Det var den franske ambassadør François Zimeray, der kort efter sin ankomst til Danmark i 2013 gjorde opmærksom på rollatorerne i de københavnske gader.
”Dette praktiske instrument, som forlænger det aktive liv for ældre mennesker med mange år, burde vi straks indføre i Frankrig,” sagde han og fortsatte:
”Men det vil tage mange år at få parisiske kvinder til at lade sig se offentligt med sådan et praktisk hjælpemiddel. Så hellere lade sig isolere i lejlighederne.”
Bemærkningen faldt på den franske ambassade i København, hvor jeg skulle forklare en undrende fransk delegation om den danske velfærdsstat og flexicurity-systemet, i dagens anledning kaldt ’flexicurité’. I mellemtiden er hans præsident blevet Emmanuel Macron, der ønsker at indføre den smidige danske arbejdsmarkedsmodel i Frankrig, hvilket han er kommet overraskende langt med, trods sin korte tid i embedet.
Men skandinaviske rollatorer er stadig en fjern drøm. Den vidner om en praktisk omgang med livet og mangel på forfængelighed. Og så selvfølgelig den individualisme, der gennemsyrer de nordiske samfund, selvom vi altid understreger deres kollektive natur.
De gamle skal klare sig selv så længe som muligt uden større hjælp fra familien. Kommunen træder til, men helst med hjælp til selvhjælp. Og det er rollatoren det perfekte eksempel på – når man først har overvundet modviljen. Den forlænger det aktive liv med 10 til 15 år, hvor man selv kan købe ind. Tage et hvil i køen i supermarkedet og have varerne i den praktiske kurv. Der er ikke andet forkert ved den, end at den markerer fysisk svaghed. Men det er bedre end hjælpeløshed og afhængighed af andre.
Rollatoren blev opfundet af den svenske sygehjælper Aina Lucia Wifalk (1928-1983) i slutningen af 1970’erne. I 1949 var hun blevet ramt af polio og måtte afbryde sin uddannelse til sygeplejerske. Hun lod sig ikke slå ud og tog initiativet til Lunds invalideforening i 1952 og arbejdede som sygehjælper i Västerås kommune. Her opfandt hun i 1960’erne manupeden, der er et cykellignende redskab til træning af arme og ben for mennesker i rullestol.
I 1976 fik hun førtidspension, fordi hendes skuldre var nedslidte, efter at hun havde gået med krykker i 25 år. Det standsede ikke hendes initiativlyst, og allerede i 1978 havde hun en færdig idé til et nyt hjælpemiddel på hjul. En statslig udviklingsfond så potentialet i projektet og gav Wifalk økonomisk støtte samt fandt en virksomhed, der konstruerede den første prototype. Allerede tre år efter var produktionen i gang. For at få den udbredt udtog hun aldrig patent og skænkede sin indtægt til en kirkelig forening.
I Storbritannien havde man udviklet en forkromet gåstøtte, kaldet ”Walker”, med to forhjul og dupsko af gummi på de bageste rør. Det særligt svenske var, at gåstativet nu blev forsynet med et ekstra sæt hjul og håndbremser og fik navnet Rollator. Det blev til et industrieventyr, hvor der i de næste 30 år blev produceret rollatorer for 2,5 milliarder kroner. I Sverige ordineres cirka 60.000 rollatorer pr. år, med det resultat at Sverige er det rollator-tætteste land i verden, tæt fulgt af Danmark. Og med lang afstand til resten af Europa.
Klummen Historisk set tager historiske emner op, peger på den levende historie i vores hverdag og formidler viden om historien. Den optræder med jævne mellemrum og skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS, samt Lars Hovbakke Sørensen, historiker og adjunkt, ph.d., ved University College Sjælland.