Det larmer på plejehjem, Taleban har dannet regering, og er ”grøn vækst” bare et smart ord?

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Det larmer på plejehjem, Taleban har dannet regering, og er ”grøn vækst” bare et smart ord?
Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix, Aamir Qureshi/AFP/Ritzau Scanpix, Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Morgensamling skal i dag både fra grøn vækst til støj på plejehjemmet, og til sidst skal vi smage på kogekunst fra de gæve gallere. 

Men vi begynder på Christiansborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) i går formiddags kunne præsentere regeringens nye reformudspil ”Danmark kan mere 1”. Regeringen vil have flere i arbejde, og vejen dertil er blandt andet brolagt med færre penge til de nyuddannede dimittender. Regeringen vil sænke den såkaldte dimittendsats med 4000 kroner for nyuddannede uden børn, og dagpengeperioden forkortes ligeledes fra to år til et år. Særligt den del af reformudspillet har også været omdiskuteret. Forslaget har skabt frustration blandt nyuddannede og ledige.

”Jeg savner bare, at virksomhederne og nu også regeringen har lidt forståelse for os nyuddannede. I stedet for bare at banke os i hovedet," fortæller nyuddannede Melanie Kjærsgaard Hansen til DR. 

Hvad er grøn vækst?

Og vi bliver i dansk politik, hvor ”grøn vækst” er blevet et populært buzzword, når vi taler om grøn omstilling. Klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) vil gøre Danmark til et foregangsland for den grønne omstilling, og grøn vækst spiller en central rolle i den økonomiske og erhvervsmæssige politik.

Men hvad er grøn vækst egentlig, kunne man passende spørge? Noget tyder på, at grøn vækst mere er et smart ord end et udtryk for, hvordan tingenes tilstand ser ud, lyder det i en analyse af de nordiske landes evne til grøn vækst.

”De nordiske lande kan ikke siges at have demonstreret ægte grøn vækst i dette århundrede," fastslår forskerne.

Flere vil begraves i skoven 

Og apropos det grønne. Man kan i dagens avis læse, at flere vil begraves i skoven. I løbet af de seneste par år er 10 privatejede skovgravpladser åbnet over hele landet, og i dag har omkring 1500 personer reserveret en plads. 

Den voksende interesse for skovbegravelsespladser beskrives som et wakeup-call til folkekirken. Elof Westergaard, biskop over Ribe stift, er generelt kritisk over for de nye skovbegravelsespladser. 

”De private skovbegravelser udtrykker en større fragmentering og en manglende forståelse for, at vi indgår i et fællesskab," siger han. 

Taleban har dannet regering 

Morgensamling vender nu blikket, som så mange gange før, mod Afghanistan, hvor Taleban har dannet regering. 

Da Taleban tog magten i Afghanistan, udtrykte de sig mere moderat og lovede en mere inkluderende regeringsstil. Men den nyudnævnte regerings sammensætning er begyndt at ligne den gamle, skriver New York Times. Det er et tegn på, at Talebans konservative kerne ikke har ændret sig meget, og det står nu klart, at mange fremtrædende personer fra 1990’ernes regime er tilbage i magtens centrum i Afghanistan. De fleste er blevet indsat i lignende poster, de bestred, da Taleban tidligere var ved magten. Alle er mænd, og flere optræder på USA's og FN’s terrorliste.

Det larmer på plejehjemmet

Fra Afghanistan til forholdene på de danske plejehjem. Man havde måske forestillet sig, at man på et plejehjem kunne få noget fred og ro, men en ny lydmiljø-undersøgelse fra Aarhus viser, at det støjer og larmer og plejehjemmene. Larmen kommer blandt andet fra ringetoner og ovne, men også tallerkener og bestik er med til at skabe et rum fuld af larm. Og det forvirrer beboerne. 

”Nogle bliver mere urolige, hvis der er støj, de ikke kan forstå," fortæller aktivitetsmedarbejder på plejehjemmet Skelager, Tina Sørensen. 

Marie Højlund, adjunkt i Audio Design på Aarhus Universitet, står bag undersøgelsen, og hun vil gerne sikre mere god lyd på plejehjemmene, blandt andet ved at sende naturlyde fra skove og søer ind på plejehjemmene gennem højttalere.

Ny kogebog fra Gallien 

Et sted, hvor der helt sikkert er en masse larm, er hjemme hos Asterix og Obelix i Gallien. Vi slutter dagens Morgensamling i madens verden, for nu kan man snart kokkerere som de gæve gallere. ”Den store Asterix kogebog” udkommer den 16. september, og her kan man blandt andet finde ud af, hvad lam stegt som dromedar indebærer samt give sig i kast med Hørmetix’ havtaske. Velbekomme! 

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.