Regionernes dage er talte. Det er i hvert fald holdningen hos tre af fire borgerlige partier, og det sidste – Venstre – er åbent for, at der skal ske noget, når regeringen om kort tid præsenterer sit udspil til en reform af hele sundhedsområdet.
Hvad der præcis skal ske, er stadig uafklaret, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom heller ikke svaret nærmere, da han forleden tog temaet op på et pressemøde i Aarhus efter Venstres sommergruppemøde.
Der skal være mere ”sammenhæng og nærhed” for borgerne, hvilket var et noget blødere budskab, end da han som partiformand udtalte sig om regionerne på et pressemøde forud for valget i 2015. Dengang opstillede han syv krav, som regionerne skulle leve op til i løbet af fire år, ellers var deres dage talte. Endnu fire år tidligere, i 2011, gik de fire borgerlige partier samlet til valg på helt at afskaffe regionerne.
Måske et lidt underligt valgtema, da vælgerne næppe går højt op i, hvordan strukturen i sundhedsvæsenet ser ud. Til gengæld kan valgforskere fortælle, at de går meget op i sundhed som sådan. Valg efter valg har det været det vigtigste eller næstvigtigste emne for vælgerne, og flere valgkampe har udviklet sig til en dyst om, hvilket parti der ville give de største garantier for kortere ventelister og flere penge til behandlinger.
Når strukturen i sundhedsvæsenet alligevel spiller en stor rolle for partierne, skyldes det, at den rigtige struktur kan gøre det både billigere og sikrere at leve op til de valgløfter, der bliver strøet ud med rund hånd.
Ideologisk har De Konservative og Dansk Folkeparti længe før kommunalreformen i 2007 ment, at Danmark var for lille et land til mere end to niveauer inden for det offentlige, og at man kunne nøjes med staten og kommunerne. De tidligere 14 amter måtte gerne blive sendt hen, hvor peberet groede, men reformen endte alligevel med et tredje niveau – regionerne – som fik ansvaret for at drive sygehuse i Danmark. En række andre offentlige opgaver med for eksempel miljø og hjælp til handicappede blev lagt ud i kommunerne.
Liberal Alliance har siden sluttet sig til regionsmodstanden, fordi de bliver betragtet som et overflødigt lag, der bare skaffer mere bureaukrati og flere offentlige omkostninger.
For Venstre er sagen mere speget. Regionerne var i sin tid den daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens opfindelse som et kompromis mellem de andre borgerlige partier og Venstres eget ønske om decentralisering og skepsis over for statsstyring på alle områder.
Efter valget i 2015 fik Venstre igen regeringsmagten, og valgkampens syv krav til regionerne blev i 2016 under tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V) omskrevet til otte nationale mål for sundhedsvæsenet.
De otte mål blev der gjort status over i juni måned 2017 i en rapport fra Sundheds- og Ældreministeriet. I en pressemeddelelse sagde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) dengang, at hun var ”glad på patienternes vegne”, for der var fremgang på to tredjedele af de områder, man målte regionernes og sundhedsvæsenets kvalitet på. Også formændene for Danske Regioner og Kommunernes Landsforening var svært tilfredse, og det lod ikke til, at evalueringen var særlig velegnet til at kanonere regionerne ud på den politiske histories mødding.
Om kort tid ventes endnu en karaktergivning, som formentlig ikke vil vise et helt nyt billede af, hvordan det går med sundheden i Danmark. Spørger man sundhedsøkonomer, går det godt, det har det gjort længe, og regionerne gør det overordnet set stadig meget fornuftigt. Der er problemer i visse områder som Region Sjælland og Region Nordjylland, den elektroniske patientjournal, Sundhedsplatformen, gør stadig knuder, det psykiatriske område fungerer ikke helt godt, og så kniber det stadig med overgangen mellem sygehusophold og den videre behandling hos den praktiserende læge eller genoptræningen i kommunerne. Det har bare alt sammen ikke så meget at gøre med regionerne, lyder det.
”Det korte svar er, at regionerne har levet op til de krav, der er blevet stillet. Det spørgsmål, der melder sig, hvis man vil afskaffe dem, er: Hvad vil man sætte i stedet?”, siger professor Kjeld Møller Pedersen fra institut for virksomhedsledelse og økonomived Syddansk Universitet.
Hans kollega, professor Jakob Kjellberg fra VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, peger på, at i hvert fald nogle af de otte opstillede nationale mål ikke er særlig velegnede som målestok for, hvordan sundhedsvæsenet har det.
”Det hedder blandt andet, at vi skal have en længere levetid, men jeg ville da være meget bekymret, hvis vi pludselig fik kortere gennemsnitlig levetid. Patienternes overlevelse skal også være højere, men det har den sådan set været siden år 2000. Så står der, at tilknytningen til arbejdsmarkedet skal være højere, og lige i øjeblikket ser det jo fint ud, men man kan godt spørge, hvad det har med sundhedsvæsenet at gøre,” siger Jakob Kjellberg.
Kjeld Møller Pedersen mener, at politikerne reelt har tre muligheder for at indrette sygehusvæsenet på en anden måde end den nuværende, hvor fem regioner med hver sit regionsråd med 41 valgte politikere har ansvaret for sygehusene.
”Det første alternativ er et rent statsligt sundheds- og sygehusvæsen. Jeg vil gerne indgå et betydeligt væddemål på, at hvis man får det, kommer der mellem tre og fem administrative enheder, ligesom man har inden for andre statslige områder som for eksempel politiet, som også er inddelt i kredse. Dermed får vi så alligevel regioner, men uden en regional, politisk repræsentation,” siger Kjeld Møller Pedersen.
”Det andet alternativ er, at sygehusene styres i kommunale fællesskaber, men det har ingen andre lande haft særligt gode erfaringer med. I Finland forsøgte man sig med det, men der afskaffede man det igen for et få et system, der ligner det danske.”
”Endelig er der den tredje løsning med udpegede bestyrelser for regionerne eller sygehusene i stedet for folkevalgte råd. Det har man prøvet både i Norge og England, men det har heller ikke været en stor succes. Man taler om, at det skal være professionelle bestyrelser, og dermed mener man vel, at bestyrelserne skal besidde kendskab både til ledelse af komplekse virksomheder og til det faglige indhold på sygehuse. I Norge har man ved en reform i 2002 forsøgt at tiltrække erhvervsfolk til bestyrelserne, men de løb skrigende væk. I 2006 gik man over til, at flertallet af bestyrelsesmedlemmerne for både regioner og sygehuse er politisk udpegede.”
”Det er faktisk svært at se, hvilken struktur for sygehuse, der skulle være bedre end den nuværende. Sagt på godt jysk er det den mindst ringe, for selvfølgelig er der altid nogle områder, hvor tingene kan gøres lidt bedre,” siger sundhedsøkonomen.
Jakob Kjellberg understreger, at dét at drive et sygehus er noget andet end at lede en privat virksomhed. I det private kan man ”vækste” sig ud af problemer, men i sundhedsvæsenet er man nødt til at prioritere sig ud af problemer, fordi der altid er en økonomisk ramme, som er fastsat politisk. Af samme grund er sundhedsvæsenet også mere velegnet til et politisk system end til at blive styret efter erhvervslivets idealer.
Til sundhedsøkonomernes advarsel mod at afskaffe regionerne siger Liberal Alliances sundhedsordfører, May-Britt Kattrup:
”Det nuværende system fungerer ikke godt nok, men vi må selvfølgelig hente gode erfaringer fra andre lande, og det er vigtigt, at vi inddrager aktørerne, så vi finder ud af, hvad der er den bedste løsning. Jeg tror ikke, at vi kan løse alle problemer ved at nedlægge regionerne, men noget kan komme til at fungere bedre, end det gør i dag.”
”Jeg synes, at man i dag tager for meget hensyn til systemet på bekostning af hensynet til patienterne,” siger ordføreren.
Liberal Alliance vil gerne gøre hospitalerne til selvejende institutioner, så de får et mere direkte ansvar for patienternes ve og vel, og det ville blandt andet sikre en mere direkte kommunikation med kommunerne om patienternes behandling, når de kommer hjem fra sygehuset.
Netop samspillet mellem kommunerne, de praktiserende læger og sygehusene er et af de gennemgående temaer i de borgerlige partiers opgør med det nuværende sundhedssystem. Kjeld Møller Pedersen påpeger dog, at man siden 1985 har talt om, at der skulle være et bedre samarbejde mellem de forskellige grene af sundhedsvæsenet, så det er ikke en ny problemstilling, som er opstået med regionerne.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, mener ikke, at regionerne har gjort det dårligt, de har bare ikke gjort det godt nok. Patienter er i dag ikke indlagt ret lang tid, og derfor er det endnu vigtigere end tidligere, at kommunerne er klædt på til at tage imod og viderebehandle patienterne, når de kommer hjem.
Desuden lægger Liselott Blixt vægt på, at man kan stille sundhedsministeren til ansvar for, hvordan sundhedsvæsenet fungerer.
Begrebet nærhed er blevet et nøgleord i sundhedsdebatten, og Socialdemokratiet har netop fremlagt et forslag om at oprette såkaldte nærhedshospitaler. Det har fået nogen til at frygte, at der skulle være tale om en tilbagevenden til tidligere tiders amtssygehuse, som langtfra kunne sikre den nødvendige kvalitet i for eksempel operationer.
Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, afviser dog, at det er tanken.
”Der er tale om en videreudvikling af de sundhedshuse, vi allerede kender med for eksempel privatpraktiserende speciallæger, gynækologer, psykiatere og så videre,” siger han.
Socialdemokratiet var oprindelig imod kommunalreformen, da den blev vedtaget i 2007, men i dag forsvarer partiet regionerne helhjertet.
”Ifølge OECD og sundhedsøkonomer overholder regionerne deres budgetter, de har en høj grad af patienttilfredshed, og fagligheden er høj. Så er der nogle steder, hvor det er svært at rekruttere personale, for eksempel på Sjælland og i Nordjylland, men det vil være galimatias at nedlægge regionerne uden at kende konsekvenserne af det. Vi ønsker ikke som Dansk Folkeparti at centralisere ansvaret for sygehusene på Slotsholmen i København,” siger den socialdemokratiske ordfører.