sexliv behøver at være særligt spændende for at være godt? ”
Der er kostråd og motionsråd, men når det kommer til sexlivet bør man, ifølge Mattias Stølen Due, hæfte sig ved, at der ikke findes et sæt sexråd.
”Det er et objektivt gode, at man har fysisk kontakt med jævne mellemrum, men der er et bredt spænd for, hvad man lever godt med. For nogle er det seksuelle identitetsbærende, og for andre er det snarere et dejligt krydderi på tilværelsen. Der er par, som trives med et lavfrekvent sexliv, mens der er andre, som har behov for, at det forekommer hyppigt.”
Der er en myte om det gode sexliv, som Mattias Stølen Due gerne vil gøre op med: Myten om at begæret falder ned fra himlen. For mange par har myten rod i deres fælles historie, for der var en gang, hvor et blik eller en berøring var nok. Man tænkte ikke på lyst og begær som begreber, men var grebet af det. Sådan opstod myten om begæret, som man tændes af, og som går forud for initiativet til sex. Efter 7 eller 17 år i parforholdet kan den tænkning være en hindring for det kropslige møde.
”Betingelserne for begær i det langvarige forhold er ofte ringe. Begær slukkes af træthed, for meget arbejde, børn og sygdom, og det slukkes af, at vi går op og ned af hinanden hele tiden. Samtidig lever vi i en kultur med en begrænset kønspolaritet. Vi går i seng med en partner, som på mange måder ligner os, hvilket betyder, at der ikke er særlig meget at begære og erobre.”
I stedet for at begræde at begæret er svært at få øje på, opfordrer han par til at tale om, hvorfor begæret kan have svært ved at indfinde sig, ligesom han opfordrer til, at man øver sig i at have sex med sin partner uanset begærets størrelse.
”I stedet for at tænke på begær som en forudsætning for sex, kan det ses som en effekt af sex.”
Han henviser til den amerikanske psykoterapeut og bestsellerforfatter Esther Perel, som i mere end to årtier har arbejdet med par og spørgsmålet om begær i langvarige parforhold. En af Perels erfaringer er, at moderne kærlighedsideologi hæmmer begæret. Hun oplever mange par, som forveksler kærlighed med nærmest total sammensmeltning, men erotikken og begæret eksisterer ikke, hvis der ikke er en polaritet. Mattias Stølen Due siger:
”Man kan have et forhold, hvor man taler godt sammen, så det fører til en nærhed, men det seksuelle følger ikke nødvendigvis med.”
Vil man fastholde lysten i længerevarende forhold, kan man have brug for se på seksualiteten som en disciplin, man kan kvalificere.
”Når begæret ikke kommer til os, må vi komme til begæret ved for eksempel at søge ud i ukendte maneger. Man kan for eksempel gå ud og danse et sted, hvor der også er andre par, og på den måde få et mere udvendigt blik på sin kone og komme i kontakt med, at der er andre, som kan synes, hun er dejlig.”
Ester Perel har spurgt par i 20 lande, hvad der gør, at de bliver tiltrukket af deres partner. På tværs af landegrænser var der enighed om, at afstand gavner tiltrækningen, ligesom det øger tiltrækningen, når man ser sin partner virke på udebane.
”Hvis man plejer at se ægtefællen i joggingbukser i hjemmet, kan det vitalisere det seksuelle, når man ser partneren på jobbet eller i en anden sammenhæng, hvor ægtefællen blomstrer.”
Et andet råd, som han ved, kan være en hjælp for nogle par, er, at de aftaler, hvornår de skal have sex.
”Aftalesex lyder måske ikke særlig romantisk, men ligesom vi aftaler så meget andet i tilværelsen, kan man også aftale, at man skal have sex og prioritere at gøre sig umage med sit udseende en tirsdag aften. Måske har man ikke mulighed for at komme ud at spise, men så kan man gøre lidt ved den hjemlige ramme, fjerne rodet fra stuen, tænde stearinlys og lægge sin mobil til side.”